Én af de ting, jeg elsker allermest ved mit arbejde, er at opleve den forvandling, der gradvist sker, når mine klienter opdager, hvad der virkelig er vigtigt i deres liv og tager ansvar for at leve det.
Så mange af os er opdraget til at orientere os efter de ydre omstændigheder; hvad der bliver forventet af os.
Og vi lever derfor primært efter andre menneskers forestillinger og beslutninger.
Personligt lederskab fra hjertet handler grundlæggende om at træffe beslutningen om at være lederen i dit eget liv og bevidst vælge fra hjertet.
Det betyder, at du konstant forfiner din skelneevne, så du er i stand til at vælge det vigtige og frasortere det uvæsentlige.
På den måde får du skabt rum til dét, der virkelig betyder noget og gør dit liv værdifuldt – på alle planer.
Måske har du også hørt talemåden:
Den vigtigste ting
er at huske den vigtigste ting.
Så … ved du, hvad der er vigtigst for dig i dit liv?
Og vælger du at prioritere det?
Sådan får du klarhed over, hvad der virkelig er vigtigt
At finde ind til, hvad der virkelig, virkelig er vigtigt i dit liv, er en opdagelsesproces.
Det betyder, at du må være villig til at udforske, eksperimentere og undersøge, hvad der er sandt for dig inderst inde.
Du skal mærke det i krop og hjerte, fordi du kan ikke tænke dig til det.
Og der er en stor sandsynlighed for, at det er noget helt andet, end du går og tror.
Du kan gå på opdagelse og undersøge det ved at følge punkterne herunder:
Bliv bevidst om din ’Nordstjerne’ og udlev dit højere formål i livet
Gennem livet har vi mange ’mindre’ formål afhængigt af vores omstændigheder og de livsfaser, vi går igennem.
Og så har vi også et højere formål, som kort fortalt handler om ’at blive den mest sande udgave af os selv’.
Vi udlever det ved at modnes som menneske og udfolde vores medfødte potentiale.
Som hjælp til at gøre det kan du finde ind til din ’Nordstjerne’, der er en form for guidende princip eller værdi, som ligger dit hjerte nær, og som giver dig dyb glæde, mening og tilfredsstillelse at følge.
For nogle er det et ord – eksempelvis: Kærlighed, venlighed, frihed, skønhed.
For andre er det en sætning – eksempelvis: At være hjertets repræsentant. At være forandringen. At forløse lidelse og fremme lykke. At sprede glæde.
Skriv dit ord eller din sætning ned og reflektér over, hvordan du udtrykker det i dit nuværende liv.
Brug først noget tid på at komme til stede i krop og hjerte, så du ikke så meget tænker over det men mere åbner for, at det kan dukke op.
At finde sin Nordstjerne og udleve sit højere formål, kan være svært, fordi vi ofte har så mange betingede tanker om formål, som vi først skal være villige til at give slip på.
I hjertets nærvær forsvinder den forvirring, der kommer af rent spekulative overvejelser om et bestemt formål, som er bundet i et bestemt billede af rigtigt og forkert, eller hvordan det burde være.
Det er okay, hvis det ændrer sig over tid, eller hvis du har brug for at sidde med det flere gange, før det rette ord eller den rette sætning dukker op.
Når du har skrevet det ned, så sig det højt for dig selv og læg mærke til, hvordan det føles.
Forpligt dig helhjertet til at bruge det aktivt i din dagligdag.
Bliv klar på hvad der virkelig er vigtigt at prioritere
Vi lever i en kultur, der er fuld af støj og overfladiske distraktioner, som fjerner vores fokus fra dét, der virkelig er vigtigt og betyder mest.
Ofte giver vi tiden skylden for, at vi ikke får gjort dét, vi gerne vil og beklager os over, at der ikke er nok af den.
Men sandheden er, at vi ikke har vores prioriteter på plads og derfor ikke vælger til fordel for dem.
Så opgaven går ud på at identificere, hvad der virkelig er vigtigt at prioritere med den tid, du har til rådighed og være tro mod disse prioriteter.
Hvad end det er sundhed, venskab(er), karriere, familie, personlig udvikling, en hobby, kreativ udfoldelse, frivilligt arbejde el.a.
