”Jeg er virkelig i dårligt humør i dag”, sagde hun, da hun trådte ind ad døren, og fortsatte:
”Jeg er irritabel og sur. Det har jeg været hele dagen, og jeg vil bare gerne ha’ det til at gå væk. Jeg har forsøgt ALT, og intet af det har virket!”
Én af de myter, jeg ofte støder på i mit arbejde, er, at når man lever fra hjertet, er man altid overskudsagtig og i godt humør.
Jeg hører tit (direkte eller indirekte) overbevisningen om, at det er forkert eller umodent at være gnaven, pirrelig og irritabel.
Og at dét at arbejde med sin personlige og spirituelle udvikling helt vil fjerne disse humør-tilstande.
Denne myte gør, at vi betragter irritabilitet og dårligt humør som et problem. Som noget, der ikke burde være der. Eller ikke ville være der, hvis vi var bedre til at styre vores følelser og humør.
Men sandheden er, at der er dage, hvor vi bare er i rigtig dårligt humør.
Dage, hvor vi er gnavne, utålmodige, pirrelige og irritable.
Dage, hvor vi hurtigt bliver bragt ud af ligevægt, oplever frustration og modløshed.
De dage opstår også, selvom vi måske på det mentale plan godt ved, at vi har adgang til kærlighed, at menneskene omkring os er grundlæggende gode, at vi har meget at være taknemmelige for, og at ’så dårligt er livet altså heller ikke!’
Og så alligevel.
Den indre gnavpot er vågnet og meget aktiv.
De færreste af os kan li’, hvordan det føles at være irritabel og i dårligt humør.
Så, i forsøget på at minimere friktionen, prøver vi på at undertrykke den, ’fake’ et bedre humør eller ’ændre den til noget bedre og mere acceptabelt’.
Men det lykkes ikke.
Det bliver vi bare endnu mere gnavne, pirrelige og irritabele af.
Det er ofte blot mere benzin på bålet.
Rent faktisk bliver din indre gnavpot endnu mere betændt og vokser i omfang, når du prøver på at komme af med den. Forsøger med en teknik ’at skynde dig igennem og ud på den anden side’. Eller fortæller dig selv at du ikke burde opleve den.
Derfor, i stedet for at forsøge at undgå den, komme af med den eller ændre den til noget bedre, vil jeg invitere dig til at gå en anden vej.
At være irritabel og i dårligt humør er naturligt og uundgåeligt
Alle – selv de bedste meditationsudøvere og mest spirituelt oplyste mennesker – oplever fra tid til anden at være irritable og i dårligt humør.
Selv dem, der har ‘gået hjertets vej’ i årtier og guidet andre ad den vej, oplever engang imellem at have ’fået det forkerte ben ud af sengen’.
Det sker.
Det er en del af dét ’at være menneske’.
Vores nervesystem bevæger sig hele tiden mellem sammentrækning og udvidelse.
Hvert øjeblik foregår der milliarder af biologiske processer inden i os, i vores krop og sind, som vi ikke er bevidste om og ikke har kontrol over.
Nogle gange sker det, at disse processer midlertidigt bliver usammenhængende, er i disharmoni og inkohærent, og vores system registrerer spændinger.
Disse spændinger kommer ofte til udtryk som irritabilitet og dårligt humør.
Jeg kan selv opleve det som om, ’der er sand i mine årer’ eller som en ubehagelig, tør, rå energi, der strømmer igennem mig. Og enhver yderligere stimulus, hvad enten den er intern eller ekstern, er som utåleligt benzin på bålet.
Jeg ved dog, at det ikke er en tilstand, der skal fikses eller behandles.
Nogle gange har min irritabilitet og mit dårlige humør en konkret årsag, der skal addresseres direkte.
Men mange gange har det ikke.
At erkende det og virkelig trække vejret med det, skåner mig for så megen unødvendig lidelse og for mange unødvendige kampe.
At gå en anden vej
Hvis du tager imod min invitation om at gå en anden vej og er villig til at være med din irritabilitet og dit dårlige humør på en ny måde, kan du:
1️⃣ Give det plads
Når som helst du oplever, at du er irritabel, gnaven, pirrelig eller i dårligt humør, så giv dig selv lov til ’at have din oplevelse’ og tag ejerskab for det.
Uden at forsøge at ændre, fikse eller ’heale’ dit humør på nogen som helst måde.
Det kunne lyde sådan her:
”Jeg lægger mærke til, at jeg er irritabel lige nu. Det føles ubehageligt, og alt puster til det. Jeg er villig til at være med det fuldt ud og se, hvad der sker, når jeg giver energien lov til at gøre det, den skal.”
Det kan tage en time eller en dag – uden at du behøver at gøre mere ved det.
2️⃣ Tage radikalt selv-ansvar
Vær ærlig og fortæl det til dem omkring dig.
Det kunne lyde sådan her:
” Jeg føler mig virkelig irritabel lige nu. Jeg vil gøre mit bedste for ikke at kaste noget af det over på dig. Men hvis det sker alligevel, undskylder jeg på forhånd. Og tag det ikke personligt.”
At sige det kan i sig selv forløse nogle spændinger og gøre dig mindre reaktiv.
Og det er under alle omstændigheder en stor befrielse – både for dig selv og for alle andre omkring dig.
Helhjertet accept af dét, der er, udvider dit system og giver plads til at energien kan flyde mere frit.
Jeg oplever selv, at det har en øjeblikkelig effekt på mit nervesystem.
At tillade mig selv at udtrykke, hvad der er sandt i forhold til dét, der foregår i mig lige nu og her (både over for mig selv og over for andre) frembringer ofte en ny og spontan taknemmelighed.
Og hvis jeg oplever, at en anden tager radikalt selv-ansvar på denne måde, er det som sød musik i mine ører.
Det forøger min tillid til vedkommende, og jeg er mere villig til at stå til rådighed og give omsorg.
At være med din egen irritabilitet og dit eget dårlige humør på en ny, helhjertet og omsorgsfuld måde, befrier dig også for behovet for at fikse andres irritabilitet og dårlige humør – en ‘win-win-for-all’ 😍
The form you have selected does not exist.