Er du villig til at tage ejerskab for dit had – og dermed være den forandring, denne verden har så meget brug for?
De forgangne 3 måneder har været udfordrende for de fleste. Vores værdier, overbevisninger og hjertestyrke har været sat på en prøve, og konsekvenserne vil række langt ind i fremtiden.
Senest har det meningsløse drab på George Floyd i USA sat spotlys på al den ondskab, der eksisterer i verden.
Jeg som en hvid kvinde, der altid har boet i Europa, vil jeg aldrig kunne forstå, hvordan det er at være sort og tilhøre en undertryk race.
[En bekendt, der er en sort kvinde opvokset i USA, udtrykte det på denne måde: ”… You have to understand that the US is build on black bodies”. Det gjorde dybt indtryk at høre hende udtrykke det på den måde, og det gav mig en større indsigt i, hvor dybt det ligger.]
Jeg vil heller aldrig rigtig (dybt inde) kunne forholde mig til den systemiske vold, krænkelse og til med drab, der foregår i USA – og jeg ved, at jeg som dansker ikke er ene om det.
Når det er sagt, så er der alligevel noget jeg (og alle andre der er villige til det) KAN forholde mig til.
Fordi dét, der er sket i USA er som et forstørrelsesesglas på al den diskrimination, fordømmelse og adskillelse, der udspiller sig iblandt den menneskelige art overalt på kloden – også i Danmark.
Det er dét, jeg vil fokusere på i denne artikel.
Personligt lederskab handler om at være forandringen
I mit arbejde, hvor fokus er på personligt lederskab fra hjertet, er udgangspunktet, at al forandring i det kollektive starter i det enkelte individ – i dig og mig. Og at vi hver især må være den forandring, vi ønsker at se i verden.
Alt hvad du tænker, alt hvad du gør, alt hvad du føler, og alt hvad du siger, påvirker verden omkring dig.
Derfor er din første og vigtigste opgave, at tage 100% ansvar for, hvad der foregår i dig og dermed hvad det er for en energi, du sender ud og påvirker det kollektive felt med, så du kan handle effektivt med integritet.
Hvad racisme og had er udtryk for
Når vi ser på racisme, så handler det altid om indestængt had, der ikke er blevet taget ejerskab for, og som derfor kastes over på ’den fremmede’.
Had er et udtryk for såret kærlighed, og racisme er et tragisk eksempel på, hvor destruktivt det sårede ego kan være, når der ikke bliver taget hånd om såret.
Jeg tager dyb afstand fra enhver form for racisme (og al anden krænkelse af andre mennesker), og ser samtidig det dybe had, der ligger til grund for det.
Når jeg ser det udspille sig i den ydre verden, ved jeg, at det samtidig er en opfordring til at se på, hvor den følelsesenergi udspiller sig i mit eget liv, og tage ejerskab for den.
Fordi vi i vores kultur ikke forstå, hvad had i virkeligheden er et udtryk for, og derfor aldrig har lært at være med den energi på en sund og konstruktiv måde, er der hos de fleste af os en meget stor aversion imod overhovedet at indrømme, at had er en følelse, vi oplever.
Men, sandheden er, at vi alle sammen oplever den, og vi har alle erfaring med den – på den ene eller anden måde.
Jo mere vi er villige til at erkende det og tage ejerskab for det, jo hurtigere kan vi transformere energien både i det indre og i det ydre.
Måske, når du er hudløs ærlig, kan du nikke genkendende til det i forhold til en forælder, en partner, en chef, en nabo eller en fremmed du møder.
Hvis du ikke kan genkende det i forhold til andre, kan du måske genkende det i forhold til dig selv – selvhad er i den grad en epidemi i den vestlige verden.
Det er fuldstændig sikkert, at der ikke ville være noget had mod andre uden had mod sig selv.