Skriv dine prioriteter ned og rangér dem så godt du kan i rækkefølge efter vigtighed:
Hvis du kun kunne nå én af tingene, hvilken ville det så være?
Det er din højeste prioritet.
Gentag derefter processen, indtil du er kommet hele vejen gennem din liste.
Sørg for at have din prioriterede liste et sted, hvor du ser den og kan blive mindet om den dagligt.
Reflektere rutinemæssigt over dine sande prioriteter; mærke deres betydning og værdi.
Vælg til fordel for dine prioriteter
Kig på den liste med prioriteter, du lige har skabt, og spørg dig selv:
Er jeg tro mod disse prioriteringer i forhold til, hvordan jeg bruger min tid, opmærksomhed og energi?
Sid med spørgsmålet et stykke tid og lyt til det svar, du får.
Måske erkender du, at du ikke er tro mod dine prioriteter. Det er en god erkendelse, som du skal bruge videre frem.
Vær villig til mærke den spændig eller det ubehag, denne erkendelse skaber; lad være med at skubbe det væk eller forsøge at fikse det med det samme.
Dernæst fokusér på, hvordan du kan begynde at ære dine sande prioriteter.
Hvis du bruger meget tid på noget, der er nødvendigt, men ikke som sådan er en høj prioritet (eksempelvis pendling til og fra arbejde eller huslige ting) så overvej, hvordan du kan flette en eller flere topprioriteter ind i disse relativt lavprioriterede perioder.
Lyt for eksempel til en inspirerende podcast eller et online foredrag, mens du sidder i toget, eller vær opmærksom på åndedrættet, mens du vasker op.
Se også ærligt på, hvilke realistiske ændringer du gradvist kan foretage i den måde:
✳️ Du bruger din tid på.
✳️ I forhold til de mennesker du ser.
✳️ Hvad du giver din opmærksomhed til – eksempelvis online.
✳️ I forhold til, hvordan du bruger dine penge.
Byg dine prioriteter ind i din daglige tidsplan og dit månedlige budget.
Start for eksempel din dag med dybere refleksion, meditation, opløftende læsning, yoga, kunst eller motion.
Eller overvej, hvordan du kan bruge dine penge anderledes i forhold til dét, der virkelig er vigtigt.
Der kommer en kæmpemæssig ro af at vide, at man gør det rigtige af de rigtige grunde.
Gør en dyd ud af at blive god til at kommunikere fra hjertet
Dine relationer og interaktioner med andre mennesker i din dagligdag indgår naturligvis som en del af dit højere formål og dine vigtige prioriteter.
Derfor er det super vigtigt at udvikle din evne til at kommunikere fra hjertet, så du kan inddrage dem i din verden, og så I kan finde fælles fodslag.
Det betyder, at du til stadighed træner dig selv i både at lytte og tale fra hjertet, så du på den måde kan skabe samhørighed med de mennesker, du er i kontakt med.
Ikke alle samtaler og interaktioner er lige vigtige, men du skal kunne identificere, hvilke der er.
Husk på din selvomsorg
Selvomsorg er essentiel for personlig udvikling og udfoldelsen af dit potentiale.
Og den skal derfor naturligvis indgå som en central del af, hvad der virkelig er vigtigt i dit liv.
Jeg har skrevet en hel artikel om, hvad selvomsorg er, hvorfor det er vigtigt, og hvilke selvomsorgsvaner du kan integrere i dit liv. Læs mere her >>>
Når du sørger for din selvomsorg, har du flere ressourcer til rådighed, som du kan bruge på at bidrage til verden omkring dig.
Som de siger i flyet: “Tag din egen iltmaske på først.”
Og at bidrage til verden omkring dig er en stor del af at tage personligt lederskab fra hjertet.
Derfor, når du tager personligt lederskab fra hjertet, bliver du lederen i dit eget liv, samtidig med at du bliver en af de vigtige ’forandringsagenter’ for fremtiden her på planeten.
Vores individuelle eksistens afhænger af hinandens, og vi kan hver især bidrage til den nødvendige forandring.
Verden har så meget brug for, at vi hver især træder ind i vores personlige lederskab fra hjertet og er villige til at være forandringen i vores daglige liv.
The form you have selected does not exist.