Har du svært ved at mærke, hvad du vil? Og vil du hellere meditere, end at træde ud i livet med alt, hvad det indebærer? Så læs med her, hvor jeg svarer Gitte, som har skrevet til mig i min brevkasse med lige præcist disse problemstillinger.
Hej Marianne
Jeg er for ganske nyligt begyndt at følge dig. Når jeg læser dine artikler kan jeg mærke, at noget nyt spirer indeni mig, og jeg får lyst til dykke dybere ned i hjertets intelligens.
Jeg er pt. selvvalgt ledig og i gang med en coach-uddannelse. Siden jeg var helt ung, har jeg arbejdet med min personlige udvikling. Nu er jeg 40 år og har haft travlt med både børn og karriere de sidste 12 år, og af samme grund har det nok ligget lidt stille med at mærke mig selv. Men nu står jeg atter ved en af de store korsveje og skal finde et job, som giver mening. Problemet er bare, at jeg ikke kan mærke, hvad jeg vil.
Lige nu har jeg mest lyst til at dyrke mig selv, læse bøger, skrive lidt, reflektere, meditere eller bare være stille…. Men jeg er bange for, at det ikke kommer fra hjertet men fra frygten for at træde ud i livet og udrette noget. Jeg er bange for, at jeg snyder mig selv og ender med at stagnere i min egen tryghedsboble.
Jeg er glad for at meditere og har derfor søgt efter hjertemeditationer, men synes ikke jeg kan finde noget brugbart. Kender du til nogle gode meditationer eller bøger jeg kan starte med?
Forløbet ”Det åbne hjertes kraft” tiltaler mig også, men jeg fandt dig desværre først efter opstarten. Hvornår starter der eventuelt et nyt hold?
Hilsen fra
Gitte
***
Kære Gitte
Mange tak for dit brev til min brevkasse med din beskrivelse af din situation.
Jeg er rigtig glad for at høre, at det har vækket noget inden i dig at læse mine artikler, og at du bliver nysgerrig i forhold til at udforske hjertet og hjertets intelligens ?
Jeg kan sige med sikkerhed, at den situation, du står i, absolut ikke er usædvanlig.
Stort set alle de problematikker, du skitserer, går på hver deres måde igen hos størstedelen af de mennesker, jeg arbejder med – både i min konsultation og på mine kurser.
Og, det er også noget, jeg kan genkende fra min egen rejse (hvilket mange af mine artikler også afspejler).
At mærke hvad du vil
I forhold til at kunne mærke, hvad du vil rent arbejdsmæssigt, og hvilket job du skal søge, vil jeg i den grad opfordre dig til at gå til det med nysgerrighed.
Fordi, én af det helt store udfordringer i forhold til at kunne mærke, hvad man vil og hvilken vej man skal gå, er at de fleste af os, har den forestilling, at dét, jeg mærker skal være noget meget konkret, målbart og synligt, hvilket det sjældent er – til at starte med.
Vi lever i en kultur, der er så mål- og resultatorienteret, at vi ’glemmer’ at fokusere mere på processen end på resultatet.
Det betyder, at vi meget hurtigt låser os selv fast i en snæver retning og slet ikke har blik for andre retninger, som kunne være mere ideelle.
Brug din nuværende situation som en træningsbane i at øve dig i at mærke dig selv, være nysgerrig, undersøgende og eksperimenterende.
Hvis du er god til at mærke dig selv og mærke, hvad du vil i andre områder af dit liv, så ’copy-paste’ den evne over på ’området for job og karriere’.
Hvis den muskel (med at mærke dig selv) er slap og slet ikke trænet i nogle som helst områder af dit liv, så brug denne periode som en igangsætter.
Jeg vil opfordre dig til at starte ud med at følge dine inspirationer.
Det kan du gøre på denne måde:
Læg mærke til hvad der rører dig i løbet af din dag.
Læg mærke til hvad der tænder en gnist af inspiration eller glæde i dig.
Læg mærke til hvad der vækker denne følelse af undren og ærefrygt i dig.
Og følg så disse ting.
Vær villig til at gå på opdagelse og genfinde barnets indbyggede og ukuelige mod på at udforske verden.
At leve og arbejde fra hjertet handler i høj grad om at åbne op for og blive berørt af livet, så du kan få en direkte oplevelse af, hvad der vækker dit hjerte til live.
Og dét, der vækker dit hjertet til live, vil altid være værd at følge – uanset hvor det fører dig hen!
