0 In Hjertets intelligens

Er du villig til at lytte? (& Om at finde den glemte boks)

lytte

Du er klogere, end du tror, hvis du bare giver dig selv lov til at lytte. Læs her om én af mine klienter, der genskabte kontakten med sit hjerte og fandt tilbage til sin indre visdom.

”Ved du hvad, for 30 år siden var mit hår meget længere end det er nu”, sagde han og fortsatte:

”Jeg læste Ram Dass: ”Be Here Now”. Og jeg reflekterede over meningen med livet, og hvad opvågning egentlig var for noget – og alt det der. Og så mødte jeg min kone, vi blev gift og fik børn. Og så var jeg nødt til at parkere alt det der, gå på arbejde, tjene penge og tage vare på min familie. Og jeg pakkede den del af mig selv ned i en boks. Og jeg glemte, hvor jeg lagde boksen – lige indtil nu!”.

Tårene trillede ned ad hans kinder.

Jeg kunne se forvandlingen i hans ansigt, og jeg vidste, at vi var landet det helt rigtige sted.

Han havde fået kontakt med et aspekt af sig selv, som han dybt inde længtes efter og var frustreret over ikke at have kontakt med.

Han var dog ikke klar over, at det var dét, han var frustreret over, da han først kom til mig.

Han kom, fordi han var gået ned med stress, og alt i hans liv gik skævt.

Han havde ondt af sig selv og følte sig som et offer for dét, der skete, både på arbejdet og i privaten.

Han var vred og meget følelsesmæssigt reaktiv, hvilket gik ud over dem, han var i nærheden af. Alle omkring ham opfattede ham som en vanskelig person. Og der var endda mennesker – han holdt af – som var bange for ham og hans reaktioner.

Vi var nu nået til et punkt i forløbet sammen, hvor de dybere erkendelser kunne dukke op.

Han var kommet overens med sit ego og havde fået genskabt kontakten med sit hjerte. Og han kunne se, hvordan han skabte den elendighed, han oplevede fra dag til dag.

Det var lige præcist dét, der rørte ham så dybt, og som åbnede op for en helt ny måde for ham at være i livet på.

Villighed er ALT

Via vores arbejde sammen (over flere sessioner) fandt han sin boks igen.

Han havde heldigvis modet til at åbne den, begynde at udforske dét, der lå i den, og han var villig til at lytte til den visdom, som dette genfundne aspekt indeholdt.

Derfor kunne han også begynde at integrere den del af sig selv i alle sine beslutningsprocesser og alle sine handlinger til glæde og gavn for både sig selv og dem omkring ham.

Dog er det vigtigt for mig at understrege, at det krævede en daglig indsats fra hans side – over en længere periode – at komme dertil.

En indsats som ikke alle er villige til at gøre.

Men, hvis du er, vil det komme tifold igen.

Udfordringen for de fleste består helt klart i at bryde vanen med at lade sig aflede og distrahere.

Èn af de klassiske måder at lade sig aflede på, er at tro på alle undskyldningerne for, hvorfor du ikke kan gøre det, hvorfor du ikke skal gøre det, og hvorfor det ikke er muligt.

Disse undskyldninger er blot historier, som ikke (nødvendigvis) er sande.

At lytte eller ikke lytte – det er spørgsmålet!

Dét, du til gengæld har allermest brug for at gøre, er at begynde at lytte.

At lytte til stilheden i dit hjerte og lytte ud over de idéer du har om dig selv og om, hvordan ’det bør være’.

Det gælder, hvad end du føler dig låst fast i en situation eller kastet ud i kaos, dyb sorg eller depression.

”Ingen anden end du har ansvaret for dit liv og dine handlinger”, sagde Mahatma Gandhi, ”men du kan rådføre dig med andre”.

Derfor siger jeg også altid til de mennesker, der kommer til mig med et problem, at de er de klogeste på sig selv.

At jeg ikke ved, hvad der er rigtigt og sandt for dem, men at jeg med glæde vil hjælpe dem med at finde ind til det, fordi det er så nemt at komme på vildspor. Det er så nemt at glemme, hvor vi har gjort af vores boks.

Men jeg skal hverken fikse dem, forbedre dem, gøre dem hele eller afgøre, hvad de skal. Og jeg er ikke ansvarlig for deres liv, deres processer og deres resultater.

Der er noget i os alle, der er i stand til at finde vej

At modnes som menneske og vågne op er at finde sandheden i dig selv.

Der er ikke nogen, der kan fortælle dig, hvad det er.

Du kan ikke kopiere eller overtage andres erfaringer og modeller – du må træde din egen vej!

For at kunne træde din egen vej, må du arbejde på at gøre dit ego så fleksibelt og smidigt, at det netop sammen med din hjerte-essens kan vise vej.

Du må være villig til at tage de små skridt til at begynde med og sætte spørgsmålstegn ved dine tanker og de konklusioner, du tror på.

Jo mere du tror på og forventer, at nogen eller noget vil redde dig, jo mere er du et offer for livet.

Så, i stedet for at fokusere på at løse problemet og prøve på at regne den ud, vær nysgerrig på dét, der sker, og dét livet og dit hjerte fortæller dig, som du måske ikke lytter til pt.

Du kan jo lige nu stille dig selv spørgsmålet:

❓ Hvad ved jeg, som jeg måske ikke ønsker at vide?

Du er nemlig klogere, end du foregiver at være.

Og ofte ligger din visdom dér, hvor du ved noget, som ikke er behageligt eller bekvemt for dig at vide.

Måske lader du som om, du ikke ved, fordi du ellers vil blive tvunget ud af dit skjul og være nødt til at konfrontere en svær situation eller en svær følelse.

Det er altafgørende vigtigt, at du er i stand til at åbne dig og gøre dig selv tilgængelig, så du kan høre ting, du ikke er vant til at høre og se ting på en ny måde.

Når du gør dét, vil du få adgang til din indre visdom og indre sandhed, som – hvis du er villig til at leve det – en dag vil blomstre i fuldt flor på en måde, som du end ikke kan forestille dig.

Så, spørgsmålet er ikke, om du ved, men om du er villig til at lytte.

Det meste af dit liv forsvarer du en falsk udgave af dig selv.

Når du opdager din autentiske udgave, er der kun én ting, der giver mening og glæde i dit liv: At leve det sande og autentiske liv, hvor du er dig selv fuldt og helt og udfolder dit potentiale – hvad end det måtte være!

Så, tilbage til spørgsmålet: Hvad ved du, som du måske ikke ønsker at vide? Skriv dit svar i kommentarfeltet – jeg vil elske at høre fra dig ❤️

The form you have selected does not exist.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.