4 In Hjertets intelligens

Svært ved at finde og følge din passion? Prøv dette i stedet for

Passion

Jeg møder rigtig mange mennesker i mit arbejde, som oplever stor frustration over, at de har svært ved at finde og følge deres passion.

Jeg hører ofte udsagn som:

”Jeg ved, at jeg ikke er det rigtige sted, men jeg ved ikke, hvad jeg så hellere vil”.

” Jeg ønsker bare at arbejde med noget, jeg virkelig brænder for, men jeg ved ikke, hvad min passion er”.

”Jeg er træt og stresset over ikke at vide, hvad min passion er, så jeg kan få mit drømmejob”.

”Jeg er gået helt i stå og føler mig fanget i overspringshandlinger, modstand og kedsomhed. Jeg vil bare gerne finde min passion, så jeg kan komme ud af dette vadested”.

Måske kan du nikke genkende til nogle af disse oplevelser?

Noget af dét, jeg oftest ser, når jeg hjælper mennesker med at leve og arbejde fra hjertet, er en frustrerende jagt på ’den helt rigtige passion’. DEN passion, som vil redde mig fra hamsterhjulet, og gøre mit (arbejds)liv til ‘én stor nydelse’.

Denne jagt er ofte forgæves. Og i stedet for at ’finde og følge passionen’ ender mange med at bruge deres energi på overspringshandlinger, lammende selv-kritik og frygt for ’at vælge det forkerte’.

 

Derfor er det velmenende råd ’følg din passion’ problematisk

Hvis du har brugt tid i selvudviklings-sfæren, er du sikkert også stødt på diverse råd om ’følg din passion og få det liv du drømmer om’, hvad end det er at udleve din passion, tjene penge på din passion eller leve et liv i evig glæde og nydelse.

Passion er det store ’buzzword’. Og ofte kommer disse råd med et løfte om et omkostningsfrit liv uden skyggen af stress eller bekymring.

Det lyder meget besnærende, og derfor er frustrationen ekstra stor, når man enten ikke ved, hvad ens passion er, eller har svært ved at vælge én ting, som man uden skyggen af tvivl kan sige: ”Det er lige præcist dét, jeg er passioneret omkring”.

For mange mennesker føles det som et stort pres at skulle vælge ’den ene ting’.

Og for mange er passion et meget stærkt ord.

Du har måske adskillelige ting, du er interesseret i at forfølge ydereligere men at sige, at det er noget, du er dybt passioneret omkring, er måske alligevel ikke helt sandt for dig.

Måske har du også oplevet, at dine passioner ændrer sig. At dét, du var passioneret omkring for 10 år siden, ikke er en passion for dig i dag.

Du er i konstant udvikling, og det vil dine interesser og prioriteringer også være. Derfor vil du måske være bange for at vælge den ene ting lige nu – og så lukke døren til alt andet.

Og, hvad nu hvis du forfølger din passion, blot for at opdage at det alligevel ikke var din passion?

Hvis man ikke har adskillige passioner at ’falde tilbage på’, kan denne jagt på ’den ene ting’ gøre at nogle slet ikke tør gå i gang.

Lige så ubehagelige som overspringshandlinger, udsættelse og modstand kan føles, fortsætter disse mønstre, fordi frygten for at fejle og ikke være god nok har taget over.

 

Prøv dette i stedet for

Hvis du ikke ved, hvad din passion er, eller hvordan det vil se ud at følge den.

Hvis idéen om passionen føles uopnåelig, ikke tilgængelig eller umulig.

Og hvis du i højere grad føler usikkerhed, tvivl, forvirring, frustration og modløshed end ’passioneret begejstring’.

Så giv slip på idéen om passionen og vær nysgerrig i stedet for. Og følg så den energi.

I mit arbejde kalder jeg det også for ’at følge dine inspirationer’.

Læg mæke til hvad der rører dig i løbet af din dag.

Læg mærke til hvad der tænder en gnist af inspiration eller glæde i dig.

Læg mærke til hvad der vækker denne følelse af undren og ærefrygt i dig.

Og følg disse ting.

Vær villig til at gå på opdagelse og genfinde barnets indbyggede og ukuelige mod på at udforske verden.

At leve og arbejde fra hjertet handler i høj grad om at åbne op for og blive berørt af livet, så du kan få en direkte oplevelse af, hvad der vækker dit hjerte til live.

Og dét, der vækker dit hjerte til live, vil altid være værd at følge – uanset hvor det fører dig hen!

 

The form you have selected does not exist.

You Might Also Like

4 Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.