0 In Hjertets intelligens

4 måder at ride på bølgen af stress og overvælde {Forandring fra fjende til ven}

stress og overvælde

Oplever du stress og overvælde? Så læs med her og bliv klogere på, hvordan du kan forandre disse tilstande fra fjende til ven.

For en måneds tid siden lavede jeg en video om, hvorfor du ikke skal undgå stress, og hvad du skal gøre i stedet for.

Jeg fik nogle negative beskeder tilbage fra folk, der ikke brød sig om mit budskab, og som mente, at jeg ikke vidste, hvad jeg talte om, og som ikke synes, at der er noget som helst ’godt’ ved stress – at stress kun er af det onde og skal undgås.

Jeg forstår udmærket deres reaktion, selvom jeg (naturligvis) ikke er enig.

Ønsket om en stressfri tilværelse er intet mindre end en kulturel besættelse.

Vi tilmelder os yogaklasser og downloader meditationsapps for at hjælpe os med at undslippe stress og overvælde, samtidig med at vi beklager os over alt dét, vi skal, bør og er nødt til.

Vi opsøger teknikker til at hjælpe os med at fjerne stress og overvælde fra vores liv og læser artikler om, hvordan det forårsager sygdom og død.

Da langvarig, usund stress og overvælde helt sikkert kan påvirke os på mange negative og uhensigtsmæssige måder, er behovet for at undgå det let at forstå.

Og dog er det også sandt, at hvis vi ønsker at leve et meningsfuldt og dybt tilfredsstillende liv, hvor vi udvikler os som menneske og udfolder vores potentiale, er stress og overvælde ikke blot uundgåeligt, det er en (væsentlig) del af rejsen.

Derfor er det super vigtigt, at vi er villige til at forandre vores relation til stress og overvælde i stedet for at forsøge at eliminere det. 

Faktisk kan forsøget på at ’bandlyse’ og bekæmpe stress og overvælde faktisk have den modsatte effekt; at øge det i stedet for at mindske det.

Det gælder især, hvis vi begynder at stresse over al den stress og overvælde, vi oplever i vores liv!

Når livet bliver krampagtigt

Én af de helt store årsager til usund stress er behovet for kontrol, som kommer til udtryk på mange forskellige måder.

Vi er alle (i hvert fald en lille smule) på hver vores måde kontrolfreaks, og vi sætter i den forbindelse mange snubletråde op for os selv.

Det kan være, at du ønsker at mikrostyre hvert enkelt aspekt af dit liv. Du tror måske, at hvis du ikke fokuserer på hver eneste detalje og har hånd i hanke med ALT, vil dit liv falde fra hinanden.

Det kan også være, at du har så høje forventninger til, hvordan du bør være, hvordan dit liv bør se ud, og hvad du bør opleve, at du gennem stræben og ’gøren’ brænder dit lys i begge ender.

Begge er eksempler på kontrol.

Og ved at gribe fat i livet på disse måde, lever du under illusionen om, at du kan kontrollere universet – hvilket helt sikkert fører til usund stress og overvælde.

Så, det er super vigtigt, at reflektere over, om du rent faktisk gør livet mere vanskeligt, kompliceret, stressende og overvældende end det behøver at være.

Jo mere vi forsøger at kontrollere livet, jo mere trækker nervesystemet sig sammen, og jo mere krampagtigt bliver det hele.

Og når det bliver krampagtigt, vil livets uundgåelige bølger – store som små – vælte os omkuld.

At ride på bølgen af stress og overvælde

Du kan ikke forhindre bølgerne i at komme, men du kan lære at surfe.

Og at lære at surfe vil i denne forbindelse blandt andet sige følelsesmæssig mestring og evnen til at bevare en åbenhed over for livet, mens det sker – i stedet for at forsøge at kontrollere det ukontrollerbare.

Når livets bølger skyller ind over dig, vil det uden tvivl fremkalde et utal af følelser i dig – frygt, vrede, frustration, tab, sorg, tillige med tilfredshed, fred, glæde og den dybeste kærlighed.

Derfor er følelsesmæssig mestring og ubetinget åbenhed essentielle ingredienser, der hjælper dig med at opbygge en sund relation til stress og overvælde, så du kan ride på bølgen, når den kommer.

Træningen går kort fortalt ud på at lære at genkende kraften, anerkende dens udfordringer og bruge den til at drive dig fremad.

Stress er faktisk fra naturens side udviklet som en nyttig adfærdsmæssig reaktion.

Når vi opfatter en trussel, giver stress os mulighed for at løbe hurtigere samt se og tænke mere klart – hvilket alt sammen hjalp vores tidlige forfædre med at overleve.

At afskaffe stress ville betyde at miste en væsentlig del af menneskets biologi og et af vores mest værdifulde værktøjer.

