Jeg har altid sat stor værdi i at gøre dét færdigt, som jeg har startet. At gennemføre dét, jeg er gået igang med – koste hvad det vil! Også ligegyldigt om jeg undervejs kunne mærke at “ah, jeg har egentlig ikke lyst til det!”, eller “hmm, det er vist ikke lige mig!”.
Jeg forpligtede mig – og gennemførte!
Men det har ændret sig!
Jo længere jeg er kommet på min rejse i forhold til at åbne mit hjerte, være mig selv og gøre dét, der er sandt for mig, har jeg sat spørgsmålstegn ved min opfattelse af forpligtelse – både i forhold til mig selv og mine relationer.
Er forpligtelse at gennemgøre noget lige gyldigt hvad? Koste hvad det vil?
Så mange “skal” og “nødt til” og “må gøre” og et liv fuld af forpligtelser og ingen frihed?
Eller handler forpligtelse om at ære dig selv, mærke efter hvad dit hjerte fortæller dig og tale din sandhed lige gyldigt, hvor smertefuldt og vanskeligt det kan være?
Og hvad er ‘at tale din sandhed’ egentlig, når du måske har for vane at være i din historie og lade automatpiloten tale til dig, til forskel for hvad der er sandt lige nu og her?
Her er min definition på sandhed og at tale din sandhed: Sandheden er, hvad end der er ægte og virkeligt for dig i det nuværende øjeblik.Og når du taler din sandhed, er du ansvarlig for din oplevelse uden at projektere, skyde skylden på eller skamme dig.
Og dét, der er ægte og virkeligt for dig, kan ændre sig!
Den knude, du kan mærke i din mave, kan være et “nej” fordi det ikke tjener dit højeste gode, eller det kan være modstand (fra dit ego) fordi det absolut vil tjene dit højeste gode.
Det handler så meget om at kunne skelne mellem dit ego og dit hjerte, mellem din ‘konditionering’ og dit sande selv. Og det kræver mod, villighed og ærlighed.
Så, hvordan finder du så ind til det?
Livet er ét stort spejlbillede
Jeg er efterhånden gået mere og mere væk fra at tænke i “rigtigt og forkert” og i stedet mærke efter “sandt eller falsk”. Og jeg er begyndt at se, at livet konstant er ‘selv-korrigerende’.
Jeg har erkendt, at fejltagelser ikke eksisterer, men at det derimod er oplevelser, indsigter og læringspunkter. Jeg kan ikke gøre noget ‘forkert’, jeg kan kun lære og vokse af dét, der sker.
Så lige gyldigt hvilket valg du træffer, er det perfekt i forhold til dét, du har brug for at opleve og de indsigter, du har brug for at få. Og universet eller livet vil støtte dig og guide dig i forhold til alle de valg, du træffer.
Slap af. Giv slip. Hav tillid. Livet handler om rejsen ikke destinationen.
Lad være med at fokusere på budbringeren. Forstå i stedet for budskabet
Jeg har de sidste par år arbejdet intenst med følelsesmæssig intelligens og hjertets intelligens. Noget af det fundamentale her er at blive bevidst om, hvornår du bliver følelsesmæssigt oprørt, tage ansvar for det og lade være med at pege fingre og skyde skylden på nogen eller noget, så du dermed er i stand til at se det budskab, som bliver sendt til dig.
I stedet for at være et offer for dét, der sker, og den måde andre mennesker opfører sig på, så kan du vælge at fokusere på, hvad livet prøver på at fortælle dig. Jeg har i en længere periode haft udfordringer i forhold til indtjening og helbred. Og i stedet for at gå i offerrolle og ‘negativt selvsving’, er jeg begyndt at se de mønstre, jeg har og undersøge, hvorfor universet/livet bliver ved med at sende mig de samme budskaber igen og igen. Nu er jeg endelig ved at forstå det, så jeg kan træde op på det næste niveau i min udvikling.
Hvis du ikke har kontakt med dit ‘hvorfor’ eller dit ‘hvorfor’ ændrer sig, så giv slip
Neden under enhver forpligtelse eller ethvert engagement er en vision og et hvorfor. Jo stærkere dit hvorfor er, jo stærkere er dit engagement.
Visioner og hvorfor’er ændrer sig. Når du vokser og udvikler dig, vil dine ønsker, mål og formål også ændre sig. Dét, der engang tjente og drev dig, er måske ikke længere relevant eller kan ikke længere ‘tænde dig’.
Udviklingen går hurtigere (både den indre og ydre) og paradigmeskift er igang, så dét der måske føltes som ‘hånd i handske’ for et halvt år siden, er måske allerede udtjent. Det er tid til at bevæge sig videre.
Hvis inspirationen ikke er der, så enten genfind den eller giv slip på forpligtelsen eller engagementet.
Vi er alle forbundne
Her handler det om at se forbindelsen mellem alle ting. Vi er alle forbundet med hinanden, og alt påvirker helheden.
I en verden hvor adskillelse, isolation og fordømmelser længe har været normen, er det næste trin i vores udvikling (som menneske og samfund) at ære, elske og respektere hinanden. At se vores forbundethed lige gyldigt hvor meget ‘der bliver trykket på dine knapper’, fordi de mennesker og situationer, som ‘trigger’ dig mest, er også dine største læremestre. Budbringeren leverer budskabet – “don’t shoot the messenger!” – og det er højst sandsynligt det budskab, du har allermest brug for, for at kunne gå til det næste trin i din udvikling.
Hvad er dine tanker om forpligtelse, engagement og sandhed?
Jeg skriv og fortæl mig om det. Jeg vil elske at høre fra dig ❤️
No Comments