Skal jeg lade min relation med min søster glide ud?

Hej Marianne

Jeg føler mig rigtig indebrændt og har lidt svært ved at komme ud over dét, der plager mig.
Det handler om en familiekonflikt, og hovedspørgsmålet går på, hvor grænsen går for familietjenester, eller hvad der betegnes som familietjenester eller erhverv.

Konflikten omhandler min søsters mand, som jeg glædeligt har klippet kvit og frit i 7 år cirka, og når jeg skriver glædeligt, så mener jeg det! Vi har haft vores hyggelige stunder, og de stunder ville jeg ikke ha’ været foruden.

Dagen kom, hvor jeg gik ned i arbejdstid for min families skyld – vi har to piger Malou på 6 år og Papaya på 4 år. Jeg følte, at jeg brugte tiden forkert ved at klippe gratis, og jeg adviserede derfor min søsters mand om, at det kom til at koste 200,- kr. pr klip fremadrettet, hvilket han ikke rigtig svarede mig på.

Dagen, hvor han skal klippes, kom så, og vi finder efter en masse mas en tid og dag, der passer ham og mig. Han spørger til på sms, hvor vi mødes; om det bliver på salonen eller hjemme hos mig. Jeg skriver tilbage, at det er op til ham, hvis det er på salonen, så er prisen 600,- kr. og hjemme 200,- kr.

Og så kan jeg lige love for, at der blev ’radio-tavshed’.

Jeg snakker så med min kollega om det, hvortil hun svarer, at måske han i virkeligheden ikke syntes, at klipningen er 200,- kr. værd. Lille pause. Hun fortsætter: ”Men det er jo ligegyldigt, så længe han ikke fejlagtigt mener, at det er en familietjeneste, eller endnu værre blander børnepasning ind i det”.

Og, tik tik, ind kom i samme øjeblik til min store forfærdelse en sms, hvor min søsters mand skriver, at der i hans optik ikke burde være penge imellem familie, og at de aldrig havde taget penge for at passe pigerne (eller noget i den stil). Jeg tænkte: ”Is på, is på, is på, Karina. Træk vejret. Han er gal, og det, han skriver, er på ingen måde gennemtænkt”.

Jeg ringer min søster op med det samme i håb om, at hun slukker ilden, fordi det, hendes mand lige har skrevet til mig, er usmageligt. Men til min store store sorg så sad de lige ved siden af hinanden og var meget enige i det skrevne.

Alt blev taget fra mig. Alt. Tænk, at min elskede lillesøster sammenligner min arbejdskraft med børnepasning. Det udviklede sig meget barnagtigt fra begge sider.

Det kort af det lange er, at jeg mener bestemt, at hvis familietjenester og børnepasning imellem søstre skal blandes sammen, så har jeg stadig ydet en klækkelig familie-besparelse; en klip hos mig for en herre på salonen koster 600,- kr. Jeg ville ha’ 200,- kr. Et iøvrigt symbolsk beløb iflg. min søster og hendes mand, og de først 7 år har så været gratis.

Mine piger er ikke blevet passet meget (pasningen har altid været hos os selv med fuld forplejning selfølgelig) pigerne har også været hos deres moster og onkel nogle gange – ihvertfald 8-10 gange.

Jeg vil fortælle, at min søster altid har smidt, hvad hun havde i hænderne for at hjælpe mig/os, hvis lokummet brændte, og onkel har også været med et par gange.

Vores konflikt tager til over et par uger, og så damper den stille af. Jeg forsøger et par gange at snakke med min søster om, hvad jeg tænker og føler, men bliver mødt af modvilje og ingen lyst eller behov for at vende, hvad vi hver især måtte føle.

Min søster har imellemtiden født den dejligste lille pige, og jeg tænkte naivt, at de nok ville være klogere på, hvor satans ondt det gjorde, at de sammenligner mine børn med klipninger. Men nej, intet er forandret efter, prinsessen er født.

Beskeden er, at der intet er at snakke om. Det er, som det er.

Som om jeg er ked af ikke at skulle klippe hendes mand for 200,- kr.

Øh, nej! Det er for mig helt ligegyldigt, men følelsen af, at mine børn er taget som gidsler, er ubærlig.

Hvorfor lader jeg ikke bare som ingenting og kommer videre?

Et spørgsmål jeg stiller mig selv, når jeg bliver ked af det.

Jeg/vi ville altid og aldrig stille ultimatummer, hvis vi blev spurgt, om vi ville passe deres lille pige. Jeg ville smide alt, hvad jeg har i mine hænder for at hjælpe. Jeg er hendes moster og føler mig bestemt hævet over konflikten, når det kommer til hende. Men det går kun den ene vej, for som min søster siger: ”Jeg vil stadig gerne passe pigerne. Jeg flytter bare ikke aftaler eller andet for at hjælpe”.

Mit spørgsmål til dig er:

Skal jeg give slip på den kærlighed, der er tilbage, og ikke forvente at blive mødt med svar på mine sorger?

