Kære Marianne
Jeg er splittet – ud over mange grænser.
Min mand og jeg har dannet par i 13 år, hvor af de 10 som ægtefolk. Vi har 2 drenge sammen, henholdvis 10 og 9. De lider begge af ADHD, og er meget styret af deres følelser.
Mit dilemma er, at jeg blevet meget forelsket i en anden. Min mand og jeg har levet mange år i et åbent forhold, hvor det har været ok at have en anden på sidelinjen, og det er der selvfølgelig en risiko ved. Nu står jeg så her og er blevet hamrende forelsket i ham, jeg havde på sidelinjen. Og jeg har ikke kunnet stoppe i tide, på grund af følelser og begær. Dette bider mig hårdt i røven nu. Vi har været sammen i 3-4 måneder, og jeg er helt fortabt i ham.
Årsagen er, at det sidste års tid har været hårdt for mig og min mand. Han har været meget let antændelig, opfarende og udadreagerende. Og med tiden, har jeg nu erfaret, har jeg mistet følelser for min mand. Men fundet dem ved en anden. Og nu står jeg her og ikke aner, hvad jeg skal følge? Min mand elsker mig meget højt, ligeså elsker jeg ham meget højt. Men samme forelskelse, som han har i mig, kan jeg ikke gengælde. Samtidig ville vores børn ikke kunne fungere, med forældre, der gik hver til sit. Eller det er vi overbevidst om, at de ikke kan.
Separation har været oppe at vende et par gange de sidste par måneder, men ingen af os har kunnet gøre alvor af det, måske mest af for frygten for det uvisse, og at én part bliver mere såret end den anden.
Igår modtog jeg en besked fra den anden, at han ville afslutte vores forhold, da han havde mødt én. Og jeg er rigtig glad på hans vegne, men samtidig er jeg virkelig knust på mine egne. Jeg føler, at jeg mistet noget – noget særligt. Jeg har ingen idé om, om den anden ville tage imod mit hjerte, hvis stod med det i hånden til ham? Men jeg tænker ikke, at han vil, da han har har udtrykt, at han ikke vil være roden til, at noget gik i stykker. Hverken min mand eller jeg bebrejder ham for dét, der er sket, vi bebrejder kun os selv. Vi er begge enige om at give det et sidste forsøg, i at genfinde hinanden, og give vores familie en chance for at overleve.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke, hvad nu hvis? Hvad nu hvis han tog imod mig? Og skylder jeg mig selv at finde ud af det? Eller vil det bare skade mere, end det gavner os alle (mig, min mand og den anden), hvis jeg åbner min mund? Er jeg bare fjollet? Laver min følelser mon bare fis med mig?
Jeg tør ikke tage snakken med en veninde med frygten for sætninger, der sårer mere, end de gavner.
Jeg håber, at dette giver mening, når du læser det.
Jeg ser frem til at høre fra dig
Med venlig hilsen
Den splittede
***
Kære Den splittede
Tak for dit brev til min brevkasse med beskrivelsen af din situation.
På det overordnede plan giver dit brev fin mening for mig.
Men, der er dog flere ting i din beskrivelse, der springer mig i øjnene, og som jeg ville undersøge dybere, hvis du gik i et mentorforløb hos mig, for at kunne hjælpe dig på den bedst mulige måde.
Når nu jeg ikke har mulighed for det, vil mit svar til dig her også have en mere generel og undersøgende karakter.
At modnes som menneske
Umiddelbart, som jeg læser dit brev, sætter du lighedstegn mellem følelser og forelskelse.
Du skriver blandt andet, at du har mistet følelser for din mand, men har fundet dem ved en anden, og at du ikke kan gengælde din mands forelskelse i dig.
Det gør dig forvirret og ude af stand til at mærke, hvad der er bedst at gøre.
Det er sindsygt vigtigt, at du både skiller begreberne ad og ser dine definitioner efter i sømmene for overhovedet at kunne navigere klogt i den situation, du står i.
At reducere følelser til at handle om forelskelse og romantisk kærlighed, er en meget begrænset og uhensigtsmæssig måde at tænke og tale om følelser på.
Og, som du også selv oplever, så forvirrer den mere, end den gavner.
Det er også derfor, at du ’forvirret’ spørger, om dine følelser mon bare laver fis med dig.
Jeg tror på ingen måde, at dine følelser laver fis med dig.
