0 In Hjertets intelligens

Brug frustation konstruktivt (& Om at løse det forkerte problem)

frustration

Oplever du frustration over at kæmpe med det samme problem, som du har forsøgt at løse over en længere periode, men som du bare ikke kan komme videre i forhold til?

Hvis ja, så kan det meget vel være, at du prøver på at løse det forkerte problem med den forkerte løsning.

Det er rent faktisk meget almindeligt, og super vigtigt at være opmærksom på.

For at give et eksempel, så har jeg haft en klient, der kom til mig, fordi han stod ved en korsvej i sin karriere.

Han havde mistet glæden og gejsten ved dét, der var, og han havde brug for hjælp til at bevæge sig i en ny retning, som han ikke lige vidste, hvad var.

Han var i en dyb frustration over, at han ikke kunne finde den rigtige vej frem.

Han havde været hos en karriere-coach, før han kom hos mig. Men han oplevede ikke, at det for alvor havde givet ham dét, han havde brug for. Og han følte ikke, at han var kommet så meget videre.

Efterhånden som vi kom ned under overfladen, ned i materien, stod det klart, at der var en helt anden udfordring, et helt andet problem, der skulle tages hånd om først, som var af meget mere personlig og privat karakter.

Han havde rent faktisk over en længere periode prøvet på at løse det forkerte problem med den forkerte løsning.

Og det havde (naturligt nok) ført til dyb frustration og en psykologisk ond cirkel, hvor han virkelig havde det dårligt rent psykisk.

At opdage det egentlige problem

Han var, til at starte med, ikke meget for at gå ind i sin frustration og undersøge den, men jeg forklarede ham, hvorfor det var vigtigt, og vi begyndte stille og roligt at bevæge os den vej.

Det er fuldstændig forståeligt, at han ikke havde den store lyst til at gå ind i ubehaget, fordi frustration som fænomen kan være svær at blive klar på.

Det er en nervemæssig uforløst tilstand, som for det meste opleves som en diffus blanding af ubehag, irritation, utålmodighed og utilfredshed.

Jeg kender selv frustration særdeles godt.

Det er en intens føle-fornemmelse, som for mig opleves som en blanding mellem vrede og sorg.

Som min klient også opdagede, så er det virkelig vigtigt, at være villig til at åbne sig for frustrationen i stedet for at undertrykke den eller gå ind i et mentalt drama i forhold til den.

Det er vigtigt, fordi frustration er en ’dæk-følelse’, som dækker over et dybereliggende behov, som lige nu ikke bliver opfyldt.

Og det er i sagens natur altafgørende vigtigt, at komme ned til det egentlige behov.

Frustration har et stor potentiale

Det kan være sandt nok, at der også er brug for at skifte spor rent karrieremæssigt, men ligegyldigt hvilken ny karrierevej min klient havde valgt, ville det ikke have været ’nok’ i forhold til at forløse den grundlæggende utilfredshed og manglende glæde.

Oplevelsen af frustration og dyb utilfredshed har i virkeligheden et stort potentiale, når det bliver forbundet med sin dybere årsag.

Derfor er nogle gode spørgsmål at stille:

Hvad er det i virkeligheden, der betyder noget her?

Hvad er det mit hjerte længes efter?

Det kræver mod og villighed at være 100% ærlig og stå ansigt til ansigt med de sandheder, der kommer frem i lyset – og også at tage de konsekvenser som naturligt følger.

Det vil sige at ændre dét, der nødvendigvis skal ændres, og (som det var tilfældet med min klient) at involvere de mennesker, der nødvendigvis skal involveres.

Transformér frustration til lettelse

Hver gang du i hjertet forbliver tro og lader den dybere sandhed (dét du nu ved) blive til handling, vil du opleve at din frustation transformeres til lettelse.

Og ud af den lettelse opstår en ganske mærkbar følelse af befrielse.

Også selv om, at dét dit hjerte guider dig til at gøre, er skræmmende.

Hvis du derimod vanemæssigt vender tilbage til det kendte og forudsigelige, og dermed igen lukker af for kontakten til dit hjerte, vil du fortsætte med at køre rundt i den samme gamle ubehagelige karrussel.

Det er lige præcist derfor at mod og villighed er så altafgørende i denne proces.

Så, mine spørgsmål til dig: Er der et område i dit liv, hvor du lige nu prøver på at løse det forkerte problem med den forkerte løsning? Hvordan har du det med frustration? Og hvad gør du i forhold til den? Skriv en kommentar og fortæl mig om det. Jeg vil elske at høre fra dig ❤️

Hvis du er klar til at udvikle dit personlige lederskab fra hjertet, vil mit mentorforløb måske være noget for dig. Læs mere om det her >>>

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.