Måske har du også hørt om begrebet ‘selvsabotage’?
Og at selvsabotage står i vejen for, at du kan nå dine mål og udleve dine drømme?
Jeg hører i hvert fald tit begrebet blive omtalt, og jeg oplever også flere klienter, der kommer til mig og vil have hjælp til at stoppe selvsabotage.
Eksempelvis havde jeg en samtale med en klient i dag, som ønsker at skabe sig et mere meningsfuldt arbejdsliv, hvor hun er i stand til at leve af dét, hun elsker at lave.
Og under vores samtale udtrykte hun frustration over, at hun ikke rigtig får gjort dét, hun skal, og at hun ikke bevæger sig hurtigt nok i den retning, hun ønsker.
Hun havde også talt med en coach, som havde sagt til hende, at hendes største problem er selvsabotage, og at det skal hun holde op med.
Så, her var hun.
Frustreret og irriteret på sig selv over sin selvsabotage!
Derfor skal du ikke fokusere på selvsabotage
Jeg bruger ikke begrebet selvsabotage i mit arbejde, fordi jeg faktisk ikke tror på, at det findes.
Jeg har et lidt andet syn på, hvad det i virkeligheden er, der foregår, og hvilke mekanismer der er på spil i de mønstre og vaner, vi har, end dét der ligger i dette begreb.
Se med i videoen her og hør mere om, hvorfor jeg ikke bruger begrebet ‘selvsabotage’, og hvad jeg har fokus på i stedet for.
Fra selvkritik til selvomsorg
Hvis du oplever, at du sidder fast i ’selvsabotage’, og i højere grad fordømmer dig selv og skælder sig selv ud for din selvsabotage end du hjælper dig selv, vil jeg invitere dig til at skifte fokus og i stedet for være nysgerrig på:
💜 Hvad er den positive hensigt med din nuværende adfærd?
💜 Hvad længes du mest efter?
💜 Hvilken indre kvalitet har du brug for at kultivere for at være i en sund relation til den pågældende situation?
💜 Hvilken anden adfærd har du brug for at træne, som er sundere og mere hensigtsmæssig for dig, og som vil hjælpe dig med at skabe dét, du længes efter?
Måske lægger du også mærke til, at nysgerrigheden i sig selv kultiverer en tilstand af venlighed og omsorg for dig selv, dine mønstre og dine dybeste ønsker.
Personligt lederskab fra hjertet handler i sin essens om at tage radikalt selv-ansvar for, hvem du er, og hvad du gør. Og så fra et kærligt nærvær forandre dét, du har brug for at forandre.