Det helt store paradoks {& Om villigheden til at rumme ubehaget}

Jeg talte forleden med en mand, som var dybt fortvivlet og frustreret.

Han havde haft nogle oplevelser, som havde vækket hans hjertet til live, og han havde hver gang efterfølgende mærket længslen efter i langt højere grad at leve fra hjertet.

Og samtidig oplevede han en indre modstand mod rent faktisk at gøre det.

Han fortalte mig om, hvordan han flere gange havde forsøgt at følge sit hjerte, men hver gang havde omverdens reaktion på hans nye handlinger, gjort ham angst og usikker, hvilket havde fået ham til at kravle tilbage i sit skildpaddeskjold, som han udtrykte det.

Vi fik en god snak om, hvad det egentlig er, der foregår, og hvad vejen frem for ham kunne være.

Jeg tænkte, at jeg ville dele nogle af pointerne her, fordi hans oplevelse absolut ikke er usædvanlig.

Det er rent faktisk det helt store paradoks; at vi længes efter at leve fra hjertet og samtidig er vi bange for det.

Så, hvad er det egentlig, der foregår?

Hvorfor lukker vi af for dét, vi i virkeligheden længes mest efter?

Og hvordan kan vi arbejde med det?

Modstand mod dét, der virkelige er godt og sandt

Det kan lyde helt skørt, men det er et kendt fænomen fra psykologien, at vi (i vores moderne kultur) ofte har modstand mod dét, der berører os på et dybt niveau; det dybt glædesfyldte og hvor egoets meget faste grænser opløses eller forsvinder for en stund.

Én af årsagerne er, at vores moderne samfund i høj grad er et ’hjerne-samfund’ snarere end ’hjerte-samfund’.

Det betyder kort fortalt, at vi bliver trænet i at tænke og bruge hovedet, og dermed bliver den mentale bevidsthed (dét, jeg også kalder for ego-bevidstheden) vores tryghedszone.

Det har den store ulempe, at vi lukker af for den bevidsthed, vi rent faktisk er født i (dét, jeg også kalder for hjerte-bevidstheden), som også er vores sande natur og der, hvor vi er i stand til at rumme ’livets dybde’.

Det betyder så også, at ‘hjertet’ (hjerte-bevidstheden og hjertes intelligens) for de fleste af os er ‘ukendt land’.

Derfor vil meget af den modstand, der kommer op, bunde i angsten for det ukendte og i uvilligheden til at give slip på dét, egoet klynger sig til i sin tryghedszone.

Derfor har de fleste af os også brug for en grundig og gennemgribende træning i at lære vores hjerte at kende indefra og forstå på det kropslige oplevelsesorienterede plan, hvad det virkelig er og virkelig kan.

Og på dem måde også blive fortrolig med at følge dét, vi længes mest efter og er inspireret til at gøre.

Et paradoks er en mulighed for udvikling

Når vi så ser på, hvordan vi kan arbejde med dette store paradoks, er det godt også lige at vende, hvad et paradoks egentlig er.

Et paradoks er ’en tilsyneladende urimelig påstand, der formelt set er selvmodsigende, men som i virkeligheden rummer en overset sandhed’.

Det vil også sige, at et paradoks indeholder tvetydighed og modsatrettede energier, som det er meget svært for egoet at rumme, hvis det ikke har en god og stabil kontakt til hjertet.

Jeg har altid selv været fascineret af paradokser og den betydning, de har for menneskelig modning, udvikling og vækst.

Jo dybere jeg er kommet i arbejdet med at udvikle det intelligente hjerte og udfolde det menneskelige potentiale, jo tydeligere er det blevet for mig, hvor vigtigt det er at kunne rumme paradokser og bruge dem aktivt i livet.

Der er ingen tvivl om, at jo bedre du er til at rumme dem, jo mere visdom vil du finde i dem, og jo mere vil du modnes som menneske.

At rumme paradokser åbner for livet på en helt ny og essentiel måde.

Det giver dig mulighed for at se alt i et større perspektiv og tænke i helheder.

Carl Jung understregede også behovet for at værdsætte paradokser, som en vigtig del af dét at modnes som menneske.

Ifølge ham repræsenterer et paradoks et mere sandfærdigt billede af et helt, autentisk liv, som vi ikke kan komme til udelukkende gennem brug af logik og fornuft.

Han sagde, at paradokset er et af vores mest værdifulde ’åndelige besiddelser’.

Kun ved at finde visdommen og sandheden i pradokset vil det være muligt at komme i nærheden af at forstå livets fylde.

Når vi er villige til at rumme modsætninger og paradokser er det muligt at ’bypasse’ sindets begrænsende opfattelser og bevæge os ud over det frygtsomme (og nogle gange ’tyranniske’) selv.

Det giver adgang til en ikke-rationel hjerte-logik, der giver mulighed for at udtrykke en dybere overset sandhed.

Villighed er en vigtig del af vejen

At opdage hjertets potentiale, som manden, jeg talte med, jo havde gjort, er en skælsættende oplevelse.

Det vækker og aktiverer den livskraft, der er inden i os, og det udfordrer samtidig også vores villighed.

Villigheden til at bevæge os ud af ego-bevidsthedens tryghedszone.

Villigheden til at rumme ubehaget ved det ukendte og angstprovokerende.

Og villigheden til at være med andres reaktioner.

Som manden også oplevede det, reagerede hans omverden med en form for modstand mod hans nye handlinger.

Det er også helt almindeligt og super vigtigt at acceptere som en del af vejen fra ’hoved til hjerte’, at vores relationer vil forandre sig, når vi forandrer os.

Så, at kunne rumme det store paradoks kræver evnen til at rumme modstridende ønsker og følelser, hvilket også vil sige at rumme spændingen mellem længslen efter at følge hjertet og ønsket om at forblive i tryghedszonen.

Og det kræver villigheden til både at møde op anderledes og at blive mødt anderledes af andre.