Vores relation er ved at glide ud, skal jeg lade det ske? Og istedet passe på de relationer, der vil min lille familie 100% og uden regler?

Måske er jeg urimelig – er jeg det?

Undskyld skrive-, komma- og opsætningsfejl, men jeg tuder, så orker ikke at rette mine fejl.

Kh. Karina

***

Kære Karina

Mange tak for dit spørgsmål og for din beskrivelse af din udfordring. Det er rigtig dejligt, at du skriver, og jeg er sikker på, at rigtig mange andre kan have gavn af at læse med.

Konflikter i familien er noget af det mest smertefulde, vi kan opleve, fordi der er så meget på spil.

Det er en relation, som vi er fuldt investeret i; følelsesmæssigt, socialt, og praktisk/fysisk.

Dig og din søster har en lang historie sammen med alt, hvad der hører sig til af glæder, sorger, udfordringer og oplevelser. Det er – og vil altid – være en del af dig.

Og jeres opvækst sammen har stor betydning for, hvilke roller og reaktionsmønstre I hver især har udviklet her i voksenlivet.

Som mennesker har vi et dybt medfødt behov for at føle, at vi hører til. At vi er en del af et trygt fællesskab. Vi har brug for at føle samhørighed og føle, at vi bliver elsket og værdsat præcist, som vi er, i de fællesskaber, vi indgår i. Derfor er familien så grundlæggende vigtig for os.

Jeg havde så sent som i går en session med en klient, der går i et forløb hos mig, hvor en del af sessionen også handlede om hendes relation med hendes bror, og hvordan hun skal tackle deres relation, fordi de også lige nu er i en konflikt, hvor der er mange sårede følelser involveret.

Så, din udfordring i forhold til knas i søskende-relationen er absolut ikke et særsyn. Det er noget, der ofte dukker op i mit arbejde med klienter og kursister.

Og jeg oplever også selv af og til udfordringer og konflikter i min relation med mine søskende.

Derfor er relation med søskende noget helt unikt

For de fleste af os er søskende-kærlighed noget helt unikt. Og det kan derfor ikke sammenlignes med kærligheden i nogen som helst andre relationer. Derfor kan en god søskende-relation være den vigtigste relation, du får hele dit liv.

Vores søskende følger os på godt og ondt, og er efter al sandsynlighed den relation i vores liv, som kommer til at blive allermest langvarig. Ingen andre relationer har vi med os gennem livet i lige så mange år.

Søskende bliver man ikke skilt fra eller opgiver bare sådan uden videre. Man er relateret til hinanden hele livet. Derfor er det en relation med en kæmpe betydning. Og noget meget værdifuldt at passe på og værne om.

Vores søskende er simpelthen vores livsvidner – de har været med hele vejen, og det har en stor betydning.

Derfor er jeg så meget fortaler for, at vi er villige til at gøre en indsats for både at skabe fundamentet for, at relationen kan blomstre og også reparere den, når der sker et brud.

Når konflikter går i hårdknude

Som jeg læser dit brev, så lyder det som om, at du og din søster iøvrigt (før denne konkflikt opstod) har en fin relation med indbyrdes kærlighed, og hvor I er der for hinanden.

Og det lyder også som om, at den konflkt, I er havnet i, er gået i hårdknude. Forstået på den måde, at I begge er blevet såret, og at I begge står stejlt på jeres forskellige synspunkter og historier om, hvad konflikten går ud på.

Du skriver ikke, hvor længe konflikten har stået på, men jeg får indtrykket af, at det er over en længere periode, og at I i den periode har bevæget jer længere væk fra hinanden.

Jo længere tid der går, fra konflikten opstår, til bruddet bliver repareret, jo dybere vil såret blive. Og jo mere villighed, skal der til fra begge sider til ’at mødes igen’ og forsones.

Det sårede ego får hurtigt skabt en indre stemning af forurettethed, krænkelse og uretfærdighed. Og det er nemmere at beskylde og bebrejde, end at tage det fulde ansvar for sin egen del i konflikten.

Det er sådan, det sårede ego opererer: ”Det gør ondt. Lad mig finde én, jeg kan give skylden. Det er i hvert fald ikke mig, der er den skyldige. Jeg er den uskyldige her. Du har såret mig, og det kommer du til at betale (dyrt) for!”

Jeg håber, at du kan følge mig her.

I er tre parter i denne konflikt. I har alle tre fået aktiveret jeres respektive sårede ego’er. Og I har alle jeres del af ansvaret for dét, der er sket.

Når det så er sagt, så handler det for dig i første omgang om at stille dig selv nogle meget afgørende spørgsmål, som du skal svar 100% ærligt på.

Jeg kalder det for ’radikalt selvansvar’, og det er super vigtigt i forhold til din egen indre klarhed og oprigtighed.

Jo mere afklaret og oprigtig du kan være, jo mere klart kan du kommunikere, og jo bedre vil du kunne navigere i forhold til de forskellige relationer, du har i dit liv.

