0 In Brevkasse

Hvordan beskytter jeg mig mod negative mennesker?

Negative mennesker

Kære Marianne

Jeg skriver til dig, fordi jeg har brug for hjælp til at beskytte mig selv, når jeg er sammen med meget negative mennesker.

Jeg mærker andres energi meget stærkt og er meget sensitiv overfor påvirkning fra mine omgivelser. Jeg bliver hurtigt drænet for energi, og jeg kan hurtigt ’overtage’ andres negative energi og følelser.

Det er især, når jeg er på min arbejdsplads, at jeg føler, at jeg skal beskytte mig selv. Der er desværre nogle meget negative mennesker, som konstant brokker sig, er utilfredse, taler grimt om andre og i det hele taget bare forpester klimaet. De har en meget negativ energi, som virkelig påvirker mig så meget, at jeg kan mærke det i hele kroppen.

Jeg prøver at undgå dem, så godt jeg kan, men da vi sidder ret tæt i en ’klynge’, er det nærmest umuligt at undgå dem. Jeg kan mærke, at jeg bliver ’tung om hjertet’ af at være så mange timer i det miljø, og jeg har set, at der også er andre på arbejdet, der bliver påvirket af disse menneskers negative energi.

Hvad skal jeg gøre?

Hvordan beskytter jeg mig selv bedst muligt?

Måske jeg skulle finde et andet arbejde, men jeg kan jo egentlig godt li’ mit arbejde, så det vil jeg helst ikke. Jeg vil jo gerne bare kunne bevare min egen energi og være robust nok til ikke at lade mig påvirke.

På forhånd mange tak 🙂

Kærlig hilsen

Susanne

***

Kære Susanne

Mange tak for dit spørgsmål.

Du er absolut ikke alene om denne oplevelse. Det er noget, jeg ofte taler med mine klienter om.

Jeg er selv sensitiv over for andre menneskers energi og mentale tilstand. Og jeg har også selv i mange år forsøgt at finde måder og metoder til at beskytte mig selv på, når jeg var sammen med negative mennesker. Efter mange års forgæves forsøg, gik det op for mig, at det slet ikke var sandt! Og at det var noget helt andet, jeg havde brug for at lære.

Jeg vil først give dig nogle råd i forhold til din egen indre tilstand, og dernæst i forhold til det psykiske arbejdsmiljø.

Din egen indre tilstand i forhold til ‘negative mennesker’

Du har et valg mellem at matche deres energi eller ej.

Selvom du er sensitiv over for andre menneskers energimæssige påvirkning, betyder det ikke, at du er et offer for den.

Du er selv herre over, hvordan du bruger den energi, du mærker og fornemmer. Det betyder, at det er din opgave at lære, hvordan du modtager energi, og hvordan du lader energien flyde helt naturligt gennem dig.

Dét, der ofte sker, er, at vi bliver fanget i det drama, der udspiller sig rundt om os, og det er dén fortælling, som påvirker dig positivt eller negativt. Det er den overbevisning, du har om dig selv, om de andre og om situationen, som enten forstærker eller dæmper dramaet.

Hvis du har en overbevisning om, at du er magtesløs overfor de andres negativitet, og at din sensitivitet gør, at du ikke selv er herre over, hvordan ‘negative mennesker’ påvirker dig, så vil det også være dét, der bliver din virkelig.

På den måde bliver det ydre drama til dit indre drama.

Din hjerne vil helt konkret søge efter alt dét, der bekræfter, at denne overbevisning er sand, og filtrere det fra som ikke støtter op om overbevisningen. Og på den måde bliver din overbevisning en selvopfyldende profeti.

Dét, du har modstand på, har magten over dig. Så vær opmærksom på hvad du kæmper imod.

Rent faktisk har din frygt for situationen (og hvad de andre ’gør mod dig’) en større effekt på dig end den ydre energimæssige påvirkning.

Dét, jeg vil opfordre dig til, er:

 Læg mærke til, hvad du fortæller dig selv, og hvordan disse historier påvirker dig både fysisk og psykisk.

Hvad sker der helt konkret i din krop, når du tror på, at denne overbevisning er sand? Og hvad sker der med din indre tilstand og dit humør?

Når du har erkendt og anerkendt, hvad der virkelig foregår i dig, kan du vælge, om du vil fortsætte med denne overbevisning, eller om du vil installere en ny, der fungerer bedre for dig.

 Flyt fokus fra det ydre til det indre.

Det kan du gøre ved at bruge din vejrtrækning til at komme til stede i din krop.

Jo mere du kan komme til stede i din krop, og trække vejret med dét, der sker, jo mere vil dit nervesystem slappe af, og jo nemmere er det for dig at acceptere dét, der er.

Det tager rent faktisk lige så lang tid at acceptere noget, som det tager at afvise eller have modstand på noget.

