I sidste uge afholdt jeg et kursus for en gruppe ledere og chefer, som handlede om personligt lederskab, ledelse af selvledende medarbejdere og om ledelse med både hjerne og hjerte.
Én af de ting, som vi arbejdede en del med var sårbarhed – som en styrke og som en vigtig ressource i ledelse både af sig selv og andre.
Da jeg først bragte emnet på banen, var der en del modstand og forbehold fra deltagerne, som ikke lige kunne se, hvordan det kunne være en styrke og en ressource, og at det tværtimod er robusthed, der er brug for.
Mit svar til dem var, at der er STOR forskel på at være *sårbar* og være *skrøbelig*.
I vores kultur tror vi, at det er det samme, men det er det ikke!
At være skrøbelig betyder, at noget let går i stykker eller falder fra hinanden. Og på det personlige plan betyder det at have givet sin indre styrke væk til andre mennesker eller de ydre omstændigheder.
At være sårbar derimod betyder at vise dig, som den du er. At være ægte og autentisk. Og at have den indre tillid til, at ligegyldigt hvad der sker, ligegyldigt hvordan andre reagerer, eller hvordan resultatet bliver, så går jeg ikke i stykker!
Og det er præcist dét, ægte robusthed handler om.
At være robust som menneske betyder, at du er i stand til at tolerere og give plads til ubehaget ved svære følelser. At du tør træde ud af din comfort zone og risikere noget – for som ordsproget siger: ”Hvo intet vover, intet vinder”.
Da jeg gav denne forklaring, ændrede energien i rummet sig fuldstændig, og der var åbnet op for en dybere samtale om, hvad det i virkeligheden vil sige at være en leder og at tage lederskab.
Og som en af deltagerne sagde: ”Sårbarhed i ledelse er et tabu. Det er rigtig godt og meget vigtigt, at det bliver sat på dagsorden her!”.
Og ja, det er super vigtigt – ikke kun for ledere og chefer ude på arbejdspladserne, men for os alle sammen i vores daglige liv:
Når vi leder os selv.
Når vi går efter vores drømme.
Når vi opbygger vigtige relationer i vores liv.
Når vi ønsker at leve et helhjertet liv, hvor vi lever livet fuldt og helt.
Sårbarhed og lederskab
Sårbarhed er en katalysator for mod, medfølelse og samhørighed.
Ved at vise din sårbarhed og dit mod sætter du dig selv i spil (hvad enten du har en titel som leder eller ej), og du vil dermed invitere andre omkring dig til også at sætte mere af sig selv i spil.
Og når dét sker, vil vi automatisk åbne op for vigtige indre ressourcer så som risikovillighed, kreativitet, glæde og nyskabelse.
For mig handler lederskab og dét at være en leder om at holde sig selv ansvarlig for at finde potentiale i mennesker og processer, hvilket vil sige at fokusere sin energi på at få det bedste frem i sig selv, i andre og i enhver situation.
Og det kan vi allesammen gøre når som helst – det har intet med position, status, titel eller direkte undergivne at gøre.
Det handler om at være klar på:
❓ Hvem du er
❓ Hvad der er vigtigt for dig
❓ Hvad du ønsker allermest.
Lederskab handler om at være villig til at træde ind i arena’en og blive set for den du er, dét du tror på, og dét du drømmer om. Når du gør dét VIL du føle dig sårbar.
De fleste af os tænker – ofte ubevidst – om sårbarhed som noget farligt, fordi det handler om usikkerhed, risiko og at udstille sig selv følelsesmæssigt.
Vi har overbevist os selv om, at hvis vi ’sætter en rustning op’ for os selv hver dag – hvis vi prøver på at være perfekte eller at vide alt, så kan vi på en eller anden måde minimere de ting, som vi frygter at føle allermest: skuffelse, frygt, skam og uværdighed.
Men disse følelser er en del af den menneskelige oplevelse.
Og når vi minimerer dem, ender vi med at afskære os selv fra den meningsfulde oplevelse, som er født af sårbarhed – som KRÆVER sårbarhed – inklusiv følelsen af at høre til, glæde, kreativitet, innovation, tillid og empati.
Dét, som vi har brug for at lære er, hvordan vi kan få modet til at vise os, som vi er, til at være uperfekte, være menneske, blive set, spørge om hjælp, tage ejerskab for vores fejltagelser, lære af vores fejltagelser, læne os op ad glæde og fejre vores successer.
Kan vi gøre det her selv, og kan vi støtte andre omkring os, når de anstrenger sig for at gøre det samme – dét er spørgsmålet!
Og det er præcist her, at din sårbarhed bliver til din styrke.
At være sårbar er noget, du konstant må øve dig i.
Du kommer hele tiden ud for situationer, hvor du kan vælge at åbne op eller lukke i – at åbne dit hjerte eller lukke det i selvbeskyttelse.
Det handler i sin essens om konstant at have modet til at se det forsvar eller den rustning, du har sat op og så være villig til at tage den ned.
For mig har dét at udvikle min hjerteintelligens været nøglen til dette.
Når som helst jeg føler mig aggressiv, usikker, ønsker at give op eller give nogen skylden, spørger jeg mig selv:
Hvad føler jeg rent faktisk lige nu? Hvad sker der i mig lige nu? Hvad er det i virkeligheden, der foregår lige nu? Hvad ønsker jeg allermest i forhold til dette? Hvilke handlinger har jeg brug for at tage, og som vil bringe mig længest?
Helt afgørende spørgsmål, som når du svarer på dem med ærlighed og oprigtighed, giver dig modet til at bruge din sårbarhed som din styrke og dermed lede – dig selv og andre – med både hjerne og hjerte.
Læs også her om 4 almindelige myter om sårbarhed – og sandheden om dem!
Spørgsmål til dig: Hvad må du nødvendigvis være villig til at gøre for at kunne bruge din sårbarhed som din styrke? Og hvilken forskel vil det gøre for dig i dit liv – såvel privat som arbejdsmæssigt?
Skriv dine svar i kommentarfeltet herunder. Der er helt sikkert mange, som kan blive inspireret af dine svar 🙂
The form you have selected does not exist.