0 In Hjertets intelligens

Tør du vise din sande værdi? Sæt dit lys så alle kan se det

sande værdi

I de seneste måneder har historien om den Gyldne Buddha fyldt en del i min bevidsthed. Det er en fascinerende – og sand – historie, som så fint illustrerer, hvordan og hvorfor så mange af os skjuler vores sande værdi.

Vi skal ca. 64 år tilbage i tiden i Thailand. Ved et munkekloster i Bangkok stod en stor buddha-statue, faktisk den største buddha-statue, der fandtes. Den var flere tusinde år gammel.

Det var ikke en smuk statue, den var i gips. Men både munkene på klostret og folk i området værdsatte den for dens styrke og modstandskraft – den havde blandt andet overlevet den burmesiske invasion i det 14. århundrede.

Det kloster, hvor buddha-statuen stod, skulle lukke, og munkene skulle derfor flytte statuen til et andet kloster. Men … midt under flytningen, gik der revner i gipsen.

Munkene ville lige undersøge det, så de tog et spotlys og lyste direkte på én af revnerne. Og dét, der reflekterede tilbage til dem, var glimt af guld.

De fandt endnu en revne, og det samme skete.

De begyndte derfor lige så forsigtigt at fjerne al gipsen. Og til deres store overraskelse opdagede de, at der inden under gipsbelægningen var den største buddha-statue af det pureste guld.

Munkene er overbevist om, at buddha-statuen i tidernes morgen blev dækket til med gips for at skjule dens sande værdi og sikre dens overlevelse.

Faktisk lige præcist – og her kommer pointen – som vi har fået dækket vores hjerte af guld til som en form for overlevelse.

Har du glemt dit guld og din sande værdi?

Din ego-struktur er som gipsbelægningen rundt om den Gyldne Buddha.

Det er en belægning, du har lært at udvikle som en form for rustning, der skal beskytte det dyrebareste du har (dit hjerte), og som skjuler din sande værdi.

Det er ikke kun dig, der har udviklet denne gipsbelægning. Det har jeg også. Og det har alle andre omkring dig også.

Den sørgelige del er ikke, at vi udvikler en ego-struktur, for det er en naturlig del af den menneskelige psyke. Men derimod at vi lærer at identificere os med belægningen, med rustningen, og vi glemmer guldet.

Vi glemmer den hjerte-bevidsthed, som rummer vores indre guld, vores sande værdi, og som allerede er her lige nu.

Vi glemmer at lytte til det kærlige nærvær inden i, som venter på at guide os.

Vi lytter i stedet for til denne gipsbelægning, til det begrænsede eller i mange tilfælde det sårede ego, og vi bruger så dét som kompas i stedet for at bruge vores hjerte.

Personlig udvikling og dét at modnes som menneske handler i min optik om at lægge rustningen og løfte sløret for, hvad der befinder sig inden under gipsbelægningen.

Hvor har du placeret dit lys?

Dit guld er dit fulde potentiale, der venter på at blive set, anerkendt og brugt, som det er meningen fra naturens side, at det skal bruges.

Dit potentiale er der allerede (præcist lige som larven allerede har potentialet i sig til at blive en sommerfugl). Det handler ikke om at være en anden, end den du er, eller at prøve på at komme hen til den bedste udgave af dig selv.

Det handler simpelthen om at give dit guld, dit hjertes potentiale, mulighed for at træde frem, udfolde sig og skinne fuldt og helt i dit liv.

Så, bare lige nu reflektér over, hvad du gør, som du VED dækker dit gyldne hjerte, din sande natur, til.

Hvad forhindrer, at du lader dit lys skinne?

Jeg ved ikke noget mere opløftende, befriende og inspirerende, end når et menneske tør være sit lysende selv.

Som også Jesus i den grad opfordrede os til at turde:

”Man tænder heller ikke et lys og sætter det ind under en skæppe. Man sætter det i en stage, så det lyser for alle, der kommer ind i huset”.

Så, hvor har du placeret dit lys?

I stuen, hvor alle der kommer ind, kan se det – og får glæde af det?

Eller i den mørke kælder, hvor ingen ser det – eller har gavn af det?

At sætte dit lys i en stage i stuen indebærer villigheden til at risikere.

Hvis du holder dig selv tilbage af frygt for ikke at være god nok, falmer dit lys og dit guld vil ikke kunne stråle ud til alle dem, der har brug for det.

Måske er det tid for dig til at genfinde dit guld og lade dit lys skinne, så du kan udfolde dit medfødte potentiale?

Hvis ja, så vil mit mentorforløb måske være noget for dig.

I løbet af de 7 måneder, som forløbet varer vil vi afsløre den gipsbelægning, der står i vejen for at dit guld kan træde frem og stråle – til glæde og gavn for både dig selv og verden omkring dig.

Jeg ved med sikkerhed, at du er i stand til de mest utrolige ting – ting, som du end ikke er begyndt at forestille dig eller tro på.

Uendelige muligheder er rundt omkring dig hele tiden, som blot venter på at blive udforsket, værdsat, forstået og fejret.

Du bruger kun en brøkdel af dit potentiale … og det er en smuk og inspirerende sandhed.

Spørgsmål til dig: Hvordan dækker du dit guld til? Og hvad skal der til, for at du tør vise din sande værdi og lade dit lys skinne? Skriv dine svar i kommentarfeltet – jeg vil elske at høre fra dig ❤

The form you have selected does not exist.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.