In Hjertets intelligens

Mit fødselsdagsritual {Om fejring og værdigt formål}

fødselsdagsritual

I anledningen af min fødselsdag vil jeg dele mit fødselsdagsritual med dig.

Måske er det også noget, du kan have glæde af 😊

En fødselsdag er en vigtig dag. Både fordi den er en stærk tidsmarkør, og fordi den kan blive en kraftfuld mærkedag i din personlige udvikling.

Jeg tror på, at vi alle er født ind i denne verden af en årsag med et værdigt formål.

Livet skaber ikke noget overflødigt, og naturen gentager aldrig sig selv.

Hvert enkelt liv er værdifuldt, og hver af os har et særligt bidrag at give til denne verden.

Det er vigtigt at ære og fejre.

Jeg har ikke altid været god til at fejre og værdsætte det liv, jeg er blevet givet, og den særlige værdi, jeg bringer ind i denne verden.

Det har heldigvis ændret sig i takt med at jeg er kommet hjem i mig selv, er landet i mit hjerte og har taget ejerskab for den, jeg er. Og min fødselsdag er blevet et vigtigt tidspunkt for fejring og refleksion.

Så, hvert år på min fødselsdag giver jeg mig tid til et meningsfuldt og dybtfølt fødselsdagsritual, som både hjælper mig med at fejre min særlige dag og sætte kursen for det nye år, jeg træder ind i.

Ritualet er egentlig meget simpelt og samtidig meget kraftfuldt, når du gør det helhjertet.

Her er, hvordan jeg udfører mit fødselsdagsritual

1️⃣ Skab et rum for meningsfuld og dybtfølt refleksion

Jeg vælger et sted, hvor der er ro og rum for hjertefølt refleksion. Det er vigtigt at komme væk fra computeren, og slukke telefonen.

Nogle gange vælger jeg et sted i naturen, andre gange et behageligt sted i mit hjem.

Hvis jeg bliver hjemme, tænder jeg et sterinlys og laver en god kop te, som skaber en stemning af velvære og fokus.

2️⃣ Fejr det forgangne års successer, højdepunkter og glædelige begivenheder

Jeg starter altid ritualet med at lukke øjnene og komme til stede i mit hjerte via min ’hjerte-vejrtrækning’.

Derefter reflekterer jeg over det år, der lige er gået, og jeg skriver alle de ting ned, jeg er taknemmelig for, stolt af, glædes ved – alt dét, som jeg virkelig gerne vil fejre.

I forbindelse med hvert punkt, jeg skriver ned, bruger jeg lige et øjeblik på at mærke taknemmeligheden, stoltheden og glæden sprede sig i alle mine celler.

At fejre dét, der er gået godt og dét, du glædes ved, er et virkelig vigtigt element i processen med at ære dig selv og det forgangne år og fortsætte ind i det nye år med styrke og begejstring.

3️⃣ Anerkend dét der har været svært, en udfordring eller ubehageligt

Dernæst anerkender jeg og skriver de ting ned, der er sket det forgangne år, som på en eller anden måde har været svære, og som er vigtige for mig at afslutte helt.

Det kan være skuffelser, tab, relationer der har ’aftjent deres værnepligt’ og som ikke skal fortsætte, eller usude vaner og mønstre jeg er klar til at give slip på.

Fra et kærligt og ærligt sted får jeg klarhed over alle de ting, der ikke tjener mig videre frem, og som jeg ikke ønsker at have med mig i det nye år.

Jeg mærker de følelser, der er forbundet med disse ting fuldt ud, og lader energien fylde ud af mit system. Langsomt og med intentionen om at forløse dem, giver jeg mig selv tilladelse til at bevæge mig videre uden dem.

4️⃣ Skab en vision og sæt intentionen for det nye år

Efter at jeg har gennemgået det forgangne år, reflekterer jeg over, hvad min vision for det nye år er. Jeg bliver klar på, hvad jeg ønsker at bringe ind i det – både på de indre og ydre planer – og jeg sætter intentionen for mine næste skridt.

Nogle gange betyder det en fortsættelse af ting, jeg allerede har sat i værk, andre gange har jeg brug for at korrigere kursen og skifte retning, og atter andre gange kommer der nogle helt nye ting på banen.

Jeg slutter af med at integrere min vision og intention i hele mit system, så det kommer ind på celleplan og skriver et par få ’nøgleord’ i min notesbog. Det er min påmindelse til mig selv, som jeg altid kan vende tilbage til.

Giv din unikhed mulighed for at blomstre

Personligt lederskab fra hjertet handler i høj grad om at ære og værdsætte den du er og den unikhed, du bringer ind i verden.

Når du kan værdsætte dét, der er unikt dig og tage ejerskab for at udfolde det i dit liv, vil du også være i stand til at værdsætte andre præcis, som de er og se deres særlige kvaliteter.

Mit fødselsdagsritual har hjulpet mig i min proces med at tage radikalt selv-ansvar for det liv, jeg ønsker at leve, og den jeg dybt inde ønsker at være.

Det er en vigtig del af min personlige rejse, og det hjælper mig med at holde mig på sporet hen imod at lade mine unikke talenter skinne igennem og udfolde endnu mere af mit potentiale.

Og mest af alt, giver det mig mulighed for at fejre mig og mit liv på meningsfulde måder.

Hvis du beslutter dig for at udføre dette fødselsdagsritual – eller måske ændrer det, så det passer bedre til dine behov – så vil jeg elske at høre om, hvordan det går 😍

You Might Also Like