0 In Autenticitet/ Hjertets intelligens

Sådan skaber du varige forandringer

Varige forandringer

Er der områder i dit liv, hvor du føler dig fastlåst eller frustreret over tingenes tilstand? Så læs med her og få inspiration til, hvordan du kan bruge dine kriser til at skabe varige forandringer.

“When you change the way you look at things, the things you look at change”, Wayne Dyer

Dette citat har fulgt mig i mange år, og gang på gang må jeg konstatere, at det er sandt.

Fordi sandheden er, at intet ændrer sig, før du gør.

Og virkelig; alt gør, når du gør!

Det er ikke blot et psykologisk princip, men også et kvantefysisk princip.

Når du ændrer måden, du ser tingene på, vil dét, du ser, også ændre sig.

Med andre ord, de tanker og følelser, vi har om os selv og verden, påvirker og skaber vores ’selv’ og dermed vores virkelighedsopfattelse – og når du er villig til at ændre dem, kan du for alvor skabe varige forandringer.

Når du ændrer dig, ændrer dine relationer sig også – hvad enten det er familiemæssige relationer, parforhold, venskaber eller arbejdskollegaer.

Når du ændrer den måde du ser på og forholder dig til dit arbejde, ændrer dit arbejde sig også.

Og når du ændrer den måde, du ser på de ting, der sker i dit liv, ændrer din ydre virkelighed sig markant.

Det er vigtigt at understrege, at når jeg taler om ‘at se’, taler jeg ikke kun om en mentalt ændring i forhold til at tænke mere positivt om dét, der sker. Det er kun det første spæde skridt.
Det handler i høj grad også om ‘at se’ med hjertet og lave et følelsesmæssigt og energimæssigt skift.

Som Antoine de Saint-Exupéry skrev:

” … det er kun med hjertet, at man kan se rigtigt. Det essentielle er usynligt for øjet”.

Og det er her, at dit hjertes intelligens spiller en afgørende rolle, fordi kun hjerte-bevidsthedens nærvær forvandler.

Et lille indre skift der ændrede alt!

For at give et konkret eksempel har jeg lige afsluttet et forløb med en kvinde, der på relativt få sessioner skabte varige forandringer. Hun gik fra fuldstændig at have mistet glæden ved livet til nu at have genfundet følelsen af glæde, indre styrke og selvværd som et nyt fundament for sit ‘nye liv’.

Da hun tog kontakt til mig var alt kaos: Hendes parforhold gennem flere år var slut, hun stod uden bolig og arbejde. Hendes selvværd var ikke-eksisterende, og hun var på randen af at opgive det hele.

Det brudte parforhold var dét, der for alvor havde væltet læsset for hende. Det var ham, der var gået, og den måde, han havde afsluttet det på, havde efterladt hende med en følelse af at være total forkert, værdiløs og uelskelig. De følelsesmæssige bindinger var meget stærke og blokerede for, at hun kunne komme videre.

I vores snak omkring parforholdet og bruddet, talte vi blandt andet om, hvad parforholdet havde givet hende, og hvad hun havde lært. Hun erkendte, at på flere områder tjente parforholdet til denne mand hende ikke længere. Og at det kun fastholdt hende i nogle uhensigtsmæssige mønstre.

Jeg spurgte hende så: “Hvad nu hvis din største krise er din største mulighed – hvordan vil du så bruge den?”

Lige præcist i dét øjeblik skete der et subtilt skift inden i hende.

Og det lille skift i perspektiv åbnede hendes hjerte så meget, at vi fik adgang til de underliggende følelser, som holdt hendes mønster og begrænsende overbevisninger i live … og som hun havde brug for at sætte fri.

Nøglen til at skabe varige forandringer

For at skabe forandringer må du være villig til at træde ud af din komfort zone og gøre noget andet, end du plejer.

Når vi er villige til at give slip på vores begrænsede syn, og er modige nok til at åbne hjertet og ændre perspektiv, vil vores oplevelse af virkeligheden ændre sig.

For at kunne give slip er du for det første nødt til at blive bevidst om, at du holder fast. Du kan selv sagt ikke give slip på noget, du endnu ikke er bevidst om, at du holder fast på.

For det andet kan du ikke tvinge dig selv til at give slip. Det er blot egoets agenda og ikke en ægte dybtfølt erkendelse af, at ”dette gavner mig ikke længere”.

Det er rent faktisk et meget afgørende følelsesmæssigt skift. Og en villighed til at bringe nok omsorg og medfølelse til dig selv, hvor du erkender at: ”Wow, den måde som jeg handler på eller lever på skader mig rent faktisk. Og jeg holder så meget af mig selv, at jeg er villig til at vælge anderledes”.

Du vil konkret mærke dette indre skift fysisk, i din krop. Du vil kunne mærke, at din tilstand ændrer sig, og du vil opleve, at der dukker anderledes tanker op. Dette vil ændre din energi og ændre hele din måde at være på.

En meget powerfuld måde at ændre perspektiv på er at stille anderledes spørgsmål til dig selv.

Det kunne være fra: “Hvorfor sker dette for mig?” til “Hvad skal der til for at ændre dette?”

Eller fra: “Hvorfor kan jeg ikke …?” til: “Hvilket lille skridt kan jeg tage, der vil gøre den største forskel?”

Hvert anderledes spørgsmål du stiller, vil åbne op for en fuldstændig anden mulighed og et nyt potentiale.

Når du er villige til at erkende, at du er forfatteren af din egen livshistorie. Og at du ikke blot skriver historien, men at du også er den, der kan redigere den og ændre den i den retning og på den måde, som du vælger, vil dit liv ændre sig for øjnene af dig.

Så, hvor i dit liv har du brug for at ændre perspektiv for at skabe varige forandringer?

Er det en relation med et andet menneske, som du har brug for at ’se’ anderledes?

Er det din arbejdssituation, som du har brug for at forholde dig til på en ny måde?

Eller er det et helt andet område, hvor du føler dig frustrereret, låst fast eller venter på at de ydre omstændigheder skal ændre sig, fordi “når bare det sker, så …!”?

Hvilken situation i dit liv kan du bruge som en mulighed til at udvikle dig?

Skriv i kommentarfeltet herunder og fortæl hvordan dine nye perspektiver kan skabe varige forandringer i dit liv – måske kan dine indsigter inspirere andre 🙂

Du ville måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Kommenter indlæg

Få tilsendt mit gratis online foredrag

Lær 7 essentielle principper der hjælper dig med at bruge dit hjerte intelligent 

- derhjemme, på arbejdet og i verden​

  • Få mere frihed i dit liv
  • Skab sunde og stærke relationer
  • Træf bedre beslutninger med større tillid
x