Noget af det, som har gjort den allerstørste forskel for mig i mit liv – og som også har været noget af det sværeste for mig – i forhold til at følge mit hjerte og leve et liv med indre ro og glæde fremfor stress og konflikter, har været at tillade dét som er, og blot se de såkaldte ‘negative’ ting, der sker, som feedback i forhold til om jeg er på rette kurs eller har brug for en kursændring.
Vi er så hurtige til at dømme dét, der sker, som dårligt eller negativt og tro, at vi har gjort noget forkert eller ikke er gode nok. Det er ikke afgørende, om jeg har en dårlig dag eller en dårlig uge. Dét, der betyder noget er, hvordan jeg har det med mig selv, mens jeg møder denne dag eller uge: Bebrejder jeg mig selv, skælder mig selv ud eller føler at jeg har fejlet? Eller er jeg venlig og kærlig mod mig selv og giver mig selv lov til at føle dét, jeg rent faktisk føler i stedet for at kæmpe imod det?
For at give et billede på forskellen i den indre dialog, så forestil dig, at du er på en legeplads, hvor der er to børn, der leger. Der er to forskellige slags mødre til stede. Det ene barn falder, og løber skrigende og grædende hen til sin mor, absolut i smerte. Den første mor sætter sig på hug til barnets niveau, giver det et knus, kysser barnet og omfavner det blot. I løbet af et øjeblik holder barnet op med at græde, det føler sig mødt, modtaget og omfavnet, og løber så ud og leger igen.
Så falder det andet barn, og løber skrigende og grædende hen til sin mor, absolut i smerte. Her er hvad den anden mor siger til sit barn i et vredt tonefald: “Jeg har ikke opdraget dig til at være på denne måde! Hvorfor græder du nu? Hvorfor føler du alle disse ting, hold op med det! Du gør mig til grin offentligt! Det er pinligt! Bla. bla. bla…”
Hvad sker der med dette barn? Dette barn bliver traumatiseret, dette barn føler sig ikke længere tryg i verden, og føler sig ikke længere tryg i sig selv, som det er.
Alle og enhver af os viser os som én af disse forældre overfor os selv i hvert øjeblik. Enten omfavner vi os selv og elsker os selv, som den vi er, og støtter os selv uanset hvad der sker. Eller vi skælder os selv ud, slår os selv oven i hovedet og fordømmer os selv: “Hvorfor føler jeg stadig dette? Hvorfor har jeg det sådan, jeg burde have det bedre! Hvorfor tiltrækker jeg ikke det rigtige – med alle de Loven om Tiltrækningskurser jeg har været på! Hvorfor, hvorfor, hvorfor …?”
Hvad med at du lige nu beslutter at være den første mor overfor dig selv?
For mig handler det så meget om at have tillid til processen og tillid til, at alt sker, for at jeg kan vokse og udvikle mig som menneske. Når jeg går igennem en vanskelig tid og giver mig selv lov til at føle ængstelse, tristhed og frygt uden at dømme det, som noget dårligt, går de ubehagelige følelser som oftest over af sig selv ret hurtigt. Og det er meget nemmere så at fokusere på, hvordan jeg kan bevæge mig hen til et sted, der føles bedre og mere ressourcefuldt.
Skriv meget gerne en kommentar om hvilken slags mor du er overfor dig selv.
Jeg vil ELSKE at høre fra dig.