Overvælde kommer i kølevandet på en stress-reaktion, hvor vi bliver revet med af livets bølge og for en stund bliver overdænget med vand.

Gennem daglig praksis kan vi lære at anerkende: ”Wow, det var en stor bølge. Der blev jeg godt nok våd!”, og så hjælpe os selv med at komme op på toppen af bølgen igen.

Et vigtigt princip i personligt lederskab fra hjertet er at gøre giften til din medicin, hvilket kun er muligt, når du er villig til at forandre vores relation til dét, der er svært, smertefuldt og udfordrende.

Her er 4 måder, der hjælper dig med at forandre din relation til stress og overvælde, så du kan ride på bølgen af det:

1️⃣ Stop op og brug din vejrtrækning bevidst: 

Din vejrtrækning er dit ultimative værktøj indeni til at regulere dit nervesystem og forblive åben, så energien kan flyde igennem dig.

Alt er energi – også stress, overvælde og ubehagelige følelser – og energi har brug for at være i bevægelse.

Når nervesystemet lukker i, kan energien ikke bevæge sig, og den klumper sammen, bliver hård og sætter sig som en prop i vandrøret.

Derfor er den vigtigste første træning at lære at bruge din vejrtrækning bevidst og lægge mærke til, hvad der sker i dig.

2️⃣ Hop af krogen

At hoppe af krogen handler om at give slip på identifikationen med stress og overvælde.

Når du hører dig selv sige: “Jeg er stresset”  eller ”Jeg er overvældet”, skal det være et rødt flag for dig, som signalerer, at du er i gang med en identifikation.

Du er kommet til at identificere dig så stærkt med stress og overvælde, at det føles som om disse tilstande definerer dig.

Gør det derfor til en vane at omformulere til: ”Lige nu føler jeg mig stresset” eller ”Lige nu oplever jeg overvælde”.

Mind dig selv om, at stress og overvælde ikke er den, du er. Det er oplevelser, du har

Selv denne lille forandring kan give dig det perspektiv, du har brug for til at komme videre.

3️⃣ Skift dit perspektiv på stress og overvælde

Erkend at stress og overvælde kan være et tegn på, at du lærer og vokser som menneske. 

Når vi træder ud af vores bekvemmelighedszone og ind i vores udviklingszone, vil vi opleve det ubehag og den stress, der naturligt følger med den bevægelse. 

Hav omsorg for dig selv mens du går gennem denne læring og vækst.

Eksempelvis, når bølgen af angst og nervøsitet rammer dig lige før en stor præsentation, kan du enten gå i panik og plaske rundt i bølgen, eller du kan vælge at skærpe dit fokus og gennem selvomsorg komme op på toppen af bølgen igen.

Omfavn både din menneskelige udvikling og den virkelige virkelighed i stedet for at forsøge at bekæmpe dem.

4️⃣ Kultivér nysgerrighed 

Nysgerrighed er en superkraft, der åbner og forvandler.

Når du er nysgerrig, bevæger du dig med livet i stedet for imod det.

Og når du bevæger dig med livet, åbner der sig mere plads indeni.

Mere plads i din bevidsthed. Mere plads i dit hjerte. Mere plads i alle dine fem sanser.

Fordi du ikke kæmper, ikke knokler, ikke gør modstand, er der pludselig meget mere plads.

Det betyder så også, at du kan begynde at stille de rette spørgsmål:

💜 Hvad er årsagen til din stress og overvælde?

💜 Hvordan reagerer din krop og dit sind på stress og overvælde?

💜 Hvordan lyder din indre dialog?

💜 Hvilke kvaliteter har du brug for at kultivere for at være i en sund relation til situationen?

Nogle gange vil stress og overvælde have en tydelig årsag: du er stresset og overvældet over eksempelvis et nyt projekt, en familiesituation eller noget helt tredje.

Nogle gange er årsagen mere subtil så som en nagende utilfredshed og indre uro, der er et tegn på, at du er klar til en livsforandring. 

Når du har modet til at udforske oplevelsen af ​​stress og overvælde, kan du begynde at genkende mønstre, justere din adfærd og forandre dét, du har brug for at forandre.

Gennem udforskningen lærer du dig selv at fokusere på processen (den måde du bruger din tid og energi på) frem for på resultatet (dét du ønsker at opnå og forventer skal ske).

I stedet for at kæmpe mod stress og overvælde, så overvej, hvordan du kan bruge dét, du oplever til din fordel – hvordan du kan forvandle disse tilstande fra fjende til ven.

Når du gør det, øger det din evne til at rumme og være med livet, som det udfolder sig, og det giver dig adgang til de ressourcer, du har brug for, når de store bølger kommer.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.