In Hjertets intelligens

Hvad ønsker at komme til verden gennem dig? {Om at udfolde potentiale og de nye ledere}

potentiale

Ordet ’potentiale’ er et vidunderligt ord.

Det ser fremad med optimisme.

Det er fyldt med håb.

Det indebærer dyb tilfredsstillelse.

Det er baseret på muligheder.

Rent faktisk er den oprindelige betydning af ordet: det mulige men ikke virkeliggjorte; det uudfoldede.

Når du tænker på dit potentiale som menneske, hvordan påvirker det dig så?

Hvad er dine umiddelbare tanker?

Hvad sker der i din krop?

Hvilke følelser vækker det i dig?

At opdage og udfolde mit potentiale har altid stået højt på min egen dagsorden.

Lige så længe jeg kan huske, har jeg søgt udfordringer og oplevelser, der ville udvikle mig som menneske.

Og min indre drivkraft har altid været fundereret i formål og passion. At der var mening og glæde i det, jeg beskæftigede mig med og brugte mine ressourcer på.

Jeg tror på dit potentiale lige så meget, som jeg tror på mit eget.

Jeg er overbevist om, at hver af os har et umådeligt potentiale og et særligt bidrag at give til denne verden.

Du har en skæbne at opfylde

Ved din fødsel bliver der plantet et frø.

Det frø er din unikhed.

Det ønsker at vokse, forvandle sig selv og blomstre til sit fulde potentiale.

Det har en naturlig, selvsikker energi.

Din livsopgave er at bringe det frø til at blomstre, at udtrykke din unikhed gennem den du er, og det du gør.

Jo stærkere du føler og vedligeholder det – som en kraft, en stemme eller i hvilken som helst form – jo større er din mulighed for at opfylde denne livsopgave.

Du skal bidrage med netop dét, der er din største styrke og dit speciale.

Du har nogle specielle evner, særlige interesser eller karakteristika, som lige præcis er dig.

Meningen er, at du skal berige os andre med dét, vi ikke selv er eller kan.

Hver ting og enhver person skal udfolde sin natur fuldt ud, uanset hvad. Det er vores livs formål og den dybeste betydning af ‘naturlov’.

På den måde bidrager vi alle hver især vores til, at menneskeheden og livet her på kloden bliver rigere.

Din særlige opgave, den indre kraft, kommer fra din hjerte-bevidsthed, og den kommunikerer direkte med den kreative del af din hjerne.

Du kan genkende den som følelse af længsel, muligheder og omsorg, som hjælper dig med at åbne for dine indre ressourcer.

Sæt dig ned og spørg ind:

💜 Hvad rører mig egentlig allermest her i livet?

💜 Hvad ville give mest mening i mit liv at gøre, som er størst af alt, og som virkelig betyder noget – for mig selv og for andre?

💜 Hvad tænder mig helt vildt, når jeg møder det i mine omgivelser?

💜 Hvad er jeg så begejstret for, at min begejstring smitter andre?

Læg godt mærke til, når du bliver berørt og oplever vitalitet og følelsen af at være i live.

Jo mere tilgængelig og responsiv du bliver i forhold til denne kraft og intelligens, jo mere vil du være i stand til at guide dig selv og jo større personlig frihed vil du opleve.

Den største forhindring i forhold til at udfolde medfødt potentiale

Det, der svækker denne kraft og lukker for adgangen til den (eller måske endda får dig til at tvivle på dens eksistens), er en anden kraft i livet.

En kraft, der handler om socialt pres for at tilpasse dig.

Denne modkraft kan være meget magtfuld.

Vi er sociale væsner, og vi har et dybt behov for at passe ind i en gruppe.

Hvis du aldrig rigtig er blevet spejlet i din unikhed af dine omgivelser og ad den vej har lært at værdsætte, den du er som menneske, har du ikke fået opbygget en fortrolighed og tillid til den.

Min erfaring er, at mange af os er fremmedgjort i forhold til den, vi virkelig er.

