Det er gennem årene blevet tydeligt for mig, at der er stor forskel på ledelse og lederskab.
Det er to vidt forskellige ting.
De repræsenterer to forskellige slags arbejde.
De har forskellige formål (og mål).
Og de indebærer to forskellige måder at være på.
Det betyder ikke, at de ikke kan sameksistere, at de ikke kan væves sammen, at der ikke kan være et vis overlap, men det er vigtigt at kende forskellen.
Jeg møder ofte den (umiddelbare) fejlopfattelse, når jeg taler om personligt lederskab fra hjertet, at det handler om ledelse, og at det (udelukkende) er henvendt til mennesker, der har en lederrolle på deres arbejdsplads.
Nogle af dem, jeg arbejder med, har ganske rigtigt den position men absolut ikke alle.
Og det er ikke vigtigt, om de har eller ej.
Jeg vil derfor i denne artikel dele mit perspektiv på, hvad jeg ser som de store forskelle på ledelse og lederskab, og hvorfor lederskab vedrører os alle sammen.
En anderledes tilgang og et anderledes formål
Jeg har tidligere arbejdet med ledelse som ansat i store organisationer.
Og i min tid som selvstændig har jeg både holdt kurser om ledelse og coachet ledere i deres lederrolle.
Det var dog ikke helt så givende og opfyldende, som jeg havde troet, det ville være, fordi der manglede et meget væsentligt aspekt.
Dét, der manglede, var et oprigtigt fokus på at udfolde det menneskelige potentiale og gøre en forskel i verden – både i det store og i det små.
Jeg oplevede, at der var meget større fokus på regneark og strategi frem for på at bidrage til, at mennesker trives og blomstrer og at gøre verden til et bedre sted.
Det generede mig voldsomt, og jeg begyndte at dykke dybere ned i, hvilket perspektiv og hvilke karaktertræk ’store ledere og forandringsagenter’ fra fortiden havde.
Jeg begyndte også at hente inspiration fra de store visdomstraditioner og opdagede, at de stort set alle taler om, at ægte lederskab er hjertets domæne.
Det vil sige, at det handler om at tjene livet, og fokus er på vitalisme frem for materialisme, på livscenteret udvikling og udfoldelse frem for selvcentreret mål- og resultatorientering.
Det er et lederskab, der tager udgangspunkt i kærlighed til og respekt for mennesker og natur.
Det er et udgangspunkt, der baserer sig i en anderledes bevidsthed end den, der er grundlaget for vores moderne verden.
Det er et anderledes verdenssyn og en anderledes tilgang til det menneskelige liv.
Og det er fra det ståsted, at jeg skelner mellem ledelse og lederskab.
Forskellene på ledelse og lederskab
Ledelse er centreret omkring en virksomheds, en organisations eller et systems behov, mål og resultater.
Det er et selvcentreret fokus, der grundlæggende handler om den økonomiske bundlinje, om popularitet, om at overbevise og få andre (omverden) til at støtte op om, købe ind på eller arbejde for dette snævre formål.
Det handler om at være konkurrencedygtig og vinde markedsandele eller stemmer.
Det betyder, at ledelse ret beset er administration eller forvaltning.
Og en ’leder’ i den henseende arbejder på systemniveau, hvor han/hun forvalter, styrer og kontrollerer processerne i systemet.
Der bliver kun arbejdet med menneskelig udvikling i det omfang, det gavner systemet.
Lederskab derimod tager udgangspunkt i menneskelig udvikling og udfoldelse med henblik på at gavne den større helhed – ikke kun det enkelte system – og støtte selve livsudfoldelsen.
Det betyder, at lederskab handler om frigørelse og samhørighed.
Det handler om at ’tjene livet’ inklusiv den omgivende natur.
Og en leder i den henseende arbejder på det dybe niveau neden under systemet.
Det korte og det lange sigte for ledelse og lederskab
Ledelse handler om den korte bane, hvor der er fokus på dét, der ’virker’ hurtigst for os og kræver mindst af os.
Lederskab handler om den lange bane, hvor der er fokus på dét, der er ægte bæredygtigt og langtidsholdbart.
(Eksempelvis bliver der i oprindelige samfund truffet beslutninger ud fra ’den syvende generations perspektiv’.)
At bedrive ledelse kræver kun korte enkeltstående kurser, som primært handler om drift og administration.
At tage lederskab kræver et længerevarende forløb, hvor personlig udvikling og udfoldelse er i fokus – det er ofte et flerårigt ’transformativt indre og ydre arbejde’.
I ledelse bliver ’lederen’ målt på sin evne til at skabe resultater her og nu og at løse problemer i forhold til at opnå de resultater.
I lederskab bliver ’lederen’ ’belønnet’ for sin integritet, sin evne til at åbne for nye muligheder og skabe de rette betingelser for, at det medfødte potentiale kan blomstre.
Det betyder dermed også, at det kræver evnen til at kunne se og forstå, hvad der forhindrer potentialet i at blomstre og have visdommen til løbende at adressere de dybereliggende usunde mønstre.
På den måde kan vi fremelske de sunde væremåder og handlinger, så vi forhindrer langsigtede problemer.
Der er blik for ’hvordan blev det sådan’, hvilket betyder at læring og sandhed er essentielt.
Ledelse er ofte fokuseret på at få mere succes i det eksisterende system.
Lederskab handler om at forandre eller bygge alternativer til det system.
Som den indflydelsesrige indiske filosof Jiddu Krishnamurti udtrykte det: “Det er ikke et udtryk for sundhed at være veltilpasset til et dybt usundt system (og samfund).”
Derfor vedrører lederskab os alle sammen
Det kan alt sammen lyde, som om jeg argumenterer for lederskab og imod ledelse, men det er faktisk ikke tilfældet.
Mit ærinde er ikke at nedgøre ledelse men derimod at sætte spotlys på behovet for lederskab.
Jeg mener oprigtigt, at verden har rigeligt med ledelse men er i stor mangel på lederskab.
Og vi har alle en rolle at spille, hvad det angår.
Det har vi, fordi lederskab ikke er en titel eller en position men derimod en personlig forpligtelse, vi hver især kan vælge at tage på os, fordi vi ønsker at bidrage og gøre en forskel – på den måde vi nu kan der, hvor vi er.
Lederskab har har altid været vigtigt, men som verden har udviklet sig og med de mange graverende kriser, vi står overfor, som blot vil vokse i omfang og intensitet i den nærmeste fremtid, er det bydende nødvendigt, at menneskeheden rejser sig som ’Fugl Fønix’ og forandrer sin måde at være i verden på.
Når vi tager lederskab, vælger vi at være en del af løsningen frem for at forblive en del af problemet.
Og da lederskab er en ’indefra og ud proces’, må den nødvendigvis starte i hver enkelt af os.
Verden har så meget brug for, at vi hver især træder ind i vores personlige lederskab fra hjertet og er modige nok til at være den forandring, vi ønsker at se i verden.
Hvis du mærker et oprigtigt ønske om at tage på den transformerende rejse det er at udvikle dit personlige lederskab fra hjertet og være en del af den løsning, verden har brug for, vil mit mentorforløb måske være noget for dig.
Hvis du foretrækker at gå vejen sammen med andre og lære i et fællesskab med ligesindede, vil mit gruppementorforløb måske være det rette for dig.