[Læs her om, hvordan begrebet posttraumatisk vækst og personligt lederskab fra hjertet går hånd i hånd, og ikke mindst hvad den østrigske professor og Holocaust-overlever Viktor Frankl kan lære os i den henseende.]
”Kan du fjerne mit traume?”, spurgte han, da vi talte sammen.
”Nej, det kan jeg ikke”, svarede jeg, og fortsatte: ”men jeg kan hjælpe dig med at vokse fra det, så det ikke længere styrer dit liv.”
Jeg har selv haft traumatiske oplevelser og svære personlige kriser tæt inde på livet, så jeg ved både, hvor nedbrydende den slags livsoplevelser er, og hvad der er muligt efterfølgende.
Rent faktisk var det lige præcis en personlig krise, der satte mig i gang med min rejse på hjertets vej.
Jeg var på et absolut lavpunkt og var dybt frustreret over, at dét, jeg havde gjort (og den hjælp jeg havde fået) indtil da, ikke for alvor havde forløst det traume fra tidligt i mit liv, der stadig ’sad’ i mit nervesystem, og som påvirkede mig på usunde og uhensigtsmæssige måder.
Skæbnen ville det, at jeg mødte min mentor, som introducerede mig til hjertets intelligens og hjalp mig med at indstille mit indre kompas, så jeg blev i stand til at navigere med hjertet som kompas.
På min vej har jeg lært, at posttraumatisk stress (og andre reaktioner på alvorlig belastning og traume) er en naturlig og normal menneskelig proces, der markerer begyndelsen på en transformativ rejse.
Traume, stress og posttraumatisk vækst
Ordet ’traume’ stammer fra oldgræsk og betyder ’sår’ – og det dækker både over fysiske og psykiske sår fremkaldt af ydre, skadelige påvirkninger.
Og begrebet ’posttraumatisk vækst’ blev formuleret af de amerikanske forskere Richard Tedeschi og Lawrence Calhoun i 1995.
Deres forskning udsprang fra deres arbejde med posttraumatisk stress, hvor de opdagede, at mange mennesker oplevede betydelig vækst som et resultat af den stress og de meget udfordrende livsomstændigheder eller –oplevelser, de gik igennem.
Og de skiftede derefter deres forskning til posttraumatisk vækst for at finde ud af, hvordan vi kan bruge stress som en drivkraft for personlig og menneskelig vækst.
Dermed er begrebet også en bevægelse væk fra diagnostisering og sygdom og hen imod, hvordan man håndterer livet og dets uundgåelige udfordringer.
Det er dog vigtigt for mig også at understrege, at jeg på ingen måde mener, at traume (af enhver art) er godt, og at vi skal opsøge det for at vokse som mennesker.
På ingen måde!
Men, traumatiske oplevelser sker for rigtig mange af os – hvad end vi opsøger det eller ej.
Alvorlige kriser har konsekvenser og giver ar på sjælen, og samtidig kan de lede os i retningen af et mere berigende liv, hvor vi lever mere i overensstemmelse med vores sande værdier og sætter pris på livet på en helt ny måde.
Uanset hvem man er, hvor man kommer fra, og hvad man har været igennem, er muligheden for vækst – og en ny vej – der altid.
Ingen er undtaget, og det er aldrig for sent.
Dog er idéen om, at vi kan udvikle os og vokse som mennesker efter kriser og traumer ikke ny.
Man har siden tidernes morgen i myter og i litteraturen beskrevet den rejse, vi som mennesker kan tage gennem alvorlige udfordringer for i sidste ende at blive stærkere og mere følelsesmæssigt modne mennesker.
Viktor Frankl – et ’konge-eksempel’ på posttraumatisk vækst
40 år før begrebet ’posttraumatisk vækst’ bliv formuleret, demonstrerede Viktor Frankl, en østrigsk professor i neurologi og Holocaust-overlever, at det ikke blot er teori.
Han er en stor inspirationskilde for mig, og hans bog ”Man’s Search for Meaning” ramte mig som en bombe, første gang jeg læste den.
