In Hjertets intelligens

Sådan udvikler du en sund og fleksibel selvforståelse {& Derfor er det vigtigt}

selvforståelse

En vigtig del af personligt lederskab fra hjertet er at udvikle en sund og fleksibel selvforståelse, der bunder i en dyb selvindsigt.

Det er super vigtigt, fordi uden en sund og fleksibel selvforståelse kan du ikke udvikle og udfolde dig som det menneske, du er.

Selvforståelse er, som ordet indikerer, en forståelse for ’selv’.

Det vil kort fortalt sige, hvem du er lige nu, hvad du er formet af, og hvad du er i stand til at blive.

Selvindsigt og selvforståelse er som bror og søster, da de er i familie med hinanden og dog forskellige.

Hvor selvindsigten giver et indblik i, hvad der foregår i dig, nøgternt og præcist, er selvforståelsen mere som en ’varm omfavnelse’ eller en imødekommenhed, hvor du byder alle dele af dig selv velkommen.

Hvis vi ser på ordet (at) ’forstå’, betyder det bogstavelig talt (at) ’stå stille over for noget’ eller (at) ’stille sig hen til noget for at undersøge det og få et dybere kendskab til det’.

Så, når vi bruger den definition i forhold til selvforståelse, vil det helt konkret sige, at du kun kan forstå dig selv, når du er villig til at se og møde dig selv, som du er – med alt, hvad det indebærer.

Dét der ofte kommer i vejen

Dét, der ofte kommer i vejen for at udvikle en sund og fleksibel selvforståelse, er vores kulturelt betingede og tillærte opfattelse af os selv – hvilket vil sige:

👉 hvem vi bør være

👉 hvem andre gerne vil have, at vi er

👉 det ’selv’ vi blev belønnet for at være i vores opvækst.

Denne betingede og tillærte selvopfattelse har formet vores selvbillede og den identitet, vi har.

Og den har en umådelig stor indflydelse på vores måde at leve på.

Derfor er det ikke for meget at sige, at vores identitet og selvopfattelse definerer det rum af handlemuligheder, vi kan få øje på.

Jo tidligere vi bliver præget i en bestemt retning, jo mere fastlåst er den identitet og selvopfattelse i os.

Eksempelvis hvis jeg tidligt i mit liv fik printet ind, at ’et godt menneske’ er et ’sødt og omgængeligt’ menneske (der ikke bliver vred), vil den opfattelse dikterer min adfærd og mine handlemuligheder.

Eller hvis jeg tidligt i livet fik printet ind, at mit værd som menneske afhænger af, hvor succesfuld (i verdslig forstand) jeg er, og hvilken social status jeg har, vil det alt andet lige diktere, de valg jeg træffer i livet.

Det betyder, at der er ting, jeg simpelthen ikke kan gøre, hvis jeg skal fastholde og beskytte min selvopfattelse.

Og der er andre ting, jeg simpelthen er nødt til at gøre, hvis jeg skal kunne opretholde den identitet.

Så – lidt karikeret sagt – er vores liv kortlagt ud fra den identitet, vi bilder os ind at have, indtil vi er villige til at udfordre og forandre den.

Så, mit spørgsmål til dig her og nu er:

Hvem ville du være, hvis du ikke længere bar rundt på den gamle historie om, hvem (du tror) du er?

Sådan udvikler og udvider du din selvforståelse

Det første skridt henimod at udvikle en sund og fleksibel selvforståelse er derfor villigheden til at løsne dit greb om, hvem du tror, du er, og erkende hvor og hvornår du holder fast i en bestemt statisk opfattelse af dig selv.

Den ægte villighed vil åbne for at kunne udforske dit indre landskab med dét, buddhisterne kalder for ’Beginner’s Mind’ – et udømmende åbent sind.

