In Hjertets intelligens

Kom hjem {Om det nødvendige afsæt for at kunne bidrage og gøre en forskel i verden}

kom hjem

“Jeg er endelig kommet hjem”, sagde hun med glæde i stemmen, og fortsatte:

“Jeg oplever nu en indre ro og tillid, jeg aldrig tidligere har kendt. Det er en ny, stærkere og mere ægte måde at være i verden på.”

Vi talte lidt mere om, hvilke forandringer der var sket for hende, og om den store forskel på at være hjemme i sig selv og være ude af sig selv.

En forskel, der skal opleves direkte, før man for alvor forstår den – og ikke mindst forstår vigtigheden af den.

I store dele af mit eget liv har jeg haft oplevelsen af at være fortabt, desorienteret og ude af mig selv.

Jeg følte en indre tomhed og uro, som forplantede sig til en oplevelse af at være forkert og ikke høre til. En form for frakobling, hvor vitaliteten og det levende nærvær var forsvundet.

Hjerte-bevidsthedens nærvær og oplevelsen af at være spillevende

Det var faktisk først, da jeg blev introduceret til hjertets intelligens og fik åbnet til det aspekt af mig selv, at jeg for alvor ‘kom hjem og fandt min plads i verden’. 

Det betød, at jeg i langt højere grad kunne være i verden, men ikke af den og kunne udfolde mig som det menneske, jeg er – og er designet til at være. 

Det var oplevelsen af i sandhed at være fuldt vågen, nærværende og engageret. En tilstand, jeg også kalder for ’hjerte-bevidsthedens nærvær’.

Det er en kraftfuld tilstand, fordi der er indre harmoni – hjerte, hjerne, krop – og det bringer en helt speciel oplevelse af at være spillevende med sig.

Og det er kun i den tilstand, at vi kan modtage hjertets visdom og opleve ægte samhørighed.

Det er også derfor, at den er så vigtig at kende til og blive fortrolig med i sig selv – som en oplevelse og en følt fornemmelse.

Som Joseph Campbell sagde, tror mange af os, at vi leder efter mening, men dét, vi i virkeligheden leder efter, er livfuldhed; oplevelsen af at være spillevende, og en følelse af at være fuldt forbundet med livet. 

En oplevelse af at være en del af helheden på vores egen unikke måde, som udspringer fra en dyb forbindelse til vores indre liv. 

Her er et digt, der sætter ord på oplevelsen at komme hjem og være fuldt forbundet – med sig selv og med livet :

KOM HJEM

Kom hjem.
Find det punkt, hvor dine fødder ved, hvor de skal gå hen
Og følg din egen sti hjem.

Kom hjem i din egen krop,
Din egen beholder, din egen jord.
Kom hjem i hver eneste celle,
Og helt ind i det rum, der omgiver dig.

Kom hjem og stol på dig selv,
Og på dine instinkter og dine måder og din viden,
Og endda på din personligheds specifikke særheder.

Kom hjem, og når du er fast forankret der,
Bliv hjemme og hvil ind i den dybe fred indeni.
Værdsæt dit hjem. Elsk og omfavn dit hjem.
Få en dyb, dyb fornemmelse af, hvordan det i sandhed er at være hjemme.

Kom hjem.
Og når du virkelig, virkelig er klar,
Og når du mærker en ægte trang på udåndingen, så kom ud.
Kom hjem og kom frem.
Giv udtryk for, hvem du er, og stol på
At vi ser dig og hører dig og berører dig
Og genkender dig, så godt vi kan.

Kom hjem og gør os opmærksom på
Alle de afkroge og gemte steder, der kalder på at blive set.
Kom hjem og lad os vide, hvad mere
Der er der, som ønsker at komme ud.

Kom hjem.
For du hører til her nu. Du hører til blandt os.
Bebo dit sted fuldt ud, så vi kan lære af dig,
Af din stemme og din væremåde og dit nærvær.

Kom hjem.
Og når du føler dig hjemme, så byd også os velkommen,
For vi glemmer også, at vi hører til og er velkomne,
Og at vi også er kaldet til at udtrykke fuldt ud, hvem vi er.

Kom hjem.
Dig og dig og dig og mig.

Kom hjem.
Tak, Jord, for at byde os velkommen.
Og tak for den lette berøring af øjne og ører og hud,
Et strejf af kærlighed som byder os velkommen.

Må vi vågne op og huske, hvem vi virkelig er.

Kom hjem.
Kom hjem.
Kom hjem.

En kærlighedshandling der låser døren op

Jo mindre erfaring vi har med at være elsket for den, vi er – præcis som vi er – jo mere har vi lukket af for vores sande natur, og jo mindre føler vi os hjemme i vores eget hjerte.

Derfor er det ‘at komme hjem’ fuldt og helt en kærlighedshandling, der låser døren til dine medfødte ressourcer og kvaliteter op – såsom styrke, accept, fred, medfølelse, visdom og kreativitet.

Når du kommer hjem og lander i dit hjerte, opdager du, hvem du er, hvad du står for, og hvad der virkelig er sandt.

At opdage dette hjælper dig med at værdsætte dit liv, selv med alle dets vanskeligheder, og det giver dig det nødvendige afsæt til at bidrage og gøre en forskel i verden.

The form you have selected does not exist.

You Might Also Like