Og vi kan (ubevidst) føle, at dét, der gør os anderledes, er pinligt eller måske endda smertefuldt.

Vanen med at sammenligne os med andre, prøve på at være som dem, eller gøre det samme som de andre, er én af de allerstørste forhindringer i forhold til at udfolde vores medfødte potentiale.

Hvis du sammenligner dig med andre og måler dit værd i forhold til dem, vanærer du dig selv.

Du skal for enhver pris undgå en sådan skæbne.

Den energi, du bruger på at sammenligne dig med andre, kan du bruge meget bedre på at frigøre dit hjertes potentiale og ad den vej gøre dit liv bedre.

Sammenligning og selvfordømmelse er den største udfordring ved at være ’flokdyr’. Det er noget, vi allesammen kender til og mærker konsekvenserne af.

Negativ sammenligning blokerer for, at din kreativitet og unikhed kan skinne igennem og berige verden.

Det unikke, du har at bidrage med, og som ønsker at komme til verden gennem dig, bliver holdt tilbage og har ikke mulighed for at komme til udtryk på en fri og naturlig måde.

Selvfølgelig kan du lade dig inspirere af andre, men det er vigtigt, at du er villig til at sige et helhjertet ’ja’ til den, du er – med alt hvad det indebærer.

Kun når det sker, kan det unikke bidrag, som din eksistens repræsenterer, manifestere sig fuldt og helt.

Processen med at følge og udføre din livsopgave kan essentielt begynde på ethvert tidspunkt i livet.

Den indre kraft i dig er der altid og klar til at blive følt og udfoldet.

Lev din inderste sandhed

Du skal leve din sandhed og opsøge de valg fra hjertet, der er i overensstemmelse med din inderste sandhed. De valg, der giver dig dyb tilfredsstillelse i livet.

Da jeg selv valgte at træde ud af den ego-tilfredsstillende trædemølle og søge det hjerte-tilfredsstillende liv, stod det mere og mere klart for mig, at det ikke var muligt at udfolde mit potentiale i det ego-tilfredsstillende liv.

Og at det lige præcis var derfor, at jeg havde oplevelsen af, at den livsstil ’kvalte min sjæl’.

Da jeg skridt for skridt var villig til at tage radikalt selv-ansvar for det liv, jeg ønskede at leve, og den jeg dybt inde ønskede at være, begyndte mine unikke talenter at skinne igennem, og mit potentiale kunne udfolde sig mere og mere.

Vi lever i en kultur, der har indoktrineret os til at tro, at vores bidrag skal være ’stort og glitrende’, og noget man tjener mange penge på, før det er værdifuldt.

Men det mest værdifulde, vi har at tilbyde verden, er at vise, hvordan vi vælger fra hjertet og møder op på vores egen autentiske måde.

Ved at vælge at gøre det, der virkelig betyder noget, vil du opbygge et liv, der i dén grad har værdi.

I de skridt du tager henimod at blive mere dig selv, mere sandt dig selv, mens du tjener andre, bliver din egen unikhed tydelig.

Du bruger kun en brøkdel af dit potentiale.

Er det ikke en smuk og inspirerende sandhed?

Det meste af dit liv forsvarer du en falsk udgave af dig selv.

Når du opdager din sande udgave, er der kun én ting, der giver mening og glæde i dit liv: At leve det sande og autentiske liv, hvor du er dig selv fuldt og helt og udfolder dit potentiale – hvad end det måtte være.

Som den amerikanske forfatter og forsker Joseph Campbell skrev: ”Livets privilegium er at være den, du er”.

De to første grundlæggende betingelser for at udfolde potentiale

At vide hvem du er, og hvad der er vigtigst for dig, er de to første grundlæggende betingelser for at udfolde dit potentiale og udføre din livsopgave.

Jo bedre du kender dig selv, jo klarere bliver valgene i dit liv.

Og de valg, du træffer øjeblik til øjeblik, former dit liv.