Når du er villig til at gå på opdagelse og være oprigtigt nysgerrig på, hvad der foregår i dit indre liv, bliver du gradvist mere fortrolig med dine tankemønstre, dine motiver, dine forventninger, dine agendaer  – ja, alle de grundlæggende overbevisningssystemer, der (lige nu) styrer dit liv.

Du må være villig til at undersøge i dybden, hvem og hvad du er:

💜 Hvem er dette ’jeg’, der faktisk lever dit liv?

💜 Hvad består dette ’jeg’ af?

💜 Og hvad længes dette ’jeg’ egentlig efter, dybt inde, neden under facaden?

Denne villighed er altafgørende for den videre proces, fordi den åbner ’forandringens døre’.

Jo mere bevidst du er om dine egne tanke- og adfærdsmønstre, jo bedre er du i stand til både at fravælge de mønstre, der ikke tjener dig (længere) og tilvælge nye måder at være på, som gavner dig i det lange løb.

På den måde bringer en større selvforståelse nærmest automatisk en større handlefrihed med sig, og den hjælper dig dermed også med at vælge bevidst i din hverdag – fra øjeblik til øjeblik.

Hvis du ikke er villig til at se dig selv hudløst ærligt i øjnene, går processen i stå, og du når aldrig ind til den sande kerne.

Det betyder, at de uhensigtsmæssige mønstre, du ikke er villig til at se og erkende, i høj grad vil styre din måde at være i verden på.

Hjerte-bevidstheden som ’beholder’ for din selvforståelse

Hvis du ønsker at tage personligt lederskab fra hjertet, udfolde dig som det menneske du (virklige) er og bidrage med dine unikke talenter til verden, er det altafgørende, at du lærer at se dig selv – og andre – fra dét, jeg kalder for ’hjerte-bevdsthedens nærvær’.

Det vil sige fra medfølelsens, kærlighedens og visdommens altomfattende og nærende energi.

Det betyder, at du lærer dit ’hjerte-aspekt’ og din hjerte-bevidsthed at kende, som en følt fornemmelse og som et sted, du kan møde dig selv fra.

Når du har en oprigtig forståelse for dig selv, dine mønstre og hvad der er sket dig tidligt i livet, er det som en varm omfavnelse, der frigiver velgørende energi i kroppen, og som åbner til dine indre ressourcer.

Hvis du ikke har adgang til din hjerte-bevidsthed, vil du heller ikke kunne rumme alle dele af dig selv på den ubetingede kærlige måde, du virkelig har brug for, og som giver dig mulighed for at modnes som menneske.

Derfor bruger jeg også en del tid på at guide mine klienter og kursister ind i hjerterummet, hvor de kan (gen)forbinde sig med dette aspekt af dem selv.

Det kærlige, medfølende og vise nærvær vil lidt efter lidt begynde at gennemtrænge hele din tilværelse og din måde at være i verden på.

Det betyder også, at du vil opdage en indre rigdom, du altid har med dig, uanset hvilke udfordringer du møder på din vej.

Og du vil kunne skabe de forandringer, du har brug for – helhjertet og med fuld integritet.

Støtte på forandringens vej

At udvikle en sund selvforståelse og træde ind i dit personlige lederskab fra hjertet er en proces og en rejse, du ikke kan foretage helt på egen hånd.

Det kan du ikke af to væsentlige årsager:

1️⃣ Dine nuværende mønstre og opfattelser er så indgroede, at de virker selvfølgelige, og du har brug for hjælp til at se på dem på en helt ny og anderledes måde.

2️⃣ Min erfaring er, at de færreste af os har en god kontakt til vores hjerte, så vi er i stand til at hvile ind i hjerte-bevidstheden og nære os selv derfra.

Rent faktisk er min oplevelse, at de fleste af os har lukket så meget af for det aspekt af os selv, vi har brug for vedvarende guidance og støtte for at kunne åbne til det igen.

Hvis du ved, at du har brug for støtte, hjælp og vejledning, og du gerne vil gå vejen sammen med andre, vil mit gruppementorforløb måske være noget for dig.

You Might Also Like