0 In Autenticitet/ Hjertets intelligens

7 måder at komme igennem svære tider

Kom igennem svære tider

Kender du følelsen af at være omsluttet af total mørke, eller at ALT bare er én stor udfordring – hvor det føles som om, at livet falder fra hinanden?

Dér har jeg været flere gange, og adskillige af mine klienter har oplevet det samme.

For nogle er det en enkelt GIGANTISK livsændrende begivenhed, som slynger dem omkuld.

For andre er det en langsom ’deroute’ nedad til det punkt, hvor de ikke kan se nogen vej tilbage.

Måske er du midt i en sådan oplevelse lige nu?

Hvis ja, så læs endelig videre … for der er heldigvis håb forude 🙂

Jeg vil her dele 7 ting med dig, som du kan bruge til at guide dig selv, så du ikke ‘blot’ kommer igennem, men også kommer stærkere ud på den anden side.

Det er forskellige måder, som hver har deres styrker og kvaliteter, og som hver især gør en stor forskel:

1. Fokusér på dét, der (trods alt) virker eller går godt – fremfor dét, der ikke gør

Når du går gennem svære tider, og livet føles som om, at det falder fra hinanden, er det meget let at fokusere på alt dét, der:
– er galt, er dårligt, ikke virker, mangler, er ødelagt, er væk for altid, er tabt, er blevet forrådt og forladt.

Det er meget menneskeligt at gøre, fordi hjernen er programmeret til finde problemer og prøve på at løse dem ud fra et overlevelsesinstinkt. Og dette instinkt er særlig aktivt i perioder med stress, store forandringer og omvæltninger.

Problemet med at over-fokusere på det negative, er at det rent faktisk ofte ender med at blive en selvforstærkende og selvopfyldende profeti, og vi ender med at bukke under for ’Tetris-effekten’.

Dét, du fokuserer på vokser. Og jo oftere du fokuserer på noget bestemt, jo dybere nervebaner danner du i hjernen, og jo mere bliver det til et mønster eller en vane.

Det betyder i denne forbindelse, at når du udvikler et mønster eller en vane med at fokusere på stress, negativitet og fiasko, vil du få en stressende, negativ oplevelse af livet, fordi det negative fokus gør dig blind for det positive – der også er der!

Og jo … det er der også stadigvæk!

Når du er villig til at ændre fokus – og se med hjertet – træner du din hjerne til at fokusere på de muligheder og det potential, som alle situationer indeholder … uden undtagelse!

Dette handler IKKE om at ignorere problemer eller svære tider. Det handler udelukkende om at sikre, at du stadig er modtagelig for de muligheder og gode oplevelser, som du bare ikke kan se – lige nu!

2. Brug taknemmelighed konstruktivt i svære tider

En anden måde du kan vende skuden på er ved at forpligte dig helhjertet til at praktisere taknemmelighed.

Dette lyder måske en tand for ’pastelfarvet’ til dig, men det virker!

Der er efterhånden så meget forskning på de positive effekter ved at praktisere taknemmelighed, at det vil tage alt for meget plads her, at nævne det hele!

Du kan læse min artikel om, hvordan taknemmelighed styrker dit hjerte her.

Men det korte af det lange er, at når du giver dig selv lov til:

👉 at reflektere over de ting i dit liv, som du er oprigtigt taknemmelig for,

👉 mærker den ægte følelse af taknemmelighed i hjerte og krop, og ikke mindst

👉 giver udtryk for din taknemmelighed over for et andet menneske, som har hjulpet eller på anden måde gjort en positiv forskel for dig,

… så vil du opleve en positiv ændring i din indre tilstand.

At udtrykke taknemmelighed og takke en anden for en positiv indflydelse, han eller hun har haft i dit liv, vil ud over en positiv ændring af din egen indre tilstand også bidrage til at opbygge sunde og stærke relationer.

Og jo stærkere dine relationer er, jo mere støtte har du, når livet er svært.

3. Praktisér dine ’glædes-aktiviteter’

Dine ’glædes-aktiviteter’ er de aktiviteter, du elsker at lave, og som får dig til at føle dig, som den bedste version af dig selv.

Disse aktiviteter kultiverer følelser så som centrering, indre ro, fredfyldthed, glæde og dyb tilfredshed.

Nogle eksemper er: motion, meditation, at være i naturen, skrive dagbog, lytte til musik, lave noget kreativt, være sammen med mennesker du holder af.

Hvad end det er for dig, så følg følelsen og inspirationen!

Den udfordring de fleste oplever er, at når ‘the shit hits the fan’ så kommer alle disse glædesfyldte aktiviteter af en eller anden grund altid nederst på ’to-do-listen’.

Men, det er præcist i disse svære tider og under disse omstændigheder, at dine ’glædes-aktiviteter’ er allervigtigst at sætte ØVERST på ’to-do-listen’!