At vide hvad der er vigtigst for dig, og hvorfor det er vigtigt, giver dig styrken til at fortsætte, når tingene ikke går, som du ønsker eller havde forventet.

Denne viden bidrager til din livskraft og din indre glæde, som du skal trække på, når livet er svært. Den er som en ledestjerne, du kan navigere efter og bygge dine fremtidige valg på.

Det er også den, der hjælper dig til at bruge dine forhindringer, nederlag og skuffelser som trædesten videre frem. Og det er lige præcis her, du kan vælge at være helten i dit eget liv frem for et offer for det, der sker.

Du kan vælge at træde ud og tage personligt lederskab fra hjertet og samarbejde med den skabende kraft, som giver dit liv mening, formål og glæde.

Eller du kan blive hvor du er og måske endda sidde fast i offerrollen og tænke: ”Hvorfor sker det her for mig?”

Det er valget mellem at bruge dit hjerte eller dit sårede ego som kompas i dit liv.

Og det valg gør en stor forskel for det liv, du kommer til at leve.

Jeg kender det selv.

Når jeg lever fra det sårede ego, er det frustration, angst, fortvivlelse, fordømmelse og lavt selvværd, der styrer mine handlinger og valg.

Men når jeg lytter til og handler ud fra mit hjerte, er det kærlighed, medfølelse, hjertemod og tillid, der guider mine handlinger og måde at være i verden på.

’Hjerte-arbejdet’ åbner og omprogrammerer

Den primitive del af hjernen tiltrækkes af det kendte – også selv om det ikke er godt for os. Derfor har vi brug for adgang til ressourcerne i hjerte-bevidstheden, der ’by-passer’ den primitive del af hjernen og den angst, der befinder sig her.

Det ’hjerte-arbejdet’, jeg underviser i, faciliterer et indre skift og gør det muligt for dig at orientere dig fra hjerte-bevidstheden.

I ’hjerte-arbejdet’ bruger du dit hjerte til at omprogrammere din hjerne og gøre den klar til at møde livets uforudsigelige men uundgåelige udfordringer med mod, optimisme og kreativitet.

Dette indre skift giver dig endnu en brik i opdagelsen af dit medfødte potentiale og gør det muligt for dig at tage personligt lederskab fra hjertet.

Den forandringsproces, som sker gennem ’hjerte-arbejdet’, kan sammenlignes med, hvordan en sten forandrer vandløbet i en flod.

Vandløbet i floden forandres ikke lige med det samme, men gradvist skabes en ny ’vej’, fordi vandet i højere grad flyder i en ny retning.

Processerne i ’hjerte-arbejdet’ skaber gradvis, varig forandring.

Små skridt med nye oplevelser bliver til en ny måde at være på, som på sigt skaber store forandringer – der tillige spreder sig som ringe i vandet.

Og derved bliver du én af de vigtige ’forandringsagenter’ for fremtiden.

Fremtiden tilhører dem, der kan træffe de bedste valg fra hjertet. Og ’forandringsagenterne’, som guider andre fra den ’gamle’ til den ’nye’ verden, vil være ’de nye ledere.

Deres funktion er – og vil fremadrettet være – yderst vigtig!

Dette skift er derfor i sandhed en ’gamechanger’ i lederskab på alle planer i forhold til at skabe en helt ny og langt mere hjerte-centreret verden, hvor der er fokus på at udfolde det menneskelige potentiale til glæde og gavn for både mennesker og natur.

Ved at vælge at gøre dét, der virkelig betyder noget, vil du opbygge et liv, der i dén grad har værdi.

I de skridt du tager henimod at blive mere dig selv, mere sandt dig selv, mens du tjener andre, bliver din egen unikhed tydelig.

Spørgsmål til dig:

Hvad ønsker at komme til verden gennem dig?

Hvad ønsker du at bidrage med (i endnu højere grad)?

Og hvad ønsker du skal blomstre (endnu mere) i dit liv i år?

Skriv og fortæl mig om det. Jeg vil elske at høre fra dig ❤️

The form you have selected does not exist.

You Might Also Like