Den sprænger ALLE undskyldninger og beklagelser i stykker, og viser os både, hvad radikalt selv-ansvar er, og hvordan ALLE omstændigheder er vigtige læremestre på vores rejse gennem livet.
Han skrev bogen i 1945 på 9 dage umiddelbart efter, han var blevet befriet fra Auschwitz.
Han havde overlevet fire KZ-lejre – og undervejs mistet HELE sin familie – og han havde opdaget noget ekstremt vigtigt.
Nemlig; at vi selv bestemmer, hvem og hvad vi udvikler os til:
“I koncentrationslejren konspirerer enhver omstændighed til at få fangen til at miste sit greb. Alle de velkendte mål i livet er revet væk. Tilbage står alene den sidste af menneskelige friheder: Evnen til at vælge sin indstilling under enhver given situation. Evnen til at vælge sin egen vej.”
Og senere, baseret på observationer af sine medfangere, skriver han:
“I sidste ende står det klart, at den slags person, som fangen blev, var resultatet af en indre beslutning og ikke resultatet af lejrens indflydelse.”
Han erkendte, at livet ikke handler om, hvad vi ønsker os af livet, men derimod om, hvad livet ønsker af os – hvad livet kalder os til og beder os om:
“Det var egentlig lige meget, hvad du forventede af livet, det handlede udelukkende om, hvad livet forventede af os. Vi var nødt til at holde op med at spørge om meningen med livet og i stedet tænke på os selv som dem, der blev spurgt af livet – dagligt og hver time. Vores svar må ikke bestå i snak og meditation, men i rette handling og rette adfærd. Livet betyder i sidste ende at tage ansvaret for at finde de rette svar på dets problemer og at fuldføre de opgaver, det konstant stiller foran hvert enkelt individ.”
I koncentrationslejren erkendte han, at hans opgave gik ud på at tilføre den modsatte energi:
Hvis nazisterne forsøgte at udslette kærlighed fra verden, ville han stå som en kraft for den.
Efterhånden som verden blev hjerteløs, følte han sig kaldet til at udvide sit eget hjerte.
Efterhånden som de ydre omstændigheder i hans liv blev mere elendige, blev hans indre tilstand mere fredfyldt.
Betydningen af en beslutning
Den helt store lære fra krigen er, at vi ikke kan forandre noget som helst i den ydre verden, før vi er villige til at forandre os selv – vores måde at være i verden på!
Viktor Frankl oplevede helhed ved at give sig selv væk til et højere formål.
Det skabte en form for dyb indre glæde midt i elendigheden.
Han udviklede ‘The third school of psychiatry’ også kaldet ’Logo Therapy’.
Logo kommer fra græsk ‘Logos’, som betyder ‘mening’.
Og da han blev spurgt, hvorvidt mennesket er fuldstændig betinget af omstændigheder, eller hvorvidt vi rent faktisk har fri vilje, gav han følgende kraftfulde svar:
”Som professor inden for to felter, neurologi og psykiatri, er jeg fuldt ud klar over, i hvilken grad mennesket er underlagt biologiske, psykologiske og sociale omstændigheder. Men udover at være professor inden for to felter er jeg overlever af fire lejre – koncentrationslejre, vel at mærke – jeg er dermed også et vidne til, i hvilken udstrækning mennesket er i stand til at trodse og være modig under selv de værst tænkelige omstændigheder.”
Og han fortsætter:
”Mennesket er i sidste ende selvbestemmende. Hvad han bliver til – inden for rammerne af begavelse og miljø – han har selv gjort sig til. I koncentrationslejrene, for eksempel, i dette levende laboratorium og på dette afprøvningsområde, så og oplevede vi nogle af vores kammerater opføre sig som svin, mens andre opførte sig som helgener. Mennesket har begge potentialer i sig. Hvilket et, der bliver aktualiseret, afhænger af beslutning, ikke af betingelserne.”
Dette udsagn er i den grad en bombe under det senmoderne menneskes offer-bevidsthed og kapitalismens degradering af det menneskelige væsen, den menneskelige natur, til udelukkende at være selvcentreret, egennyttig og kynisk.