Stagnation eller progression
At du tvivler på, om din lyst kommer fra hjertet eller er drevet af frygt, er en super god refleksion og selv-opmærksomhed. Det vil jeg virkelig anerkende dig for, fordi det er ikke alle, der er villige til at gå ned ad den vej!
Jeg ser meget ofte, at mennesker (især kvinder), der betegner sig selv som spirituelle og/eller primært har arbejdet med sin personlige udvikling ud fra et ’nydelses-perspektiv’, har den opfattelse (og forventning), at dét at følge hjerte altid føles rart og behageligt.
Men, det gør det ikke!
Det er super vigtigt at lære at skelne mellem ’at have lyst til’ og ’at have brug for’.
Hvis du kun følger dét, du har lyst til, ender du med (som du selv ganske rigtigt er inde på) at snyde dig selv og lulle dig selv ind i selv-bedrag, hvor det er det frygtsomme ego (der er bange for forandring), som sætter dagsordenen.
Det betyder, at der er meget stor risiko for, at du vil opleve stilstand frem for fremgang.
Så, det er super vigtigt, at du bliver ved med at udfordre dig selv og meget selv-ærligt lægger mærke til om ’din lyst’ bremser dig og gør dig passiv.
Hvis det er tilfældet, så er det et signal om, at du er på vildspor. Og at det er din frygt for at træde ud i livet, der styrer dig.
Egoet ønsker og fantaserer om at få fripas her i livet, og om at undgå alt, hvad der har med vanskeligheder, modgang, udfordringer og ubehag at gøre.
Men, sådan fungerer livet (og virkeligheden) ikke!
Tværtimod.
Jo mere vi får kontakt med hjertet, jo mere er vi ofte i stand til at tage imod stadig større udfordringer i livet, fordi vores evne til at acceptere og realisere vores essens og potentiale øges.
Så livet kan og vil respondere på denne vækst og er på mange måder tilbøjelig til at kræve mere og mere af os. Det er rent faktisk også dét, vi kalder for evolution.
At modnes som menneske handler om igen og igen og igen at være villig til at træde ud i det ukendte; bryde ud af ego-skallen, bevæge sig ud af tryghedszonen og ud i vækst.
At følge hjertet er at finde sandheden i dig selv.
Det kræver, at du udvikler evnen til at lytte indad, følge med og leve i spørgsmålet – ikke i svaret – og derigennem finde ud af, hvad der er sandt og ikke sandt eller klogt og ikke klogt.
Der er ikke nogen, der kan fortælle dig, hvad det er, og du må være villig til at arbejde på at gøre dit ego så fleksibelt og smidigt, at det sammen med din hjerte-essens kan vise dig vej.
Hjerte-meditation og viden om hjertets intelligens
Ja, du har helt ret i, at det er et broget marked i forhold til at finde gode hjerte-meditationer og –guidninger.
Jeg har selv fundet meget af dét, jeg har brugt, i den buddhistiske tradition af buddhistiske lærere. Derudover har meget af dét, jeg har brugt været off-line og ikke noget, jeg har fundet online på nettet.
Når det er sagt, så kunne et sted at starte være Pema Chörön, som både har skrevet mange bøger, og som også kan findes online.
I forhold til hjertets intelligens har jeg selv lært meget både af HeartMath og af J.C. Pearce – bl.a. hans bog ”The Biology of Transcendence”.
Nu kender jeg jo hverken til din smag, din stil og hvad du mere specifikt leder efter i forhold til hjerte-meditationer, men du får her én af mine guidede meditationer, som du kan lytte til og se, om du kan bruge:
Jeg har ikke besluttet mig for om og i givet fald hvornår, jeg starter et nyt hold af ”Det åbne hjertes kraft”. Det afhænger af flere forskellige ting, men du kan altid skrive dig op og få besked, når der er nyt om det.
Som det næste i 2020 starter jeg et nyt hold op af mit Mentor og Mastermind Program. Hvis du er interesseret i det, kan du læse mere om det her >>>
Jeg håber, at mit svar er brugbart for dig og kan hjælpe dig med at lyttere dybere til dit hjertes sandhed og ikke mindst kultivere det mod der skal til, for at du kan gøre dét, du har allermest brug for at gøre.
Du er hjertens velkommen til at kommentere herunder, hvad du tænker om det, jeg har skrevet, og hvis der er dukket flere spørgsmål op efter, du har læst mit svar.
Jeg ønsker dig alt det bedste videre frem.
Kærlig hilsen
Marianne