0 In Hjertets intelligens/ Lederskab

Hvad vi kan lære af Nelson Mandela

Nelson Mandela

Til ære for Nelson Mandela og den kæmpe store forskel han valgte at være i verden.

“What counts in life is not the mere fact that we have lived. It is what difference we have made to the lives of others that will determine the significance of the life we lead”

I dag er der mindehøjtidelighed for Nelson Mandela i Johannesburg i Sydafrika, og jeg vil gerne sende min hyldest til en mand, som i den grad repræsenterede “vær den forandring du ønsker at se i verden”.

En mand som gjorde det til sin livsmission at gøre en forskel for millioner af mennesker, og som i den mission var foregangsmand for det nye paradigme, som verden bevæger sig ind i.

Hans ord ovenfor spejler og fremhæver vores allesammens større formål:

At genfinde vores sande værdier, leve dem og dermed gøre en forskel for verden omkring os.

Fordi når du giver dig selv lov til at lade dit lys skinne, giver du automatisk andre lov til at gøre det samme. Og når du gør dig fri af din angst og indre kritiker, vil din blotte tilstedeværelse automatisk frigøre andre.

Det er absolut ikke altid let.

Men jo tydeligere din ledestjerne er, jo mere villig du er til at gøre dét der skal gøres.

Og jo nemmere bliver det at bevæge dig gennem livet med en solid indre oplevelse af ro, tillid og glæde uanset hvad der sker i verden omkring dig.

At vælge frihed og kærlighed

Nelson Mandela havde 27 år til at finde sin egen solide indre ro og styrke, mens han var holdt fanget bag tremmer.

I løbet af disse år havde han valget mellem at holde fast i sin bitterhed, krænkelse, vrede og had ELLER at give slip på det og i stedet vælge accept, tilgivelse, fred og kærlighed.

Kort sagt; at vælge livet til.

Ingen tvivl om at det var en rejse, der ikke var let, og han erkendte også, da han blev løsladt, at bitterheden og hadet lå på lur i ham, og at det var et bevidst valg, han havde foretaget, da han blev løsladt:

“As I walked out the door toward the gate that would lead to my freedom, I knew if I didn’t leave my bitterness and hatred behind, I’d still be in prison”.

At vælge frihed og kærlighed er ikke kun forbeholdt de udvalgte få, det er noget vi alle sammen kan vælge fra øjeblik til øjeblik.

Uanset hvordan dit liv ser ud.

Uanset hvor mange sår og traumer du har fået på din vej gennem livet.

Og uanset hvor ‘fastlåst’ du føler dig lige nu, har du stadig muligheden for at vælge at åbne dit hjerte, lytte til dets visdom og gøre dig fri af den boks af begrænsninger, som du selv – og andre – har puttet dig ned i.

Nelson Mandela mestrede kunsten at give slip

Nelson Mandela måtte lære sig kunsten at give slip. Og det er virkelig en kunst!

Der er en gammel buddhistisk fortælling om to munke, som meget smukt illustrerer denne kunst:

De to munke er på en dags vandring fra ét kloster til et andet. De har begge aflagt et kyskhedsløfte, som indebærer, at de hverken må tale til eller røre ved en kvinde på deres vandring.

Mens de vandrer langs floden, møder de en kvinde, som desperat prøver på at krydse floden, fordi hendes barn er på den modsatte side. Der er meget strøm i floden, og hun er meget bange for at falde i vandet, hvis hun selv krydser den.

Hun ser munkene og råber om hjælp.

En af munkene går over til hende og tilbyder sin hjælp. Han tager kvinden op og bærer hende over på den anden side, og sætter hende ned ved siden af barnet.

Derefter går han igen over til den anden munk, og de fortsætter deres vandring i stilhed.

Efter de har vandret et par timer siger den anden munk lige pludselig til den munk, der hjalp kvinden:

“Jeg kan ikke komme mig over, at du brød dit kyskhedsløfte og bar den kvinde over floden. Jeg kan ikke fatte, at du rørte ved hende. Det er helt ubegribeligt, at du talte til hende …”

Den første munk kigger blot på sin følgesvend og siger:

“Jeg satte kvinden ned for to timer siden. Du bærer stadig rundt på hende!”

Nelson Mandela måtte også sætte sin bitterhed og sit had ned og vælge ikke længere at bære rundt på det.

Vi har alle sammen noget, vi bærer rundt på

Hver gang jeg tager mig selv i at ærgrer mig over ting, der hører fortiden til.

Hver gang jeg skælder mig selv ud.

Hver gang jeg tænker, at jeg burde have gjort … anderledes.

Så minder jeg mig selv om denne fortælling og spørger:

❓ Hvad er det, jeg stadig bærer rundt på, som egentlig hører fortiden til?

❓ Hvad er det, jeg har brug for at ‘sætte ned’, så jeg kan komme videre?

Når vi giver slip på dét, der ikke længere er, og som hører fortiden til, har vi bedre mulighed for at åbne vores hjerte og sind for dét, der rent faktisk sker lige her lige nu!

Jeg vil lige slutte af med endnu et citat fra den gode Nelson Mandela, som minder os om at lade vores lys skinne og leve det liv, vi har fået fuldt og helt:

“There is no passion to be found playing small – in settling for a life that is less than the one you are capable of living!”

Så, hvad bærer du rundt på, som ikke gavner dig, og som blot holder dig fast i fortiden? Hvad ville der ske, hvis du bare ‘satte det ned’? Skriv dit svar i kommentarfeltet herunder 🙂

The form you have selected does not exist.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.