Når du er villig til at acceptere i stedet for at modsætte dig, vil du opleve, at energien bliver lettere og flyder mere naturligt gennem dig. Og du vil ikke længere være så ’generet’ af de andres energi.

♥ Centrér dig gennem dit hjertecenter og vælg så hvilken energi, du selv sender ud.handsmakin_emn33541-696x435

Martin Luther King har engang sagt:

”Darkness cannot drive out darkness, only love can do that. Hate cannot drive out hate, only love can do that.”

Meget smukt sagt, og så sandt!

Du vælger bogstavelig talt selv, hvilken energi du sender ud via din egen indre følelsesmæssige tilstand. Det betyder, at du hvor som helst og når som helst kan vælge at kultivere kærlighed og medfølelse inden i dig selv, og det er så den energi, du sender ud, og påvirker dine omgivelser med.

Igen, brug din vejrtrækning!

Efter at du har flyttet fokus fra det ydre til det indre, og er kommet til stede i din krop via din vejrtrækning, så fokusér på området omkring dit hjerte og hav fornemmelsen for at du trækker vejret ind og ud gennem dit hjerteområde. Gør det nogle gange. Begynd så at kultivere en følelse af kærlighed og medfølelse og lad den energi, sprede sig til hele kroppen. Jo mere oprigtigt du kan føle den, jo mere vil denne energi påvirke både din egen indre tilstand og de ydre omgivelser.

Dette kan du sagtens sidde på din kontorstol og gøre, UDEN at der overhovedet er nogen, der behøver at få at vide, at du gør det.

Ja, det kræver øvelse at gøre.

Men som man siger; ’øvelse gør mester’!

Det psykiske arbejdsmiljø

Én ting er, hvad du kan gøre for dig selv og din egen indre tilstand. En anden ting er det psykiske arbejdsmiljø, dér hvor du arbejder, hvilket IKKE er dit ansvar ene og alene.

Derfor, bliver jeg nødt til at spørge dig:

Hvor er din leder henne i alt dette?

Du skriver ikke noget om, hvad der bliver gjort eller ikke gjort for det psykiske arbejdsmiljø.

Du skriver heller ikke noget om, hvor længe det har stået på, og hvor mange det rent faktisk drejer sig om.

Kender din leder til dét, der foregår, og hvordan disse negative mennesker ’forpester klimaet’?

Gør han/hun noget konkret for at stoppe brokkeriet, bagtalelsen og den negative stemning?

Hvis ikke, så bliver vedkommende nødt til at blive involveret – og det må du så tage initiativ til.

Du skriver, at du kan se, at der også er andre kollegaer, der er påvirket af disse ’negative mennesker’, hvordan kan du helt konkret se det? Og kunne det tænkes, at nogle af dem, allerede har talt med jeres leder om det?

Under alle omstændigheder, så lyder det som om, at der er nok for din leder at tage fat på, hvad det psykiske arbejdsmiljø angår.

Jeg er enig med dig i, at du ikke i første omgang, nødvendigvis skal finde et andet arbejde. Jeg er ikke tilhænger af, at man flygter fra problemerne.

Men derimod, at du først selv finder ud af: 1) hvad skal jeg lære af disse mennesker og denne situation, og 2) hvad kan jeg konkret gøre og bidrage med for at ændre det?

Nogle spørgsmål du kan reflektere over er:

Hvilke samtaler deltager du selv i?

Hvordan involverer du dig i det hele taget i det sociale fællesskab?

Hvor god er du til at sige til og fra, og til at kommunikere fra hjertet?

Sæt en deadline

Derudover kan du sættet en deadline for hvornår der skal være sket mærkbare forandringer, for at du har lyst til at blive der, og gør så selv, dét du kan i dette tidsrum.

Hvis tingene så ikke ændrer sig EFTER at du gjort dét, du skal gøre, kan du beslutte dig for, om du vil blive der.

Du er naturligvis velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for at arbejde mere dybdegående med nogle af disse problemstillinger. Du kan læse mere om et mentorforløb med mig lige her.

Jeg håber, at mit svar er brugbart for dig, og kan hjælpe dig på vejen henimod både at bevare dig selv i relationen med andre (negative mennesker) og et bedre arbejdsmiljø på din arbejdsplads.

Kærlig hilsen

Marianne

 Har du prøvet at stå i lignende situation? Har du selv oplevet noget lignende? Så må du meget gerne dele dine erfaringer herunder, måske kan netop dine erfaringer hjælpe andre. På forhånd tak 

Du ville måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Kommenter indlæg

Få tilsendt mit gratis online foredrag

Lær 7 essentielle principper der hjælper dig med at bruge dit hjerte intelligent 

- derhjemme, på arbejdet og i verden​

  • Få mere frihed i dit liv
  • Skab sunde og stærke relationer
  • Træf bedre beslutninger med større tillid
x