Følelsesmæssig intelligens er et kerneaspekt i personligt lederskab.
Rent faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at hvis du ikke er fortrolig med dine følelser, er du ikke i stand til at tage personligt lederskab.
Hvorfor ikke, spørger du måske?
Fordi følelsesmæssig intelligens er nøglen til at kunne være nærværende og opmærksom hvor som helst og når som helst, så du dermed også kan bevare din integritet og træffe beslutninger, der er i overensstemmelse med den, du er og dét, du står for.
Det er nøglen til at skabe sunde og stærke relationer – derhjemme, på arbejdet og i verden.
Og det er nøglen til at skabe et kreativt miljø, hvor nye idéer og muligheder kan opstå.
Derfor er det også noget af dét, jeg bruger allermest tid på sammen med mine klienter.
Så, mine spørgsmål til dig er:
👉 Er du villig til at føle dine følelser fuldt ud?
👉 Er du i stand til at lokalisere, hvor du mærker en given følelse i din krop?
👉 Har du lært at forstå, hvad dine følelser fortæller dig?
Myter der står i vejen for følelsesmæssig intelligens
Før du kan blive følelsesmæssig intelligent, må du først lære dine følelser at kende, så du kan blive fortrolig med dem og bruge dem optimalt.
Min erfaring er, at de færreste af os har lært at være med vores følelser på en sund og naturlig måde.
De fleste af os har derimod lært at undertrykke, fornægte eller begrave vores følelser.
Der er så mange myter og usandheder om følelser, der skal aflives, før det overhovedet er muligt at bevæge sig hen imod følelsesmæssig intelligens.
Jeg vil nævne to af dem her:
En meget sejlivet myte er, at vi kan være i vores følelsers vold og dermed være et offer for vores følelser.
Det er en usandhed, som gør os bange for vores følelser, og som gør, at vi forsøger at kontrollere eller håndtere vores følelser.
Følelser skal hverken kontrolleres eller håndteres, de skal derimod føles fuldt ud.
Når følelser ikke bliver følt fuldt ud, bliver de til dét, jeg kalder for ’tanke-følelser’, og vi begynder at fortælle historier om følelserne i stedet for at føle dem.
Tanke-følelser, som er historier med ufordøjet følelsesmæssig energi, bliver til dramaer, som forpester vores liv og relationer.
En anden sejlivet myte er, at der er ’gode’ følelser og ’dårlige’ følelser – eller som det også bliver omtalt; ’positive’ og ’negative’ følelser.
Det er en usandhed, fordi følelser hverken er gode eller dårlige, rigtige eller forkerte, positive eller negative.
Følelser er ’blot’ energi, der bevæger sig gennem kroppen, og som har brug for at blive følt fuldt ud, så de ikke sætter sig som ’energi-propper’ i vores indre system.
Det er sandt, at nogle følelser opleves som mere behagelige at føle end andre, men det gør dem ikke ’bedre’ end dem, der opleves som mere ubehagelige at føle.
For at undgå at blive fanget i historien om følelsen, må vi være villige til dels at bevæge os ud af hovedet og ned i kroppen, hvor følelserne rent faktisk befinder sig, dels slippe orienteringen mod de ’gode’ følelser.
Det handler ikke om, hvad du synes om følelsen.
Det handler derimod om at opdage den forvandling, der sker, når du gennem ubetinget åbenhed og accept lader følelsen blive følt hele vejen gennem kroppen.
Når føleler bliver mødt med åbenhed og accept, forløses de helt naturligt.
Og de forårsager ikke alle mulige lidelser og kampe, og de ødelægger ikke vores relationer.
Sådan træner du din følelsesmæssige intelligens
Det er vigtigt at sige, at en ægte følelse højst er i vores system i 90 sekunder, så har kroppens energisystem processet følelsen og givet slip på den igen.