De afgørende spørgsmål her i denne situation er:

♦ Er jeg villig til at give slip på min beklagelse og bebrejdelse for at komme ned til det egentlige sår nedenunder historien? (Det kunne være et sår af ikke at føle sig elsket).

♦ Er jeg villig til at give slip på ’at have ret’ og i stedet for møde min søster med et åbent hjerte?

♦ Er jeg villig til at give slip på ’problemet’ og i stedet gøre en indsats for at reparere bruddet?

♦ Hvad ønsker jeg dybest inde i forhold til min relation med min søster?

Brug noget tid på både at reflektere over og mærke efter, hvad der virkelig er sandt for dig. Der er ikke noget rigtigt eller forkert – kun hvad der i hjertet er sandt for dig.

Det er vigtigt, at du bruger tid på det, fordi dine svar har så afgørende betydning videre frem.

Det kan også være, at du har brug for én at ’spille bold op ad’ i processen. Det er ofte rigtig godt, at sige svarene højt, så hvis du har én i dit liv, som bare kan lytte og hjælpe dig med at udforske og undersøge din sandhed, kan det være en god hjælp.

Hvis vi for et øjeblik går ind i den konkrete historie – som du fortæller den – så anklager du din søster og hendes mand for at tage dine børn som gisler i konflikten.

Det er meget stærke ord, som jeg vil tillade mig at stille spørgsmålstegn ved, om det nu også er hele sandheden.

Og jeg vil derfor (med fare for at provokere dig voldsomt her 😉 ) invitere dig til at vende den om, og ærligt undersøge, om det i virkeligheden ikke er dig selv, der (i lige så høj grad) tager dine børn som gisler?

Forstået på den måde, at det måske i højere grad er dig, der blander konkrete opgaver med følelsesmæssig værdi, end det er din søster og hendes mand?

Sagt med andre ord, så kan det meget vel tænkes, at din søsters mand (ufølsomt) sætter lighedstegn mellem opgaven ’at passe børn’ og opgaven ’at klippe’. Mens du (følsomt) sætter lighedstegn mellem ’klipning’ (som et arbejde) og dine børns ’værdi som mennesker’.

At åbne hjertet for andre

Alle konflikter handler om forskellighed. Forskellige historier. Forskellige overbevisninger. Forskellige måder at se, høre, opleve og være på.

Derfor, hvis vi ønsker at komme andre i møde og åbne vores hjerter for dem, må vi også være villige til at se tingene fra deres perspektiv. Forstå hvor de kommer fra. Og rumme deres ’model af verden’.

Du spørger også, om du er urimlig?

Nej, det vil jeg ikke kalde dig.

Faktum er, at du har reageret ud fra dit sårede ego frem for ud fra dit hjerte.

Du er sandsynligvis ikke bevidst om det. Men nu hvor du er blevet gjort opmærksom på det, og har fået bevidsthed på det, kan du vælge at gøre noget andet.

Alt, hvad du kommer ud for i livet, er en del af din modningsproces som menneske. Og alle begivenheder lærer dig noget nyt om dig selv.

Det er fuldstændig ok at blive ked af det og føle sorg (du er blot et menneske!), men for at kunne lære dig selv og dine reaktioner at kende, er det altafgørende, at du tager ansvar for, hvad der er dit, og møder dit sårede ego med medfølelse og kærlighed.

Hvis du ikke gør det, vil det fortsat være dit sårede ego, der styrer dit liv.

Hvis du vælger at forsøge at reparere bruddet med din søster (og jeg siger forsøge, fordi ‘der jo skal to til tango’!), er det også altafgørende for et vellykket resultat, at du møder hende fra dit hjerte og ikke fra dit sårede ego.

Fordi ellers vil dét, du siger, uværligt komme ud som en anklage og bebrejdelse. Det vil være dér, energien kommer fra, og det vil din søster mærke og reagere mod.

 

”Out beyond ideas of wrongdoing and rightdoing, there is a field. I’ll meet you there”, Rumi

 

Du kan her finde guidelines til, hvordan du kommunikerer fra hjertet. Og her til hvordan du skaber nærvær og lytter med hjertet.

Det er kun i kærligheden, at vi kan opbygge den tryghed og tillid, der er forudsætningen for at vores relationer kan blomstre.

Du er naturligvis velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for at arbejde mere dybdegående med nogle af disse problemstillinger. Du kan læse mere om et mentorforløb med mig lige her.

Jeg håber, at mit svar er brugbart for dig og kan hjælpe dig på vej i forhold til din konflikt med din søster og jeres relation fremadrettet.

Du er meget velkommen til at kommentere herunder, hvad du tænker om dét, jeg har skrevet, samt hvis du har flere spørgsmål, efter at du har læst mit svar.

Kærlig hilsen

Marianne

Til dig der læser med: Har du prøvet at stå i lignende situation? Har du en erfaring med konflikter i søskende-relationen – eller andre betydningsfulde relationer? Så må du meget gerne dele dine erfaringer herunder, måske kan lige præcist dine erfaringer hjælpe andre. Du er også meget velkommen til at like og dele artiklen med andre, der har glæde af at læse den ♥