Når du prioriterer disse aktiviteter – blot 15 minutter om dagen – giver du dig selv den bedste mulighed for at få kontakt til dit hjerte og træffe beslutninger baseret på kærlighed fremfor frygt.

4. Vær ekstra opmærksom på dine ’undgåelsesmekanismer’

At stå midt i svære tider og have følelsen af at livet falder fra hinanden er stressfuldt. Du er derfor mere tilbøjelig til at benytte dig af dine ’undgåelsesmekanismer’ som et forsøg på at komme igennem.

Dine ’undgåelsesmekanismer’ er dine uhensigtsmæssige vaner og mønstre, du benytter dig af, når du har brug for trøst, fortrængning eller ’falsk tryghed’.

Problemet med disse ’undgåelsesmekanismer’ er, at de kun hjælper kortvarigt – hvis overhovedet – og i mange tilfælde får du det kun værre af det.

Vær derfor ekstra opmærksom på de aktiviteter, du har for vane at benytte dig af, når du har brug for trøst, fortrængning eller ’falsk’ tryghed – det være sig; for meget meningsløs TV, spise for meget, drikke for meget, begrave dig i arbejde osv.

Når du opdager, at du er igang med det, så byt dem bevidst ud med én eller flere af dine ’glædes-aktiviteter’.

5. Bed om hjælp og støtte

Ingen kommer igennem svære tider helt alene.

Det ved vi godt allesammen, og alligevel er der mange af os, der glemmer det!

Jeg har skrevet en hel artikel om emnet … så jeg behøve ikke at sige mere om det her 😉

6. Acceptér at du ikke fungerer på 100% – og det er OK!

Noget af det mest healende du kan gøre for dig selv, når du går gennem svære tider, er at acceptere virkeligheden, som den er. Dette betyder, at acceptere, at du er midt i en svær periode, at hele dit system er belastet, og at du derfor ikke fungerer på 100%.

Det betyder, at nogle ting skal udskydes eller helt droppes, så du kan få ’luft’ til at komme igennem dét, du har brug for at gennemleve.

Og det er OK!

Det kan være rigtig svært, fordi vi ofte bilder os selv ind, at hvis vi ’gearer ned’ i dag, så vil vi bare lade alt falde imorgen, den næste dag, dagen efter, indtil vi ender op i en sløv bunke fiasko og ugidelighed – og aldrig komme videre.

Men sandheden er, at intet varer evigt!

Hvis du giver dig selv lov til at ’komme på benene igen’ og genopbygge dine indre ressourcer, vil du komme ud på den anden side stærkere og mere ressourcefuld, end før.

Og, du vil dermed også have flere ressourcer til at fokusere på, hvad du kan lære af din svære situation, og hvordan du kan vokse som menneske af dét du har oplevet, FORDI du kom igennem det.

Læs også om, hvordan du kommer godt igennem en fiasko!

7. Hav medfølelse med dig selv – ikke medlidenhed!

Der er STOR forskel på at have medfølelse med dig selv og at have medlidenhed med dig selv.

[Læs også her om den største fælde ved personlig udvikling]

At have medlidenhed med dig selv er det samme som at have ondt af dig selv.

Når du er i den tilstand, genskaber og forstærker du blot din lidelse. Og det er rent faktisk det modsatte af at hjælpe dig selv – det gavner intet!

Medfølelse, derimod, er en essentiel healende kraft og en ’drivkraft’ for udvikling og vækst.

Ordet ‘medfølelse’ betyder bogstavelig talt ’at føle med’. Du kan ikke have medfølelse med mindre, du først er villig til at føle dét, du føler.

Medfølelse er en ’aktiv energi’, hvilket vil sige, at den er handlingsorienteret. Det vil sige, at når kærlighed møder smerte, bliver det til medfølelse.

Det er en gentagende praksis, hvor du lægger mærke til dig selv med en nysgerrig og omsorgsfuld opmærksomhed, som sender beskeden til din hjerne og nervesystem om, at du har værdi og er værd at give omsorg og kærlighed.

Når du giver dig selv lov til at være med dine svære og ubehagelige følelser, bliver du mindre bange for dem, og de vil ’genere’ dig mindre og mindre! Og du vil så også have nemmere ved at slippe dine bekymringer, fordi din tanker ikke kører så meget i ring – Få 8 tips til at slippe dine bekymringer her.

Dine følelser vil med tiden blive store læremestre, som guider dig til i højere grad både at forstå dine dybereliggende behov og længsler OG samtidig gøre en helhjertet indsats for at opfylde dem.

Spørgsmål til dig: Hvad gør du konkret, når du går gennem svære tider; når livet gør ondt, og det føles som om, det falder fra hinanden? Skriv dine svar i kommentarfeltet herunder, der er helt sikkert andre, som kan have glæde af dine input 😍

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.