Grunden til at du kan opleve at være ’fanget’ i en følelse i flere timer, flere dage, flere uger eller flere år, er fordi du ikke har være villig til at føle følelsen fuldt ud, og den derfor sidder fast i dit system.
Du kan bruge denne trinvise proces til at begynde rejsen hen imod følelsesmæssig intelligens:
1️⃣ Forpligt dig helhjertet til at føle ALLE dine følelser.
2️⃣ Lokalisér hvor i kroppen du mærker en given følelse og sæt gerne ord på, hvordan du oplever den. Eksempelvis: Knude i brystet. Snoren i maven. Trykken i nakken. Osv.
3️⃣ Byd fornemmelsen i kroppen velkommen.
Dette er kontraintuitivt, fordi de fleste mennesker forsøger at slippe af med følelser – især dem, der opleves som ubehagelige at føle.
Men det er et altafgørende trin.
Du byder fornemmelsen velkommen gennem et par åndedrag af accept og lader den være der, så godt du kan.
Alene denne praksis med at acceptere fornemmelsen, som den er, giver den mulighed for at forløse og bevæge sig gennem kroppen.
4️⃣ Udtryk fornemmelsen på en sund måde.
Det kan ofte være en hjælp (især hvis det er en meget intens følelse) at udtrykke den med en lyd eller en bevægelse.
Du kan derfor spørg dig selv: Hvis denne fornemmelse kunne give en lyd, hvad ville det så være? Eller: Hvis denne fornemmelse kunne lave en bevægelse, hvad ville det så være?
5️⃣ Lyt til informationen i følelsen.
Når du har mærket og følt følelsen fuldt ud, kan du gå skridtet videre og undersøge, hvad følelsen er her for at vise dig.
Følelser er nemlig fyldt med visdom og vigtig information.
De fleste begår dog den fejl at ville forstå følelsen FØR den er følt fuldt ud.
Men det går ikke.
Du kan kun få adgang til visdommen i følelsen, når energien er følt fuldt ud.
Her er nogle eksempler på, hvad forskellige følelser er her for at vise os:
🟣 Vrede: Hvilken grænse skal jeg sætte? Hvor må jeg være villig til at sige stop?
Hvad eller hvem er ikke længere til gavn for mig eller kollektivet og har brug for at blive ændret eller måske endda helt afsluttet?
🟣 Frygt: Hvad skal jeg være opmærksom på? Hvad har jeg brug for at vågne op til? Hvad skal læres eller ses i øjnene?
🟣 Sorg: Hvad eller hvem skal jeg give slip på og sørge over tabet af, så noget nyt kan dukke op?
Hvad skal der gives slip på, siges farvel til eller kommes videre fra? Hvilken person, drøm, vision, overbevisning eller mulighed skal frigives?
🟣 Glæde: Hvad eller hvem har jeg brug for at værdsætte fuldt ud og fejre fuldstændig? Hvad har jeg brug for at sige et helhjertet Ja til?
🟣 Kreativitet: Hvad har jeg brug for at skabe og bringe ind i verden?
Fra følelsesmæssig intelligens til følelsesmæssig mestring
I mit arbejde går jeg et skridt videre fra følelsesmæssig intelligens til dét, jeg kalder for ’følelsesmæssig mestring’, hvor du er i stand til at kombinere følelser, logik og intuition på en optimalt hensigtsmæssig måde.
Det betyder, at alle tre aspekter fungerer som en samlet enhed, og du anvender dem ubesværet som en integreret del i alle dine beslutningsprocesser og al din kommunikation.
Følelsesmæssig mestring er super vigtigt i forhold til at leve optimalt, blomstre som menneske, udfolde dit medfødte potentiale og bidrage til helheden.
I mit mentorforløb er der derfor to moduler, der er dedikeret specifikt til arbejde med følelser og hvordan vi bruger dem optimalt.
Så hvis du har brug for at udvikle følelsesmæssig intelligens og følelsesmæssig mestring, vil mit mentorforløb måske være noget for dig.