Kære Marianne
Hvordan kan tilgivelse fra et andet menneske have så stor betydning for ens kærlighed til et andet menneske?
Min eks-kæreste og jeg har ikke boet sammen de sidste 3 år, fordi for 3 år siden var jeg holdt op med at elske hende på ’den rigtige’ måde. Jeg betragtede hende mere som en søster end som min kæreste og moder til min datter.
Vi har haft det rigtig godt sammen herefter og bor også tæt på hinanden, det gør tingene lette i forhold til vores datter og vores tætte relation. Hun er den person, der i mine 47 år har fået mig til at vokse mest som menneske, og vi har haft mange dybe samtaler også efter, vi flyttede fra hinanden.
Da vi lærte hinanden at kende, var det det mest intense og tætte forhold. Vi blev hurtigt enige om, at vi begge ønskede et barn, og vi havde begge drømme og mål at sigte efter.
Kort tid efter at hun blev gravid, fik jeg chancen for at blive selvstændig; en chance jeg havde ventet på i mange år. Og jeg greb chancen uden at betænke mig. Dette har hun aldrig tilgivet mig, og hun har sagt det mange gange siden, at det var utilgiveligt.
Men for kort tid siden sidder vi og har en af vores dybe snakke omkring livet, og under denne snak giver hun mig et kram, jeg aldrig vil glemme, for mens vi krammer, siger hun, at hun tilgiver mig for, at jeg gjorde, som jeg gjorde på det tidspunkt, fordi: “Du fulgte jo bare din drøm”.
Det var nærmest som om, at der blev tændt for alle de kontakter, der har med kærlighed at gøre, fordi jeg kunne pludselig mærke alle mine følelser for hende komme tilbage. Hun satte os begge fri med de ord.
Hun har så siden mødt en anden, og som hun selv siger det, så har de noget sammen, og hun har en ’rejse’ hun må tage, før hun ved, hvor livet fører hende hen. Hun siger også, at de to aldrig vil kunne have et forhold på den måde, da de er for forskellige, men hun er nødt til at gøre sit ’eventyr’ eller sin ’rejse’ for at genfinde sig selv færdig.
Jeg er dybt fortvivlet, ked, bange, og alle de negative ord, jeg kan finde omkring min kærlighed til hende, fordi hun er det bedste, der er sket gennem 47 år, men jeg har været låst fast og bange for at miste hende hele tiden.
Jeg har læst mange af dine små råd og artikler og prøver at finde hoved og hale i, hvad og hvordan jeg skal forholde mig. Hun siger, at hun elsker mig, men at jeg ikke skal kæmpe for at få hende tilbage, da hun ikke ved, hvor hendes rejse ender.
Problemet er bare, at mine følelser siger det modsatte, og at jeg føler, at jeg er ved at gå i stykker.
Hjælp… jeg vil ikke miste hende.
Lasse
***
Kære Lasse
Mange tak for dit brev til min brevkasse og for beskrivelsen af din situation.
Det er også dejligt for mig at høre, at du har haft glæde af at læse nogle af mine artikler.
Kærlighed er en ’tricky størrelse’, og det er et emne, som RIGTIG mange har udfordringer med – på den ene eller anden måde.
Jeg er derfor sikker på, at der er mange andre, der kan spejle sig i din situation og dit spørgsmål.
Den situation, du står i, kræver faktisk en stor menneskelig modenhed at komme igennem på en god og sund måde, fordi den også rummer nogle ’kulturelle faldgruber’, som er meget lette at blive fanget i.
Disse faldgruber handler i høj grad om, hvordan vi definerer kærlighed, hvad vi bruger den til, og hvilke behov vi prøver på at få dækket gennem den.
Det var Sting, der sang: ”If you love somebody set them free” – det er en opfordring, som rummer stor dybde, og som kræver et åbent hjerte at følge.
Din eks-kæreste satte dig fri ved at give dig den tilgivelse, du har hungret efter lige siden, du – på en eller anden måde – skuffede hende ved at følge din drøm.
Nu beder hun så dig om at sætte hende fri ved ikke at ’kæmpe for at få hende tilbage’ og lade hende tage på sin ’rejse’ uden dig.
Det er lige præcist her, det skal stå sin prøve, hvilken slags kærlighed, du har til hende.
I mit arbejde skelner jeg mellem betinget kærlighed og ubetinget kærlighed. Og der er en verden til forskel på, om det er den ene eller den anden slags kærlighed, vi kultiverer og møder andre mennesker med.
Det vil være for omfattende at gå i dybden med forskellen på disse to former for kærlighed, og hvordan de på hver deres måde udspiller sig i vores liv, her i dette svar.
Men jeg kommer lidt ind på det i min artikel ”Derfor er kærlighed så kompliceret” – som du kan have glæde af at læse, hvis du ikke allerede har gjort det ?
Jeg vil i stedet for her og nu invitere dig til at reflektere over over disse spørgsmål (som jeg også ville stille dig og give dig mulighed for at udforske, hvis du gik i et mentorløb hos mig):
❓ Hvad er det, du i virkeligheden er bange for at miste?
❓ Hvad er den virkelig årsag til, at du holdt op med at elske hende på ’den rigtige’ måde for 3 år siden?
❓ Hvad har tilgivelse og kærlighed egentlig med hinanden at gøre – for dig?
❓ Hvad er det helt præcist, dine følelser siger? Og hvor kommer den ’følelsesenergi’ i virkeligheden fra (dit hjerte eller dit sårede ego)?
❓Og hvad er det for en modstand inden i dig, der ikke er villig til at imødekomme hendes ønske?
Hvis du giver dig selv tid og rum til at sidde med disse spørgsmål og lade svaret dukke op fra et dybere sted i dig end dit tænkende sind, vil de kunne guide dig hen imod en større afklaring af, hvad der er bedst for dig at gøre, og hvordan du skal forholde dig til din eks-kæreste i jeres fælles forælderskab.
Nye perspektiver der åbner op
Du skriver, at du ”er dybt fortvivlet, ked, bange og alle de negative ord, jeg kan finde omkring min kærlighed til hende …”, og jeg anerkender fuldt ud, at det er negative ord for dig i din situation. Men min påstand er, at det udelukkende er fordi, de er bundet op i energien af den betingede kærlighed og det sårede ego’s perspektiv.
Som ægte følelsesenergier er de værdifulde informationer, og hvis du er villig til at betragte dem fra dette perspektiv, vil det være lettere for dig at være med dem på en konstruktiv måde i din videre proces – på din egen rejse!
Jeg har med vilje ikke været meget konkret i mit svar på dit spørgsmål om, hvordan tilgivelse fra et andet menneske, kan have så stor betydning for ens kærlighed til et andet menneske, fordi det bedste svar, du kan få på dit spørgsmål, kommer fra dig selv.
Jeg har i min besvarelse her i brevkassen bestræbt mig på at åbne op for nye perspektiver, som kan guide dig hen imod dine egne svar.
Med det in mente, håber jeg, at min besvarelse her er brugbar for dig og kan hjælpe dig nogle skridt videre.
Du er hjertes velkommen til at kommentere herunder, hvad du tænker om det, jeg har skrevet, og hvis der er dukket flere spørgsmål op, efter du har læst mit svar.
Jeg ønsker dig alt det bedste på din vej.
Kærlig hilsen
Marianne