Jeg har et spørgsmål som jeg håber at jeg kan få lidt svar på.
Jeg er en ung kvinde på 22, der har været skilsmissebarn næsten hele mit liv. Min mor har haft forældremyndigheden, og jeg har haft en meget tryg barndom ved hende. Jeg har været på besøg ved min far hver 14. dag.
Min far er alkoholiker og meget voldelig og utilregnelig. Derfor har min mor forsøgt at få igennem, at min far fik fjernet retten til at se min søster og jeg. Det skete til sidst, da han slog mig voldsomt og forsøgte at kvæle mig. Siden da har jeg set ham få gange.
Mit spørgsmål kommer så nu:
Min far er meget syg og har mange sygdomme efter at have levet et hårdt liv. Jeg har ikke set ham fysisk i omkring 3 år, men han skriver ofte til mig, fordi han vil mødes. Jeg svarer pænt på hans beskeder og forsøger at finde en dag, hvor vi kan ses. Jeg gør det, fordi jeg har dårlig samvittighed, fordi han ikke har andre mennesker i sit liv.
Han er ensom. Derfor har jeg en forfærdelig dårlig samvittighed over for ham, fordi min søster har valgt at cutte kontakten fuldstændig, og min farmor siger, at jeg ikke kan være bekendt at gøre det samme, for “jeg er jo alt, han har”. Hun siger, at det gør ham glad at skrive med mig en gang i mellem. Det skal lige siges, at min farmor godt kender til hans opførsel.
Men nu skal jeg ugentligt finde mig i at blive svinet til over sms, og det kan jeg næsten ikke holde til.
Jeg har mest lyst til at blokere ham, men hvad nu, hvis han ender sit liv (som han har truet med flere gange og har været indlagt på psykiatrisk for) så vil jeg jo føle, at det er min skyld.
Hvad synes du, at jeg skal gøre?
Min mor og søster råder mig til at blokere ham og glemme ham, men det er ikke så let synes jeg
Venlig hilsen
Mig
—
Kære Mig
Mange tak for dit spørgsmål til min brevkasse med beskrivelsen af din situation.
Jeg anerkender fuldt ud, at det er en svær situation, du er i, fordi der er så mange uforløste følelser og loyalitet i spil her.
Dog, når det er sagt, er mit råd til dig: Pas på dig selv.
Og hvis det betyder, at du må cutte kontakten med din far fuldstændig, fordi han sviner dig til og ’terroriserer’ dit liv på grund af sit misbrug og sin psykiske ustabilitet, så må det være sådan.
Hvis han så ender med at tage sit eget liv, er det IKKE din skyld.
Det kan aldrig være din skyld og dit ansvar, hvad din far vælger at gøre.
Du er ikke ansvarlig for din fars liv. Det er hans eget ansvar.
Det er desværre meget kendetegnende for pårørende til misbrugere og psykisk syge at tage overansvar, men det vigtigt at vide, at det faktisk er psykisk usundt at gøre.
Derfor, jo før du erkende, at du er i en pårørendes dilemma, og at du lige nu har påtaget dig ansvaret for noget, der ikke er dit ansvar jo bedre for din egen psykiske sundhed.
Det er så vigtigt, at du lærer at tage ansvar for dit eget liv og lade andre tage ansvar for deres.
Det er en hård lektie at lære, men du kan lige så godt lære det én gang for alle, for ellers vil det følge dig som en skygge og en uhensigtsmæssig adfærd hele dit liv.
Valgmulighed #1:
Nu ved jeg jo ikke, om du allerede har skrevet til din far om, hvordan hans ’terrorisering’ påvirker dig.
Men hvis du ikke har, kunne det være et første skridt.
Simpelthen at skrive til ham som det er, at du ikke ønsker at have kontakt med ham, når han sviner dig til over sms. Så hvis han ikke stopper det øjeblikkeligt og begynder at behandle dig ordentligt og respektfuldt, så kan I ikke længere have kontakt.
Hvis han så fortsætter sin adfærd og ikke ønsker at imødekomme dit behov, så cut forbindelsen med ham.
Du skal IKKE finde dig i grænseoverskridende adfærd – hverken fra din far eller fra nogen som helst anden.
Hvis du vælger at give ham muligheden for at vælge jeres relation til, så har du udvist så meget storsind og empati over for ham, som du kan – og du har ikke bare blokeret ham uden at give ham en advarsel og en valgmulighed.
Valgmulighed #2:
Dog, hvis jeres relation er så belastende for dig, at du ikke kan holde til det længere, så følg i din søsters fodspor og cut forbindelsen med ham med det samme.
Jeg forstår 100%, at det ikke er let, og jeg vil i den grad også råde dig til at få hjælp til at bearbejde det følelsesmæssigt, så det ikke forfølger dig resten af dit liv.
Din farmor har sine grunde til at sige, som hun gør, og jeg synes faktisk, at hun udviser meget lidt respekt og omsorg for dig, så hende ville jeg ikke lytte til, hvis jeg var dig.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar på en eller anden måde videre frem.
Du er hjertens velkommen til at kommentere herunder, hvad du tænker om det, jeg har skrevet, og hvis der er dukket flere spørgsmål op efter, du har læst mit svar.
Jeg sender dig kærlig medfølelse og ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen
Marianne