Hvis Viktor Frankl har ret, og det er jeg overbevist om, at han har, så har vi, altså du og jeg, aldrig nogensinde i vores liv haft det, der ligner en gyldig undskyldning for ikke fuldstændigt at tage ansvar for vores liv og handlinger og udfolde det potentiale, der er inden i os.
Livet er ikke en dans på roser
For at kunne sige et helhjertet Ja til livet og møde op fuldt og helt, er det super vigtigt også at kunne erkende, at vejen også er hård og nogle gange næsten ubærlig.
Det demonstrerede Viktor Frankl også.
Han sendte en besked til nogle venner i 1945, lige efter krigen sluttede, hvor der stod:
“Jeg er usigeligt træt, usigeligt ked af det, usigeligt ensom … I lejren troede man virkelig, at man havde nået livets lavpunkt – og så, når man kommer tilbage, bliver man tvunget til at se, at alting er væk. Alt dét, der havde opretholdt dig, er blevet ødelagt. Og på det tidspunkt, hvor du lige er blevet menneske igen, kan du så synke ned i en endnu mere bundløs lidelse.”
Det er svært at bebrejde ham.
Og det er også næsten ubærligt at tænke på, hvad menneskeheden ville være blevet frarøvet, hvis han havde givet helt op og var blevet liggende der, hvor han var væltet.
I stedet rejste han sig heldigvis op igen, trods alt det han havde været igennem, og fortsatte sin rejse.
Han sagde ja til livet, til at komme tilbage i arenaen, til skridt for skridt at skabe et meningsfuldt og glædesfyldt liv gennem at lytte til livet og arbejde for et formål, der var større end ham selv.
Hvis han kan gøre det, efter alt dét, kan vi alle gøre det!
Victor Frankl og hans erfaringer fra sin tid i koncentrationslejrene viser, hvad der er muligt, hvilket potentiale vi rummer som mennesker, og at vi ALTID har et valg!
Vi kan lade os inspirere af det og leve vores liv på en sådan måde, at vi år for år bliver mindre bange og samtidig føler os mindre truet og til gengæld bliver bedre i stand til spontant at være der for og hjælpe andre uden at tænke på, hvad vi selv får ud af det.
Vi kan være villige til at vælge fred, vælge kærlighed og vælge samhørighed. – også selv om verden omkring os ikke gør det samme.
Posttraumatisk vækst er virkeligt – og ikke et quick fix
Ligesom at lotusblomsten vokser ud af mudderet, på samme måde kan vi blomstre som mennesker gennem de hårde og udfordrende tider.
Det er at leve ’indefra og ud’, hvor vi er rodfæstet i vores egen væren og bidrager til verden omkring os.
Det er også dét, jeg kalder for personligt lederskab fra hjertet.
Vi kan bruge livets omstændigheder som en læremester og bringe visdom og medfølelser ind i verden.
Fordi du har set og oplevet smerte, har dit hjerte udvidet sig.
Dets evne til kærlighed er større, og dets ønske om at hjælpe andre er stærkere.
Det er en langsom proces.
Det er ikke noget, der lige bliver fikset på en weekend.
Ofte er det 2 skridt frem og 1 tilbage.
Nogle gange indebærer det at tage svære beslutninger, der på kort sigt gør ondt, men som på lang sigt viser sig at være det bedste, du har gjort.
Og ofte oplever vi at være forvirrede, usikre, modløse, overvældede og føle os helt og aldeles fortabte.
Det er også en del af processen.
Du hverken kan eller skal tvinge dig selv til at fikse en stor livsudfordring, krise eller traume fra fortiden på kort tid.
Den dybeste og mest bæredygtige forandring tager tid.
Og den ligner ikke altid vækst på overfladen.
På trods af det, vil du efterhånden, som du vælger at have tillid til, at du kommer godt igennem, hvad end det er, du kæmper med, se, hvordan skyerne letter i dit liv og lyset bryder frem.