Hvis vi virkelig havde det godt med os selv inderst inde, ville vi ikke have nogen som helst interesse i at spilde kostbar livsenergi på at harmes over eller angribe nogen som helst.
Selvhad er den skjulte ’underbelægning’ af al den vold og ondskab, vi ser i verden.
Tag ejerskab for dit had
At tage ejerskab for dit had vil sige at anerkende det, åbne dig op for det og føle følelsen fuldt ud.
Det er meget vigtigt at sige, at dét at anerkende og være med hadet IKKE betyder, at fortælle en historie om det, og retfærdiggøre det á la:
”Ja, jeg har ret til at være hadefuld. Jeg burde faktisk føle had. Jeg er i min fulde gode ret til at føle sådan eller til at lade det gå ud over nogen”.
Det handler derimod om at anerkende:
”Ja, had er der, lagret i min krop og mit sind. Og nu hvor, jeg opdager, at det er der, anerkender jeg det, giver det plads og mærker energien, så jeg kan arbejde konstruktivt med det.”
Så længe du tager ejerskab for dit had og ikke bruger det som et våben til at beskylde, bebrejde og angribe en anden med, vil det kun være sundt og godt for dig at anerkende og være med denne intense følelsesenergi.
Og nej, det vil IKKE gøre dig mere hadefuld og hævngerrig!
Hvis du fornægter eller afviser dit had, vil det forblive låst fast inden i dit system, du vil ikke kunne få adgang til din hjertestyrke, og aggressionen vil ’fryse fast’ inden i dig.
Det særlige budskab had indeholder
Had indeholder rent faktisk (ligesom alle andre følelser) sin egen intelligens og sandhed.
Had er et signal om, at du er afskåret fra dig selv og din egen hjertestyrke.
Det er faktisk lige præcist dét, du hader allermest; at føle dig afskåret fra dit hjerte, din kærlighed og din frihed.
Rent faktisk er ordet had beslægtet med det græske ord for sorg eller bedrøvelse.
Det vil sige en sorg eller bedrøvelse over, at være afskåret fra dig selv og din hjertestyrke.
Når du er modig nok til at stå direkte ansigt til ansigt med dit had, kan du begynde at afkode det særlige budskab, som ligger gemt i det. Og dermed kanaliserer det gennem hjertet.
Dybt nede er had et råb om hjælp, et råb om eller skrig efter opmærksomhed fra et sted inden i dig, som føles fortabt og hjælpeløst.
At anerkende had som et tegn på hjælpeløshed og magtesløshed giver dig mulighed for at blive venner med det i stedet for at se det som noget ondt og skadefuldt.
Det bliver kun destruktivt, når du vender dig væk fra dig selv – og dermed skader dig selv yderligere – og bruger det som et våben mod dig selv og andre.
Undertrykt had bliver til fordømmelse og foragt.
En helhjertet forpligtelse til forandring
Derfor, når du oplever denne følelsesenergi, er det lige præcist her, du skal stoppe op og vælge om du lader det sårede ego eller dit hjerte guide dig.
Fra dette sted af åbenhjertig opmærksomhed, kan du have sårbare samtaler, der fører til handling fra nærvær og kærlighed.
Du kan blive en kraftfuld transformerende lytter, som er villig og i stand til at lytte fra både hjerne og hjerte.
Denne evne er afgørende vigtig inden for lederskab, uddannelse, politik, forælderskab osv. og den giver os mulighed for at lære og modnes fra alt, hvad der sker i vores liv.
Min helhjertede forpligtelse er at fortsætte med at gøre mit arbejde, og så godt jeg kan være forandringen.
Som Maya Angelou sagde:
”Do the best you can until you know better. Then when you know better, do better”.
Jeg vil fortsætte med at støtte andre i at lede sig selv (og andre) fra hjertet, så vi skridt for skridt kan skabe en verden, der fungerer for alle – og ikke kun, som nu, for de få.
Hvad er du villig til at forpligte dig helhjertet til?