Men jeg tror derimod, at livet fortæller dig, at den måde, du hidtil har levet på, ikke er holdbar på den lange bane. Og at det nu er tid for en udvikling af din bevidsthed.
Jeg tror på, at alt, hvad der sker i livet, er her for at hjælpe os med at modnes som mennesker.
Og en stor del af den modning handler om at komme i kontakt med og blive fortrolig med hjerte-bevidstheden, så det i højere grad er dén, vi navigere ud fra frem for ego-bevidstheden.
Ego-bevidstheden er i sig selv ikke noget dårligt, men det er en meget begrænset og overfladisk del af vores bevidsthed, som snævre ind frem for at åbne op.
Og jo mere vi primært lever i ego-bevidstheden jo mere frygtsomme, fastlåste og ufleksible bliver vi som mennesker.
Jeg læser det i dit brev blandt andet i frygten for at træde ud i det ukendte og i frygten for at blive såret.
Derudover ser jeg det også i din grundlæggende tvivl i forhold til, hvem du er, hvad du ønsker dybt inde, og hvad det i hele tager er, der foregår i dit liv lige nu.
De næste skridt fremad
For at kunne komme i kontakt med hjerte-bevidstheden må du træne dig i at være ikke-dømmende, åben, autentisk, nærværende, undersøgende, nysgerrig, eksperimenterende og modig.
Derudover kræver det villigheden til at gå på opdagelse i krop, følelser, fornemmelser, instinkter og intuition.
Hjertet tænker helhedsorienteret og guider ud fra de dybeste kerneværdier, hvilket vil sige, at det søger hen imod dét, der er bedst for helheden på den lange bane.
Hjertet tænker langsigtet og opererer ud fra den dybere sandhed – også dét jeg kalder ’kærlighed til sandhed’ – hvilket vil sige:
Hvad er mest sandt her? Hvad er den dybere sandhed? Hvad er det mest sande, medfølende og kærlige at gøre?
Hjertet afsøger og undersøger nysgerrigt ud fra muligheder og potentiale. Det er ikke styret af, hvad man bør, og taler aldrig ud fra frygt og tryghedszone.
For dig helt lavpraktisk vil det betyde at begynde at stille dig selv ærlige og reflekterende spørgsmål, som åbner op og udvider.
Og et godt sted at starte er at undersøge din frygt, og om der er noget, du prøver på at flygte fra.
Det kan du gøre med disse spørgsmål:
❓ Hvad er det, du i virkeligheden er allermest bange for at miste?
❓ Er den nye forelskelse lige så meget en flugt fra det gamle og dét, der ikke fungerer i øjeblikket, som det er ’dyb og varig kærlighed’?
❓ Hvad er det forfærdelige i at blive såret? Og hvorfor skal det undgås?
❓ Hvad er det, du er mest bange for at finde ud af?
❓ Hvad er det ’den anden’ giver dig, som du hungerer efter?
De opdagelser og erkendelser, du gør dig i denne proces, er super vigtige at tage med dig ind i dit parforhold og den udviklingsproces, som du og din mand skal gennem sammen for – som du også selv skriver – at genfinde hinanden og give jeres familie en chance for at overleve.
Og jeg tror umiddelbart også, at dine opdagelser i forhold til ovenstående spørgsmål, vil give dig svarene på dine ’hvad-nu-hvis-spørgsmål’.
Det sidste jeg vil opfordre dig til at reflektere over, er, hvad du vil fortryde mest, at du IKKE gør.
Min erfaring er, at dét, vi fortryder mest dybt inde, er, når vi ikke har været modige nok til at være tro mod os selv.
Lige gyldigt om det handler om at være mere venlige. Eller at engagere os helhjertet. Eller at sige hvad vi føler. Eller at sætte grænser. Eller at lytte til og følge vores hjertes guidance.
Spørgsmålet er, om du vil være i stand til at sige et dybtfølt ”Ja” til din dybere sandhed.
Hvis du virkelig skal være hjertemodig, hvad er så vigtigt, at du gør?
Jeg håber, at mit svar er brugbart for dig og kan hjælpe dig med at lyttere dybere til dit hjertes sandhed og ikke mindst kultivere det mod der skal til, for at du kan gøre dét, du har allermest brug for at gøre.
Du er hjertens velkommen til at kommentere herunder, hvad du tænker om det, jeg har skrevet, og hvis der er dukket flere spørgsmål op efter, du har læst mit svar.
Jeg ønsker dig alt det bedste videre frem.
Kærlig hilsen
Marianne
