Fordømmelser er som en virus i dine tankemønstre.
De skader ikke blot dig selv men også verden omkring dig.
Og de begrænser dig i at udfolde dit potentiale.
Som den indiske filosof Jiddu Krishnamurti sagde:
”The highest form of human intelligence is observation without judgment.”
Måske kender du også til tanker så som:
“Typisk mig, hvorfor skal jeg altid ødelægge det for mig selv?”
”Det er simpelthen utroligt, endnu en dag er gået og intet har ændret sig! Hvad er der galt med mig? Hvorfor kan jeg ikke bare komme over dette?”
”Jeg er alt for tyk! Nu må jeg altså også tage mig sammen!”
”Det er utroligt, at han vil være det bekendt. Han er også altid så egoistisk!”
Bla. bla. bla.
Det er sådan de fleste af os taler til os selv hele tiden.
Det er den slags samtale, der foregår i vores sind det meste af tiden.
Og så undrer vi os over, at vi er stressede.
At vi er i dårligt humør.
At vi ikke lever det liv, vi drømmer om.
Problemet med fordømmelser
Vi lever i en verden, hvor fordømmelse af os selv, af hinanden, af ’de andre’ er normalt.
Vi dømmer andre mennesker, steder, kulturer, lande, politikere, naboerne, kollegaerne, vores slægtninge og de ting, der sker i vores liv.
Det er så normalt, at vi ikke ser det, fordi det foregår rundt om os hele tiden, og vi selv deltager i det – hvad end det er bevidst eller ubevidst.
Eksempelvis er jeg vokset op i en familie, hvor holdninger og overbevisninger blev betragtet som fakta!
Måske er det noget, du kan genkende?
Problemet med fordømmelse er for det første, at skaber en mur omkring dit hjerte, så du ikke har adgang til den enorme intelligens, som befinder sig her.
Det blokerer simpelthen for energien, så den ikke kan bevæge sig og flyde frit.
For det andet begrænser det dine muligheder, fordi du allerede har besluttet dig for, hvad der er rigtig/forkert, godt/dårligt osv.
Det er som en boks, du befinder dig i, som begrænser, hvad du kan vælge, fordi du allerede har en (ubevidst) forventning til dig selv, til andre og til livet i forhold til, hvordan du/de/det burde være.
Hvilket rent faktisk betyder, at du blot konstant gentager fortiden og dermed er ude af stand til at skabe en anderledes fremtid.
Så, hvis du virkelig vil have frihed i dit liv, må du være villig til at give slip på dine fordømmelser af dig selv, af andre og af dét der sker i dit liv.
Accept som modgift
Accept fungerer som en bro mellem dit sind og dit hjerte.
Når du accepterer dig selv, er du også i stand til at acceptere andre.
Når du blot kan observere dét, der sker, uden at dømme det, åbner du op for nogle helt nye valgmuligheder, som kan tage dit liv til det næste niveau.
Vores indre dialog har en enorm stor magt over os.
Den påvirker ikke blot vores humør, eller vores fysiske krop og helbred, men i høj grad også de muligheder og det liv, vi skaber for os selv.
På et eller andet tidspunkt i dag, vil du befinde dig midt i et tankespind af fordømmelser.
Det gør vi alle sammen flere gange om dagen.
Og når du opdager det, så stop op og undersøg hvad det virkelig er, der foregår nedenunder.
Hvad er den underliggende energi?
Er det vrede?
Er det frygt?
Er det sorg?
Er det skam?
Giv dig selv et øjeblik til at undersøge det i stedet for at lade det stoppe dig.
Vær nysgerrig. Og giv dig selv lov til at mærke, hvad det er for en energi, der holder fordømmelsen i live.
Jeg har selv oplevet det igen og igen.
Så snart energien er anerkendt og følt begynder den at gå i opløsning.
Uden energien til at holde den i live, kan tanken ikke overleve.
Skriv hjertens gerne en kommentar og fortæl om, hvilke fordømmelser du er klar til at forløse 😍